I skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine to PhD-studerende, der var med: Andrea Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og Caribien, og Andrea Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.