Hvordan man ikke måler omfordeling

Der findes en lang litteratur i nationaløkonomi og statskundskab, der handler om ulighed og omfordeling. I denne litteratur måler man typisk omfordeling som en forskel i to ulighedsmål: Fordelingen af markedsindkomster – hvad folk tjener i løn, renter osv. før de betaler skat og modtager omfordeling – og fordelingen af disponible indkomster – hvad folk har at gøre godt med efter skat, afgifter, omfordeling osv. Litteraturen behandler denne forskel som et mål for den effektive omfordeling, der foregår i samfundet.

På trods af, at de fleste empiriske studier på området bliver ved med at bruge dette mål, er det aldeles forkert. Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste allerede i 2005, er dette mål stærkt misvisende. I en artikel i the European Sociological Review pegede Andreas på, at folks adfærdsreaktioner gør en simpel forskel mellem ulighed i markedsindkomster og disponible indkomster til et stærkt misvisende mål for omfordeling. Problemet er basalt set, at omfordelende politik påvirker fordelingen af markedsindkomster. Som det er velkendt fra den danske debat om skat og overførsler, er der effekter i både toppen og bunden. Øger man beskatningen, og i særlig grad beskatningen i toppen – den danske topskat – jo svagere bliver folks incitamenter til at age arbejde. Der kan også være svagere incitament til at arbejde effektivt og til iværksætteraktivitet – som Nicolai Foss og jeg har dokumenteret flere gange. Højere skat giver derfor lavere markedsindkomster i toppen, og kommer derfor til at ligne en omfordelende effekt, selvom de relativt fattigere ingen overførsler får. Omfordeling ændrer også på det, økonomer kalder den ’naturlige arbejdsløshed’ ved at gøre det mere attraktivt at forlade arbejdsmarkedet eller evt. arbejde deltid. I det tilfælde vil folk med relativt lave indkomster enten ende med en markedsindkomst på 0 (når de forlader arbejdsmarkedet) eller en væsentligt mindre markedsindkomst end ellers. Dette vil få fordelingen af markedsindkomster til at se mindre ulige ud, selvom de relativt fattiges disponible indkomster bliver mindre og fordelingen af disponible indkomster også bliver mere ulige.

Vi viser dette i to figurer nedenfor. Den første viser ulighed (fra Frederic Solts SWIID-database) i 43 vestlige lande. Den røde del af søjlerne viser uligheden i disponible indkomster, mens den sorte del viser hvor meget større uligheden er i markedsindkomster. Den sorte del er derfor det almindelige, men misvisende mål for omfordeling. Som de fleste læsere vil kunne se, er det svært at se noget klart mønster i, hvilke lande der ’omfordeler’ mere når man bruger standardmålet.

Den anden figur viser sammenhængen mellem andelen af BNP, der bruges på overførsler og subsidier (data fra EFW). Hvis man tror på, at standardmålet ikke er så dårligt, som Andreas pegede på i 2005, burde der være en vis sammenhæng mellem graden af overførsler og graden af målt omfordeling. Men som figuren indikerer, er der i praksis ingen sammenhæng. Man kan naturligvis, som den glimrende Jan-Egbert Sturm pointerede overfor mig under en diskussion ved den årlige konference i the European Public Choice Society, stille spørgsmål ved, hvor godt et mål, overførsler og subsidier er.

Vi var dog enige om, at der burde være en sammenhæng. Så dagens spørgsmål er, hvorfor Andreas Berghs kritik har været overset i 14 år, og hvorfor bliver forskere og organisationer ved med at bruge et mål for omfordeling, der er tæt på at være så misvisende, at det er ubrugeligt? Svaret, man typisk får, er at det er det bedste vi har; men hvis det bedste er så ringe, burde man så bruge det?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.