Christian har allerede skrevet både optakten til årets Nobelpris i økonomi og om de tre, der endte med at få prisen: Acemouglu, Johnson og Robinson. Jeg skriver som sædvanligt om prisen i Berlingske. Her kan I læse min introduktion til de tres bidrag til forskningen i politiske institutioners betydning for vækst.

Men et par yderligere kommentarer.

Man kan begynde med at spørge, hvorfor Nobelpriskomiteen har valgt netop de tre? Hvis det drejer sig om empirisk forskning i institutioners betydning for vækst, havde det måske været relevant at tage Robert Barro (som Christian i øvrigt havde med på sin kandidatliste, og som har været oplagt i mange år).

Forklaringen er nok, at komiteen lægger hovedvægten i begrundelsen på de tres fælles arbejde med at udvikle et instrument for institutionel kvalitet, nemlig ”settler mortality”: Dødeligheden for kolonister ved etableringen af de europæiske kolonier. Den er, som Christian var inde på, korreleret med nutidig institutionel kvalitet i de tidligere kolonier. Men som Christian ligeledes skrev, er instrumentet omstridt. I en artikel skrevet med Søren Gjedsted har jeg selv valgt at bruge instrumentet til at underbygge anvendelsen af Economic Freedom Index (i en analyse af institutioner og klimaforandringers relative betydning for vækst), men efter grundig overvejelse (og diskussion med en reviewer). Andre vil ikke bruge det.

Når komiteen alligevel lægger så stor vægt på instrumentet, kan det måske tages som udtryk for, at økonomisk forskning er blevet domineret af at udvikle kausale metoder til at teste hypoteser, ikke mindst ved brug af ”naturlige eksperimenter”. Og det er fint nok i sig selv. Tidligere er alt for meget sluppet igennem det økonometriske nåleøje, som ikke står for en nærmere prøvelse. Men økonomi er og bør være så meget mere end det. Og de tre har faktisk også leveret andet: Både en udførlig historisk forskning og en teori om institutionsskabelse og -dynamik. Jovist, det nævnes da også i komiteens begrundelse, men instrumentet får hovedvægten. Også mere end det egentlig fortjener – medmindre man altså forfalder til opfattelsen af, at kun hypotesetest rigtig tæller som økonomisk videnskab.

Når det gælder især Acemouglu, har han i øvrigt bidraget på mange andre områder end netop institutioner og vækst. Han er ekstraordinært produktiv.

Et af hans seneste bidrag handler om kunstig intelligens. Han har to kontroversielle budskaber. For det første at kunstig intelligens foreløbig næppe vil få særlig stor betydning for væksten. Han forudsiger, at effekten vil være et produktivitetsløft på 0,55 pct. eller mindre over de næste ti år. Det beror på en forudsætning om, at kunstig intelligens i hvert fald i starten primært vil have automatiseringsgevinster – altså at erstatte opgaver varetaget af arbejdskraft frem for at skabe nye funktioner. For det andet at kunstig intelligens kan føre til stigende indkomstulighed. Begge dele kan diskuteres. Som Richard Vogel – en anden Nobelprisøkonom – påpegede, så har der historisk været en tendens til at undervurdere betydningen af ny teknologi. Men det kan sagtens være, at det tager længere tid, end mange forventer, før ny teknologi slår igennem. Ti år er ikke nødvendigvis lang tid.

Et andet bidrag handler om, at det kan være nødvendigt at supplere en CO2-afgift med subsidier til grøn teknologi, hvis man gerne vil nedbringe drivhusgasudledningen. Egentlig er der ikke noget nyt i, at der er et argument for subsidier til R&D, hvis der er positive eksternaliteter. Hans pointe er, at de imidlertid må forventes at være stærke ved at drive et overordnet teknologisk ”sporskifte” fra fossil til grøn teknologi. Også det kan diskuteres – og inden for teoriens rammer desuden, hvor meget mening det giver for et lille land at yde den slags subsidier.