Tag-arkiv: 14. juli

Gæsteindlæg: Frihed, sandhed og ret

Af Niels Westy, den 14. juli 2019. 1 svar

Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København

Fra en ussel celle i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren 1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.

Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen, borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.

I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores kontinent.

I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om demokrati.

På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.

Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.

I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale borgerrettigheder og retsstatsprincipper.

De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er i retræte.

Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.

Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre, som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.

Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og 19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre: ”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg fordre den fulde Frihed”.

Glædelig 14. juli.

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen

Af Niels Westy, den 14. juli 2018. Skriv et svar


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.