En af de mange påstande, man til tider hører i medierne, er at folk i de vestlige samfund arbejder mere og mere. Den svenske sociolog og kulturskribent Roland Paulson har for eksempel turneret med denne påstand i de svenske medier, og den bliver jævnligt brugt som argument for den tiltagende sjælløshed i såkaldte ’neoliberalistiske’ samfund. Jeg har også hørt påstanden i forbindelse med den ligeledes tvivlsomme påstand om, at de vestlige samfund og vores liv i stigende grad ’commodificeres.’

Min ven og kollega Andreas Bergh fra Lunds Universitet anmeldte for tre år siden Paulsons bøger om emnet, og måtte endda skrive et addendum til anmeldelsen, som Paulson ikke syntes om (læs her og her). Den vigtige pointe, som Andreas med vanlig elegance lægger frem, er at data ikke – som i slet og overhovedet ikke – understøtter Paulson og andres påstand om arbejdstid. Ser man på langt sigt, er arbejdstiden faldende.

Det forbløffende i, hvor sejlivet påstanden er, er hvor let det er at afvise den empirisk. Nedenfor har vi for eksempel brugt data fra the Penn World Tables mark 9.1 til at plotte den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark og vores økonomiske nabolande mellem 1970 og 2017. De fuldt optrukne linjer viser arbejdstiden (indikeret på den venstre y-akse), mens de stiplede linjer viser andelen af befolkningen, der faktisk er i arbejde (indikeret på den højre y-akse). Figuren viser for det første den langsigtede udvikling mod lavere arbejdstid og mere fritid, som Andreas også understreger i sin anmeldelse. Den indikerer også, at Nyrup-regeringens skatte- og arbejdsmarkedsreformer i midten af 1990erne virkede, da man kan se både den danske beskæftigelse og arbejdstid stige efter reformerne. Den vigtigste besked her er, at det mønster der for nogen kan ligne en stigende arbejdstid, i virkeligheden er en udvikling mod større beskæftigelse, men hvor den gennemsnitlige arbejdstid stadig falder.

Hvad man får ud af sin arbejdstid er dog et helt andet spørgsmål, som vi illustrer i den anden figur idag. Her er de fuldt optrukne linjer stadig arbejdstiden, mens de stiplede angiver arbejdsproduktiviteten – dvs. hvor meget værdi der skabes per fuldtidsbeskæftiget. Figuren viser en udvikling, vi har understreget gentagne gange her på stedet: At produktiviteten i Danmark fra sidst i 1980erne og frem til og med finanskrisen sakkede bagud for vores nabolande. Hvad der er sket efterfølgende er for tidligt at sige, men udviklingen har gjort os fattigere end vi i en vis forstand ’burde’ have været.

Den vigtige indsigt i dag er derfor, som min glimrende kollega lagde vægt på i sin anmeldelse af Paulsons påstande, at standard økonomisk teori er korrekt: Jo rigere folk bliver, jo mere substituerer de imod mere fritid. Det sker også i Danmark og Nordeuropa, og når folk tror, at det modsatte sker, er det enten fordi de lader sig narre af den højere beskæftigelse, eller at de simpelthen lider af ’recall bias’. Vi arbejder mindre end vores forældres generation, og meget mindre end vores bedsteforældres. At vi som danskere ikke er lige så effektive eller dygtige som vores naboer, er at helt andet spørgsmål.