Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg, “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.
Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.
Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.
Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.
For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat om Venezuela på Deadline. Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget af Amnesty International.
Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.
Hvis der er noget som springer i øjnene, er det afstanden mellem hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at
den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.
mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :
Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.
Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.
Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:
Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.
Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.
Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”. Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!
Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at
revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.
Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a. Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.
Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.
Hvem er oppositionen?
Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.
The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.
Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.
Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.
Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.
Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2017. Skriv et svar
Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.
Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.
Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.
Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.
Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).
I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.
Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.
Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.
Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.
Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.
Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.
Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.
Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.
Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis” sidste år,
Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.
De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.
I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.
Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.
Figur 1.
Venezuelas økonomiske historie korte fortalt
Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.
Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).
Figur 2
I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.
Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.
Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.
I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.
I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde, mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.
Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a. jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.
Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.
Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.
Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.
Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.
Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken – se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:
The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’
The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.
“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.
Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.
Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.
For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.
Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.
Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?
Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.
I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.
I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at
The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.
Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.
Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:
For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.
In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.
Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.
Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.
Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2013. Skriv et svar
Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.
En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.
Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.
Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.
Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2010. 4 svar
Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’. Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.
Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten →
Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.
