I dag (11. september 2023) er det 50 år siden at Salvador Allende blev væltet ved et militærkup (og begik selvmord). Dermed endte en for Latinamerika usædvanlig lang periode med demokrati og et 17 år langt militærdiktatur begyndte.
Begivenhederne for 50 år siden sætter fortsat dybe spor i det chilenske samfund. Især i årene lige efter militærkuppet var meget blodige, og regimet stod bag flere tusinde drab, mens 10.000vis blev arresteret og tortureret, og omkring en kvart milllion endte i landflygtighed.
Nu skulle man måske tro, at med 50 år gået siden kuppet og 33 år siden Chile igen blev demokratisk, ville Allende og Pinochet være et fjerne historiske minder. Sådan forholder det sig ikke. Chiles unge præsident, Gabriel Boric, som blev valgt i 2020 (og tiltrådte i 2021), hylder åbenlyst Allende og ærede ham ved en tale foran statuen af samme på dagen for sin indsættelse. Taberen af præsidentvalget, José Antonio Kast, har derimod ved flere lejligheder forsvaret militærregimet under Pinochet.
Forsøg fra Gabriel Borics regering på at omskrive Chiles forfatning, som til dels stammer fra Pinochet, blev afvist af hele 62 % af vælgerne sidste år, mens en meningsmåling viste, at kun 42 % af de adspurgte nu mener, at kuppet ødelagde demokratiet og 36 %, at det befriede Chile fra marxismen. Det er en voldsom ændring i forhold til 2006, hvor 68 pct. mente at kuppet ødelagde demokratiet og kun 19 pct. mente at Pinochets regime “redede” landet fra kommunisme.
Fra kaos til militærdiktatur – 1970-1973
At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.
Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.
Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.
En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.
Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.
Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.
Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.
Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen
Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.
Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.
Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.
Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.
Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).
Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.
Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.
Figur 1.
Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).
Figur 2.
I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.
Figur 3.
Den Chilenske model i krise
Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.
Men hvad skete der egentlig?
Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.
Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).
Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.
Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.
Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.
Figur 4.
Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.
Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.
Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.
Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.
Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.
Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:
A History of Chile 1808-2002, Simon Collier & William F. Sater
The Economic Transformation of Chile, Hernán Büchi
Faktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.