For 75 år i dag gik Operation Overlord i gang. Operationen blev til det, der i dag kaldes D-Dag, den dag de allierede styrker vendte tilbage til det europæiske kontinent og startede befrielsen fra Nazitysklands besættelse. Den amerikanske general Dwight D. Eisenhower kommanderede det man kaldte the Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force, mens hans britiske pendant Bernard Montgomery blev kommandant for the 21st Army Group. De to fik således ansvaret for 39 allierede divisioner – mere en million tropper – der satte ind mod det nazistisk besatte Frankrig. Mens de første allierede i Frankrig var faldskærmstropper, blev det den enorme matchbox fleet, der landede de fleste tropper på fem strande i det nordlige Normandiet den 6. juni 1944: Utah, Omaha, Gold, Juno, og Sword, der alle var solidt forsvaret af tyske soldater.
Det blev en dag i helvede, der 11 måneder senere skulle føre til den ”morgen som tusinde andre og ingen morgen i tusinde år” da Danmark, sammen med Norge, Belgien og Nordvesttyskland var befriet. Kampene på de fem strande var uhyggeligt hårde, og mange forfattere og filmskabere har siden forsøgt at genskabe noget af den afsindige dag. Steven Spielbergs første 20 minutter af hans Saving Private Ryan giver et indtryk af, hvad de allierede styrker var igennem, ligesom HBO-serien Band of Brothers fangede både rædslen, vanviddet, og den dybere mening meget fint.
Få har dog sagt det så klart som USA’s præsident Ronald Reagan ved 40-årsdagen for D-Dag. Reagans nu berømte Boys of Pointe du Hoc-tale – skrevet af den uforlignelige Peggy Noonan – opsummerede den morgen for nu 75 år siden: “Luften var fuld af røg og mænds skrig… og luften var fuld af riflers knitren og kanoners brøl.”
Vi ignorerer derfor det danske valg fuldstændigt i dag for at minde om noget langt vigtigere: Dagen, da den vestlige civilisation begyndte en tilbageerobring af fred, frihed og retten til at leve sit eget liv. I en tid hvor mange mennesker har glemt, hvad kommunisme og diktatur i alle dets afskygninger er, er det værd at mindes Reagans ord om de faldne ved Pointe du Hoc for 35 år siden: ”Let us show them by our actions that we understand what they died for.”