RokokoPosten har netop bragt en artikel om, hvorfor søvn er et samfundsøkonomisk problem. Den, der sover, arbejder ikke. Derfor går der produktionsværdi tabt med søvn. Talsmanden for dette synspunkt er ingen ringere end undertegnede – hvis man altså skal tro RokokoPosten.
Artiklen er selvsagt satirisk ment. Men er det egentlig forkert? Er mere arbejdsudbud ikke et gode i sig selv? Og hvis ikke, hvorfor så være så optaget af arbejdsudbudseffekten af beskatning?
Lad os først se på, om øget arbejdsudbud har værdi i sig selv.
Grundlæggende set er svaret nej: Øget arbejdsudbud er ikke en værdi i sig selv. Hvad ville der ske, hvis vi påbød en stigning i arbejdsudbuddet? Øget arbejdsudbud vil få BNP til at vokse. Men i en markedsøkonomi svarer aflønningen til arbejdskraftens grænseproduktivitet. Hvis fru Nielsen øger sit arbejdsudbud, vil BNP stige svarende til hendes løn – vi andre bliver ikke rigere af den grund. Men hvad med fru Nielsen selv da? Jo, hun bliver rigere målt i indkomst. Men hun mister noget fritid, som også har en værdi. Spørgsmålet er altså, om tabet af fritid står mål med den ekstra indkomst? Hvis hun allerede har valgt at udvide sit arbejdsudbud indtil det punkt, hvor værdien af en times fritid svarer til timelønnen, så vil ekstra beordret arbejdsudbud give et nettotab. Hendes timeløn er måske 200 kr., men hun taber 210 kr. målt i tabt fritid – ergo vil der være et samfundsøkonomisk tab på 10 kr. ved at få hende til at arbejde en time mere.
Lad os så prøve at se på værdien af ekstra arbejdsudbud i en situation med beskatning.
Ræsonnementet ovenfor forudsætter, at fru Nielsen får lov at beholde hele den marginale timeløn selv – altså at marginalskatten er nul. Hvis hun derimod betaler f.eks. 50 pct. i marginalskat, vil hun fastlægge sit arbejdsudbud på der, hvor lønnen ved en ekstra time er dobbelt så meget værd som marginal fritid. Hvis hun tjener 200 kr. før skat, er det altså på et punkt, hvor fritid er 100 kr. værd (svarende til hendes efterskat-indkomst på 50 pct. af 200 = 100 kr.). Hvis hun nu øger sit arbejdsudbud med en time, vil hun miste fritid for måske 110 kr., men værdien af den ekstra produktion vil være 200 kr. Altså en nettogevinst på 90 kr. ved en times ekstra arbejde. Den er bare ikke stor nok til at dække den ekstra skat på 100 kr. De 90 kr. er det såkaldte forvridningstab. Hvis vi derimod fjernede skatten, ville hun af sig selv øge arbejdsudbuddet, indtil det gamle forvridningstab var væk.
Problemet med det tabte arbejdsudbud er altså forvridningstabet. Det er ikke arbejdsudbuddet i sig selv.
Det er værd at bemærke, at forvridningstabet er der, uanset hvad man ellers mener om skatter. Selv set fra en skatteprovenumaksimerende stats side, er det et problem. I princippet kunne man have opkrævet 90 kr. ekstra, hvis det ikke havde været for forvridningstabet.
Men nu kommer vi til det ”tricky” spørgsmål: For kan skatter ikke godt få arbejdsudbuddet til at stige? Svaret er ja. Forvridningstabet stammer fra den såkaldte substitutionseffekt, som gør det fordelagtigt at holde mere fri, end man ville uden skatter. Men der kan samtidig være en såkaldt indkomsteffekt: Skatten reducerer indkomsten, og det kan få skatteyderen til at arbejde mere for at kompensere for indkomsttabet.
Rent teoretisk kan man ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er stærkest. Beskatningen kan altså godt føre til et større samlet arbejdsudbud.
Men her er en vigtig og ofte overset pointe: Forvridningstabets størrelse er helt uafhængigt af indkomsteffekten. Indkomsteffekten har så at sige kun betydning for, hvor vi begynder, når vi skal til at måle substitutionseffekten. Substitutionseffekten er altid negativ, og altid forvridende – uanset hvad indkomsteffekten har gjort ved arbejdsudbuddet forinden. Det kan tit være praktisk at se på, hvad skatter gør ved arbejdsudbuddet, når man skal anslå deres samfundsøkonomiske skadevirkninger. Men problemet er som sagt ikke tabet af arbejdsudbud i sig selv – ligesom det heller ikke er tabet af BNP i sig selv. Hvis man i stedet forestillede sig, at beskatningen lå på fritiden og ikke arbejdsindkomsten, ville der komme et forvridningstab udtrykt ved for stort arbejdsudbud og for stort BNP. Det samme gælder et forbud mod søvn.
Så desværre er RokokoPosten kun satire – større arbejdsudbud har ingen værdi i sig selv. Det samme burde den hyppige indvending (se f.eks. her) om, at ”vi kan jo ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er størst”, være . Selv når vi ikke ved det (men det gør vi faktisk som regel), er den ikke relevant for den samfundsøkonomiske virkning af en skat.
Det kan RokokoPosten jo sove på. Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet spiller en rolle i sig selv, bør i al fald stedes til hvile.