Tag-arkiv: zombieidé

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Zombieidéer: Eksport er godt, import er dårligt

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de mest hårdføre: Merkantilismens gamle idé om, at eksport er godt og import er dårligt. Idéen, der fra en nationaløkonomisk vinkel er aldeles idiotisk, lever derimod i bedste velgående blandt politikere og den bredere befolkning.

Problemet er, at appellen i dagens zombieidé er ret naturligt i en cigarkasse-økonomisk betragtning: Når man eksporterer, tjener man penge hjem fra udlandet, men når man importerer, giver man penge væk til udlandet. For enkeltvirksomheder er det også rigtigt, da deres mål er at tjene penge. For dem er import af råmaterialer, maskiner osv. fra andre lande omkostninger på samme måde som de er, hvis varerne købes nationalt. Eksport er indtægter fra at langt større marked end det nationale, og derfor vigtige for de knap 10 % af danske virksomheder, der rent faktisk eksporterer.

På nationalt plan gælder denne simplistiske logik dog ikke! Her er målet faktisk import, fordi vi importerer det, vi enten ikke selv har eller kan producere, eller det vi er relativt dårlige til at lave. I det lys gør eksport faktisk kun to ting: Den giver os indtægter i udenlandsk valuta som er nødvendige for at kunne betale for vores import, og den udsætter en del af vores virksomheder for international konkurrence, så de over tid tvinges til at levere billigere og bedre varer. På samme måde skaber import af mange varer et konkurrencepres på nationale virksomheder, som tvinger dem til at forbedre sig.

Dem, der ikke kan eller vil, bukker under, hvilket derefter ofte bliver portrætteret i medierne som jobskab pga. globaliseringen – det, den populistiske præsidentkandidat Ross Perot i USA kaldte ’the giant sucking sound’ fra handelen med Mexico. Det man politisk bekvemt glemmer, er de mange nye og mere produktive arbejdspladser, der skabes af de ressourcer og den købekraft, der ikke længere er bundet til dårlige / dyre danske varer.

På samme måde er der ikke rigtigt noget særligt værdifuldt i at have et overskud på handelsbalancen, eller bredere set på betalingsbalancens løbende poster. Hvis man tjener mere på eksport end man betaler for import, må den overskydende indtjening i fremmed valuta nødvendigvis placeres i udenlandske investeringer. De giver et afkast og repræsenterer også en værdi, der en gang i fremtiden kan betale for import, men ikke meget andet.

I en velfærdskontekst er eksport således ret ligegyldig, mens import er målet. Det eneste andet aspekt, man med rimelighed kan tilskrive eksport, er den effekt af konkurrenceudsættelse og teknologioverførsel, der er forbundet med den. Men mens det gælder for de 10 % der eksporterer, gælder det også for de mange flere, der er udsat for importkonkurrence. Det er i sidste instans vores import, der fremmer almindelige danskeres velfærd, mens vores eksport er nogle andres velfærdsgevinst. Der er ikke noget særligt ved eksport udover den import, vi får for den.

Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet er vigtigt i sig selv

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. marts 2016. Skriv et svar

RokokoPosten har netop bragt en artikel om, hvorfor søvn er et samfundsøkonomisk problem. Den, der sover, arbejder ikke. Derfor går der produktionsværdi tabt med søvn. Talsmanden for dette synspunkt er ingen ringere end undertegnede – hvis man altså skal tro RokokoPosten.

Artiklen er selvsagt satirisk ment. Men er det egentlig forkert? Er mere arbejdsudbud ikke et gode i sig selv? Og hvis ikke, hvorfor så være så optaget af arbejdsudbudseffekten af beskatning?

Lad os først se på, om øget arbejdsudbud har værdi i sig selv.

Grundlæggende set er svaret nej: Øget arbejdsudbud er ikke en værdi i sig selv. Hvad ville der ske, hvis vi påbød en stigning i arbejdsudbuddet? Øget arbejdsudbud vil få BNP til at vokse. Men i en markedsøkonomi svarer aflønningen til arbejdskraftens grænseproduktivitet. Hvis fru Nielsen øger sit arbejdsudbud, vil BNP stige svarende til hendes løn – vi andre bliver ikke rigere af den grund. Men hvad med fru Nielsen selv da? Jo, hun bliver rigere målt i indkomst. Men hun mister noget fritid, som også har en værdi. Spørgsmålet er altså, om tabet af fritid står mål med den ekstra indkomst? Hvis hun allerede har valgt at udvide sit arbejdsudbud indtil det punkt, hvor værdien af en times fritid svarer til timelønnen, så vil ekstra beordret arbejdsudbud give et nettotab. Hendes timeløn er måske 200 kr., men hun taber 210 kr. målt i tabt fritid – ergo vil der være et samfundsøkonomisk tab på 10 kr. ved at få hende til at arbejde en time mere.

Lad os så prøve at se på værdien af ekstra arbejdsudbud i en situation med beskatning.

Ræsonnementet ovenfor forudsætter, at fru Nielsen får lov at beholde hele den marginale timeløn selv – altså at marginalskatten er nul. Hvis hun derimod betaler f.eks. 50 pct. i marginalskat, vil hun fastlægge sit arbejdsudbud på der, hvor lønnen ved en ekstra time er dobbelt så meget værd som marginal fritid. Hvis hun tjener 200 kr. før skat, er det altså på et punkt, hvor fritid er 100 kr. værd (svarende til hendes efterskat-indkomst på 50 pct. af 200 = 100 kr.). Hvis hun nu øger sit arbejdsudbud med en time, vil hun miste fritid for måske 110 kr., men værdien af den ekstra produktion vil være 200 kr. Altså en nettogevinst på 90 kr. ved en times ekstra arbejde. Den er bare ikke stor nok til at dække den ekstra skat på 100 kr. De 90 kr. er det såkaldte forvridningstab. Hvis vi derimod fjernede skatten, ville hun af sig selv øge arbejdsudbuddet, indtil det gamle forvridningstab var væk.

Problemet med det tabte arbejdsudbud er altså forvridningstabet. Det er ikke arbejdsudbuddet i sig selv.

Det er værd at bemærke, at forvridningstabet er der, uanset hvad man ellers mener om skatter. Selv set fra en skatteprovenumaksimerende stats side, er det et problem. I princippet kunne man have opkrævet 90 kr. ekstra, hvis det ikke havde været for forvridningstabet.

Men nu kommer vi til det ”tricky” spørgsmål: For kan skatter ikke godt få arbejdsudbuddet til at stige? Svaret er ja. Forvridningstabet stammer fra den såkaldte substitutionseffekt, som gør det fordelagtigt at holde mere fri, end man ville uden skatter. Men der kan samtidig være en såkaldt indkomsteffekt: Skatten reducerer indkomsten, og det kan få skatteyderen til at arbejde mere for at kompensere for indkomsttabet.

Rent teoretisk kan man ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er stærkest. Beskatningen kan altså godt føre til et større samlet arbejdsudbud.

Men her er en vigtig og ofte overset pointe: Forvridningstabets størrelse er helt uafhængigt af indkomsteffekten. Indkomsteffekten har så at sige kun betydning for, hvor vi begynder, når vi skal til at måle substitutionseffekten. Substitutionseffekten er altid negativ, og altid forvridende – uanset hvad indkomsteffekten har gjort ved arbejdsudbuddet forinden. Det kan tit være praktisk at se på, hvad skatter gør ved arbejdsudbuddet, når man skal anslå deres samfundsøkonomiske skadevirkninger. Men problemet er som sagt ikke tabet af arbejdsudbud i sig selv – ligesom det heller ikke er tabet af BNP i sig selv. Hvis man i stedet forestillede sig, at beskatningen lå på fritiden og ikke arbejdsindkomsten, ville der komme et forvridningstab udtrykt ved for stort arbejdsudbud og for stort BNP. Det samme gælder et forbud mod søvn.

Så desværre er RokokoPosten kun satire – større arbejdsudbud har ingen værdi i sig selv. Det samme burde den hyppige indvending (se f.eks. her) om, at ”vi kan jo ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er størst”, være . Selv når vi ikke ved det (men det gør vi faktisk som regel), er den ikke relevant for den samfundsøkonomiske virkning af en skat.

Det kan RokokoPosten jo sove på. Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet spiller en rolle i sig selv, bør i al fald stedes til hvile.