Tag-arkiv: Grundtvig

Apropos Grundtvig

Af Redaktionen, den 6. juni 2005. Skriv et svar

Kulturministeriet oplyser, at omkring 45.000 mennesker – hvortil formentlig også regnes børn – deltog i arrangementet “Historiens Dag” for et par søndage siden. Når man tænker på, at der ifølge ministeriet er bevilget 1,6 mio. kr. til arrangementet, som udmøntede sig i ca. 700 “historier” spredt over det ganske land, så giver det en udgift på 35,50 kr. pr. deltager eller godt 2.200 kr. pr. “historie”.

Dette ikke sagt i forargelse, eftersom det faktisk er overraskende billigt – for et offentligt finansieret kulturprojekt.

Hvad der er mere overraskende, er, at det ministerium, der traditionelt – i de glade dage under såvel radikale skønånder som socialdemokratiske teknokrater – anså det for sit ypperste privilegium at bruge penge uden at sige til hvad og hvem eller hvorfor, nu er trådt ind i det 21. århundrede, hvor offentlige myndigheder giver borgerne besked om, hvad deres gysser går til, og det helst i en vis fart, sådan at borgerne har en fair chance for eventuelt at stemme administratorerne til Bloksbjerg en skønne dag.

Det lever Kulturministeriet nu op til og er af samme grund et eksempel til efterfølgelse, selv om man kan mene, at den “skattejagt med over 700 poster”, som kulturministeren roser i en pressemeddelelse, blot er en billig stemmejagt. Stemmejagt eller ej – billig, dét er den. Apropos Grundtvig – som bliver ved med at dukke op på tidens debatsider – så har vi danske i sandhed drevet det vidt, når få ministerier bruger for meget, og færre ministerier oplyser for lidt.

Velkommen til Thue Kjærhus

Af admin, den 15. maj 2005. Skriv et svar

Vi kan nu byde velkommen til forstander Thue Kjærhus, der startede debatten om Grundtvigs betydning for moderne (dansk?) liberalisme.

Kommentarboksen under hver daglige blog er bedst til de korte kommentarer og one-liners, hvorimod det er træls at have længerevarende debatter i det lille format. Der skal lys og plads til.

Her er Thue Kjærhus’ kommentar fra i går til bloggen, hvor vi bød Niels Lunde velkommen her på siden:

Kære Nyliberale; I skal have fat i Jørgen Bukdahls fortolkninger af det folkelige og liberale. Han skabte en dialektik mellem det internationale og det nationale (Se “Politikens litteraturhistorie” om Jørgen Bukdahl).

Det objekt, I har i spil om det grundtvigske er således ikke adækvat med Bukdahls grundtvigianisme, som har været udgangspunktet i min kronik (Jeg har skrevet en kritik af det grundtvigske som Brian Mikkelsen vist nok skal kommentere den 6. juni på Haderslev museum i forbindelse med en fortolkning af Dybbøl symbolet). I den tolkning, I giver af Grundtvig, dvs uden at medtænke Bukdahls óntologi, er vi faktisk ikke uenige. Den klassiske grundtvigianisme var indadvendt, provinsiel og selvstilstrækkelig. Ingen tvivl om det!

Jeg læste Martin Ågerups kronik. Den var spændende, saglig og fuldstændig fri for mudderkastning. Jeg talte senere med ham i telefonen og erfarede, at jeg her stod overfor et fordomsfrit menneske, som var nysgerrig. Han så straks, som den eneste i debatten, at det centrale i mit budskab var Hannah Arendts civilisationskritik. ( Arendt er kult i USA, Tyskland og UK) Hvis I vil forstå mit synspunkt nærmere, så kan I måske have glæde af at læse min kronik i Berlingeren i juli 2005, hvor jeg debatterer med Professor Bent Jensen om det totalitære. Kronikken hedder: “Holocaust og Ø-Havet Gulag” .I kan finde kronikken under mit fulde navn: Thue Damgaard Kjærhus. Bent Jensen har en kort kommentar til kronikken i august 2000 [2005? JLH]:”Lad os tale om noget andet”.

På højskolernes hjemmeside kan I endvidere læse et liberalt manifest, som jeg har forfattet sammen med Søren Jensen (http://www.ffd.dk/)

Venlig hilsen Thue Kjærhus

Mit kendskab til Bukdahl begrænser sig til Det europæiske menneske (1933), så jeg må overlade det til andre at vurdere Kjærhus’ pointe. Men det er da interessant at se, at “klassisk grundtvigianisme” åbenbart ikke er så saliggørende. Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der er klassisk grundtvigianisme, og hvad der er grundtvigianisme cum Bukdahl.

Berlingske Søndag har i dag en opsamling af debatten (desværre ingen links). Indtil nu har den vist brudlinjen mellem liberale og konservative, der står for hhv. individualisme og kollektivisme. Begge holdninger omfatter den anden, men der er en forskel.

Debatten har dernæst demonstreret den gamle fordom, at liberale er egoister, der kun tænker på penge. Det burde være for plat, men vi har vel selv en del af ansvaret med vores blufærdige forhold til privatsfæren.

Det er mit indtryk, at debatten ikke rigtig kommer længere, men jeg tager forhåbentlig fejl.

Velkommen til chefredaktør Niels Lunde

Af admin, den 13. maj 2005. 1 svar

Grundet et kortere udlandsophold er det først nu, jeg kan byde Berlingskes chefredaktør Niels Lunde velkommen her på siden. Lunde har gavmildt stillet spalteplads til rådighed for os i sin avis og fortjener derfor mere plads, end vi normalt kan tilbyde vores kommentatorer.

I debatten om Grundtvig som nødvendig forudsætning for en dansk liberalisme, som Lunde var med til at skabe i sin avis, har han den 9. maj venligt søgt at besvare mit spørgsmål (Bragesnak, 8. maj): hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Lundes bud lyder:

Hvordan kan vi skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi og samtidig holde sammen på det folkelige fællesskab og dets værdier?

Grundtvig er en del af svaret, men udgør ikke hele svaret, naturligvis. Og jeg indrømmer blankt at Grundtvig ikke er nær så sexet som alle mulige smarte udenlandske kommentatorer.
Af hensyn til debatniveauet burde vi vel springe det med sex over. Men det er jo Internettet det her, så lad os bare: Ikke så sexet? Og dog, Grundtvig var vist ikke tabt bag en vogn i så henseende; dette sagt uden at ville fornærme Peter K-K, hvis familie åbenbart har måtte holde for. Mon ikke han (Grundtvig, ikke Peter) kunne måle sig med Popper i sexappeal, eller Hayek (Friedrich, bestemt ikke Salma). Men hvis Lunde blot mener, at de to sidstnævnte herrer har en del mere relevant at sige om tidens problemer, så har han ret. At de så er udlændinge forringer ikke værdien af deres standpunkter i min verden.Så har jeg mere sympati for Lundes halvgardering — eller er det en helgardering? — at Grundtvig er en del af svaret. Ja, utvivlsomt. Men hvilken del? Hvad kendetegner dansk og ikke bare liberal kultur? Det gør Grundtvig. Men det gør H. C. Andersen nu også. Og Christian IV. Desværre også Bismarck og Scavenius; for nu blot at gribe blindt i posen med personer, der har haft betydning for historiens gang i denne del af verden.Hvis der skal være bid i debatten og ikke bare banaliteter, så må vi konfrontere nogle af de svære spørgsmål.Selv mener jeg, som simpel højskole-u-dannet, at målet for den politiske kamp er frihed. Det er ikke endemålet, men målet for det politiske. Hvad folk gør med deres frihed, tilhører ikke det politiske, men det private. Det kommer ikke mig ved, hvad andre gør med deres frihed, og jeg håber, at de blander sig uden om, hvad jeg gør med min. Jeg kan derfor ikke følge de, der under dække af en for længst afdød mand vil kræve, at fællesskab skal konstrueres ud fra fastlagte kriterier; det være sig religion, race eller fødselssted.Som direktøren for CEPOS, Martin Ågerup, udtrykte det i gårsdagens kronik i Berlingeren, så følger troen på individet og det rets til frihed også af en tro på, at individet er ansvarlig for sine handlinger og valg. Fordi vi tror på, at mennesker kan tænke selv og tage ansvar for sig selv og hinanden, tør vi tro på et samfund, hvor staten ikke styrer alt og alle. Fællesskab kan skabes af personer i frihed; det plejer endda at være de bedste af slagsen.Grundtvig har skrevet smukke salmer og sagt meget vrøvl. Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta, sagde Grundtvigs samtidige Esaias Tegnér. Man kan finde, hvad man vil hos Grundtvig, og tolke det, så det tjener en bedst. Selv foretrækker jeg denne strofe:Til et folk/de alle høre/som regne sig selv dertilMen allerede i næste linje må jeg stå af, når han kræver øre for modersmålet. Skulle jeg ikke kunne føle medansvar for personer, blot fordi de ikke taler mit sprog, og de for mig? Det er denne del af Grundtvig, som EU-modstanderne bruger, men er det også denne del, som Niels Lunde vil have, at de liberale skal tilslutte sig? Eller er det en anden del, og i givet fald hvilken?Efter at have forsynet os med et spørgsmål, mangler vi blot at høre fra Niels Lunde svaret på følgende:Hvis Grundtvig er en del af svaret, hvilken del er det så?

Når tågen letter

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. maj 2005. 3 svar

Opgøret mellem den klassiske liberalisme og den nationalt orienterede kulturkonservatisme har været længe undervejs. Men nu sker der tilsyneladende noget! I Berlingske Tidende har flere skribenter, med salig Grundtvig som trojansk hest, kastet sig over den nyliberale ungdom, fordi de angiveligt skulle være helt og aldeles afstumpede på det værdimæssige plan. Men hvad er det så for værdier, de savner, disse unge mennesker? Tilsyneladende en helt grundlæggende forståelse for, at de er en del af et folkeligt fællesskab, forpligtet på den kulturelle nærhed, som nationen indlejrer dem i. Sagt på den pæne måde. For når vi søger ind bag fraserne, ind bag den banale og illusionsløse kendsgerning, at vi som mennesker altid er underlagt tid og rum, står vi tilbage med et stort og ubesvaret spørgsmål: Hvad konstituerer et folkeligt fællesskab? Er det en bestemt fornemmelse, en særlig følelse eller et immanent instinkt?

Det har desværre altid været en konservativ uvane, at beskrive nationer, kulturer eller folk som levende organismer. Det er et levn fra Platon, som i nyere sammenhæng bl.a. har fået mæle af Oswald Spengler; manden bag Untergang des Abendlandes. Heri udfoldes den biologiske analogi i sin rene og teutoniske form, hvor mennesker sidestilles med celler i en krop, der forventes at udfylde bestemte funktioner og i øvrigt underordne sig den fælles målsætning; organismens velfærd, trivsel og overlevelse. Frisatte celler eller individer, der agerer på egen hånd eller ud fra egennyttige motiver, opfattes i en sådan kontekst som en slags cancer. Men analogien er bedrag, trods dens åbenlyse pædagogiske potens. En celle i en krop har ikke en selvstændig eksistens. Hvis den revolterer, begår den selvmord. Men et menneske har en fri vilje, et personligt formål og en betydelig evne til at klare sig selv.

Det organiske og harmoniske folkefællesskab er med andre ord en myte; dog en myte der for tiden gives konkret indhold i en indegemt blanding af biedermeiersk verdensforskrækkelse og spenglersk civilisationskritik. Men sådan markedsføres det naturligvis ikke. Nej, kulturkonservative stiller artige spørgsmål, som fx Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Og i en verden, hvor der altid er angstneurotisk søgning efter undergangsforklaringer, virker passager som denne helt tilforladelige:

“Den neoliberale globalisme er en legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser”.

Safranski suppleres af andre germanere, der tænker og skriver i variationer over samme tema. Det drejer sig fx om Botho Strauss, der i Anschwellender Bocksgesang gør op med selve moderniteten, de intellektuelle og invandrerne; og om Peter Sloterdijk, der i Kritik der zynischen Vernunft gør op med rationalitet og oplysning, og senere i Die Verachtung der Massen på elitær vis gør op med det elitære. Og sådan kan man blive ved.

Hvorfor er disse forfattere så interessante i relation til en dansk værdidebat? Det er de, fordi de har danske tolke, der fungerer som aktive meningsdannere i forhold til den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har skudt i gang. Det drejer sig om unge kulturkonservative som Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Michael Phil, Adam Wagner, Jesper Rosenløv og mange flere, der er aktive i det kulturkonservative og stærkt nationalt orienterede inspirationsnetværk Nomos.

Deres indflydelse kan diskuteres. Men når chefredaktøren for Berlingske Tidende bemærker, at statsministeren har rykket “fra økonomisk liberalist til kulturkonservativ”, så giver det næppe mening at påstå, at deres indflydelse på Venstres politiske udvikling er mindre end den, der mønstres af unge nyliberale. Desværre. For centrale personer i Venstre har indledt en forandringsproces, der trækker på intellektuel ammunition, der ligger langt fra Grundtvigs frisind og bevidst udnytter tågesløret i grænselandet mellem harmløs folkelighed og autoritært folkefællesskab. Det har unge nyliberale forsømt at gøre opmærksom på. Men tågen er ved at lette! Spørgsmålet er, hvilken side Niels Lunde vil befinde sig på, når det bliver daggry.

Det endelige opgør

Af Mikael Bonde Nielsen, den 9. maj 2005. 6 svar

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

Bragesnak

Af admin, den 8. maj 2005. 4 svar

At dømme efter omtalen tager Klaus Rothstein i sin nye debatbog, Tid til forundring, afstand fra mangt og meget, herunder de, der mener, at man skal være kristen for at være en ordentlig dansker. Jeg troede egentlig, at det var hans sædvanlige bragesnak, som vi kender den fra hans klummer i Danmarks bedste avis, Weekendavisen. Polemiske overdrivelser, der er jævnt underholdende, men svære at tage alvorligt.

Efter at have læst chefredaktørens klumme i dagens Berlinger er jeg dog kommet i tvivl. Chefredaktøren anser det for et problem, at danske liberale ikke (alle) er grundtvigianere. Som universitetsuddannet og uden den ballast, som et højskoleophold giver, må jeg krybe til korset og spørge: Hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?