Tag-arkiv: institutionel økonomi

Nobelprisen til Acemoglu, Johnson og Robinson

Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2024. Skriv et svar

Idag blev Nobelprisen i økonomi annonceret: Årets modtagere bliver Daron Daron Acemoglu (MIT), Simon Johnson (MIT) og James Robinson (Chicago) for deres “studier af hvordan institutioner er formet af og påvirker velstand.” Meget af prisen gives for deres oprindelige artikel “The Colonial Origins of Comparative Development: An Empirical Investigation“, mens Jan Teorell i sin forklaring af bidraget også nævnte deres teoretiske udvikling, der i særlig grad er udlagt i Acemoglu og Robinsons “Economic Backwardness in Political Perspective.” Præsentationen kan ses her, og spørgsmålet er nu, om det er et godt valg.

Lad os starte med emnet, som er et af de helt store og grundlæggende i nationaløkonomi: Hvorfor er nogle lande rigere end andre? Man kan derfor næppe klandre Nobelkomiteen, at den giver årets pris til måske det vigtigste spørgsmål i hele feltet. Der er heller ingen tvivl om, at Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde har været indflydelsesrigt: Deres oprindelige artikel fra 2001 er indtil nu citeret mere end 18000 gange i forskningen! Og selve idéen om at institutioner, der beskytter den private ejendomsret og håndhæver kontrakter upartisk, er også indlysende. Adam Smith skrev allerede om vigtigheden af institutioner i 1770erne, og Douglass Norths Nobelpris i 1993 handlede i høj grad om det samme. Men dykker man længere ned i årets Nobelpris, begynder problemerne desværre også at blive synlige.

Vi har adskillige gange skrevet om Acemoglu-holdets bidrag, men også om deres problemer. Et af de store problemer ligger i holdets teoretiske forståelse af, hvor gode institutioner kommer fra. Den er som følger: Europæiske lande koloniserede store dele af verden, og de steder hvor bosætterne kunne regne med at overleve lang tid – steder med lav mortalitet pga. et godt sundhedsklima – havde de incitament til at skabe institutioner, der beskyttede deres liv og ejendom. Steder med høj mortalitet havde bosætterne derimod interesse i at skrabe så meget til sig som muligt, og tage væk igen før de døde af sygdomme som malaria og andet, og havde derfor ingen interesse i gode institutioner. Acemoglu-holdets kausalitetskæde er derfor lav mortalitet -> inklusive demokratiske politiske institutioner -> gode juridiske institutioner -> velstand. Men en lang række studier har stillet spørgsmål ved netop dén forklaring.

I december 2018 skrev jeg for eksempel i “Tager Acemoglu-holdet fejl?” om de meget store spørgsmålstegn, der er stillet ved deres data og hvor generel, deres påstand om kolonihistoriens effekt er. I artiklen “Late Colonial Antecedents of Modern Democracy” finder min ven og kollega Martin Rode og jeg absolut ingen evidens for påstanden om mortalitets vigtige rolle, og både David Albouy, og Jonathan Krieckhaus sammen med Matthew Fails har vist, at der er noget fundamentalt galt med hele idéen. Robinson har virket åben overfor kritik, mens Acemoglu i særlig grad har afvist problemerne.

Mens der ikke er ret mange, der ikke accepterer idéen om, at gode institutioner er vigtige for langsigtet vækst og velstand (se f.eks. vores indlæg her og her), er der også ganske store spørgsmål ved, hvor original den teoretiske idé faktisk er. En central del af teorien – at en elite kan få en klar tilskyndelse til at skabe bedre reformer for at undgå en revolution eller et kup – der ofte kaldes ‘the replacement effect’, ligner i høj grad teoretisk arbejde, som Peter Rosendorff (NYU) publicerede nogle får år før Acemoglu, Johnson og Robinson. På trods af at det måske har været Acemoglu-holdet, der har populariseret den meget intuitive teoretiske forklaring, er det ikke sikkert at det faktisk er deres idé.

Så hvor står vi i vurderingen af årets Nobelpris i økonomi? På plussiden tæller emnets enorme vigtighed, og den uomtvistelige indflydelse, Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde og tænkning har haft i professionen. Man må også medgive, at alle tre har lavet andet vigtigt arbejde, og stadig gør. Men på minussiden står, hvor skrøbeligt datamaterialet er – og den snagende mistanke om, at databehandlingen i en del af deres arbejde ikke har været helt op til standard – hvor skidt det er gået med flere af deres grundlæggende præmisser, og det faktum at en del af de teoretiske idéer allerede var foreslået af andre forskere. Hvor ender regnskabet? Det lader vi være op til den enkelte læser. Min vurdering er dog, at det ikke er helt godt…

Gamle nationer og økonomisk fremskridt: Et nyt perspektiv

Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2024. Skriv et svar

Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.

I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?

Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.

King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.

Julens navn og folks tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2022. 1 svar

Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.

Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).

Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).

Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.

Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.

Forfatningslængde og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2022. 7 svar

Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.

Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.

Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.

En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’  (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!

En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.

Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.

Monetære institutioner og historisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2020. 1 svar

Forleden udkom det nye nummer af det lille, men altid interessante tidsskrift Economic Affairs. Tidsskriftet, der udgives i samarbejde mellem the Institute of Economic Affairs og University of Buckingham, kalder sig et liberalt tidsskrift for politisk økonomi, og redigeres på fremragende vis af Len Shackleton. Jeg har selv udgivet i det, og ser altid frem til at læse det, da der altid er en eller anden interessant artikel. Men denne gang er særlig, da Economic Affairs i juni-nummeret bringer en artikel af en af mine studerende.

I ”Money and economic development: A long-run perspective” ser Morten Sølvsten Schaiffel-Nielsen, der pt. er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, på graden af decentralisering af penge. Mens vi ikke rigtigt tænker over det i dag – bortset fra i diskussioner om Bitcoin og andre kryptovalutaer – var penge ikke altid noget, staten havde monopol over. Mange steder brugte man markedsbaserede penge, udstedt af enkeltbanker eller flere banker i samarbejde. Pengenes værdi var koblet til f.eks. guld, i stedet for at være under (en vis) kontrol af en centralbank. De økonomiske effekter og hvorvidt der er argumenter for markedsbaserede penge i stedet for centraliseret pengeudstedelse, som stort set alle lande har i dag, har indtil videre været et særligt område for økonomer i den østrigske skole. Det har givet mange meget interessante teoretiske diskussioner og vinkler på spørgsmålet, men stort set ingen konkret, empirisk evidens.

Det er netop det, Morten leverer i den sin første artikel. Han udvikler først en kategorisering af monetære systemer, som placerer landes monetære institutioner mellem fuldt decentraliserede, markedsbaserede penge, og fuldt centraliserede monopolpenge. Disse data kan han applikere på 27 lande med konstruerede BNP-data fra 1820 og frem. Kategoriseringen kombinerer han med data for landes institutionelle kvalitet, som har får fra V-Dem projektet, i et sæt standard vækstanalyser og en ekstra analyse af økonomisk volatilitet På den måde kan han, som den første, give et konkret bud på værdien af forskellige monetære institutioner.

Resultaterne taler deres klare sprog: I lande med relativt gode institutioner førte markedsbaserede penge historisk til højere vækstrater, omend og så til en større grad af volatilitet. Morten noterer i sine konklusioner, at netop den kombination er konsistent med en økonomisk historie, hvor markedsbaserede penge giver større incitament til at investere i mere risikable, men også potentielt mere profitable og innovative projekter. En del af forklaring er muligvis også, at man med markedsbaserede undgår de problemer med politisk usikkerhed, som man kan få med statsligt kontrollerede centralbanker.

Under alle omstændigheder er artiklens evidens den første af sine art, og absolut værd at tænke over. Den giver en empirisk baggrund for en række diskussioner, som økonomer i den østrigske skole har haft i årtier. Og at det bidrag skulle komme fra en studerende fra Aarhus, gør det ikke mindre interessant.

Institutionel kvalitet og kup

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2020. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Tillid til naboer

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2019. 5 svar

Der er næppe mange velinformerede danskere, der ikke ved at Danmark er et af verdens mest tillidsfulde steder: Cirka 70 % af danskerne mener, at man generelt kan stole på andre mennesker. Vi deler denne status med nordmændene og – med en lille afstand – med svenskerne, og tilliden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor en kold afkrog af verden alligevel er rig (læs f.eks. her). Og modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.

Alligevel møder jeg ofte mennesker, der holder fast i, at det ikke kan være rigtigt. De nævner således ofte, at mange danskere ikke stoler på deres naboer og permanent låser deres dør. Flere af dem, inklusive flere forskere udenfor Danmark, fastholder også at folks svar er ekspressive og de i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Mens den anden påstand meget klart kan afvises (se her), har vi hidtil ikke haft solide data på folks tillid til deres naboer.

Denne mangel bliver der nu rådet bod på med nye data fra the Wellcome Global Monitor 2018, der blandt andet har spurgt om netop folks tillid til deres naboer i 144 forskellige lande. WGM spørger på en skala fra 1-4, hvor kategorierne er ”ingen”, ”ikke meget”, ”nogen”, og ”meget” tillid. Som med andre tillidsspørgsmål, viser der sig at være markant forskel på lande. Som figuren nedenfor illustrerer, strækker folks tillid til deres naboer i den vestlige verden fra et gennemsnit i Montenegro på 2,7 til 3,7 i Norge (globalt er bundskraberen Gabon på 2,1).

Danskerne kommer ind på en syvendeplads med et gennemsnitssvar på 3,5 lige over hollænderne og umiddelbart efter østrigerne. Der er således ikke nogen overraskelser, og danskerne ligger også her blandt de mest tillidsfulde mennesker i den vestlige verden. På samme måde er der ingen overraskelse i at finde, at folk i tidligere kommunistiske lande (de røde pinde) i gennemsnit er markant mindre tillidsfulde end andre. Kun tre lande med en kommunistiske fortid – Slovenien, Estland og Litauen – har et tillidsniveau over det vestlige gennemsnit.

Man kan stille (mindst) to spørgsmål til disse mønstre. Det første er, hvorfor danskerne alligevel ikke ligger på linje med nordmændene, når det gælder vores tillid til naboer, og hvad østrigerne laver i toppen. Ethvert svar er naturligvis spekulativt, men helt generelt finder man altid, at folk har større tillid til mennesker, de kender personligt, interagerer jævnligt med, og har valgt frivilligt at ses med. Teknisk siger man, at partikulær, personlig tillid typisk er højere end social, generaliseret tillid. En del af forklaringen på dette første spørgsmål er således sandsynligvis, at nordmænd og østrigere er mere tilbøjelige til at kende deres naboer personligt. Denne forklaring passer således på, at Norge er en tand mindre urbaniseret end Danmark og Sverige – 82 % af nordmændene bor i byer mod 88 % i de to andre lande – og at Østrig med 59 % af befolkningen i byer er markant mindre urbaniseret end de fleste andre vestlige lande. Jo flere folk, der bor i små lokalsamfund hvor man ikke kan undgå at kende hinanden, jo større bliver forskellen på social tillid og nabotillid.

Det andet spørgsmål er, hvor stærk den generelle sammenhæng mellem tillid til folks naboer og deres sociale tillid er. Det viser vi i den anden figur i dag, hvor de røde markører er lande med en kommunistisk fortid mens de sorte er normale, vestlige lande. Figuren illustrerer først, hvordan der ikke er nogen videre sammenhæng på tværs af de 19 tidligere kommunistiske lande, hvor korrelationen mellem de to mål er 0,12. Omvendt er sammenhængen meget tydelig på tværs af de 31 vestlige lande uden en kommunistisk fortid, hvor korrelationen er hele 0,72. Om den manglende sammenhæng i den første gruppe skyldes, at folk generelt ikke kunne vælge frit, hvor de ville bo og med hvem, må forblive et åbent spørgsmål.

Den manglende sammenhæng er dog endnu en indikation på, hvor meget 40 års sovjetkommunisme ødelagde, og hvor dybe strukturer, der stadig eksisterer fra den tid. Under alle omstændigheder er de nye data fra WGM interessante, og viser mønstre på tværs af verden, der er velkendte fra andre typer undersøgelser. I den næste tid kommer vi derfor til at afsøge de andre muligheder, datasættet byder på.