Tag-arkiv: lighed

Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af admin, den 23. september 2005. 9 svar

Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.

Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.

Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.

Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.

Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.

Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.

Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?

Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.

Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.

Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.

Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.

Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:

1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?

2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.

3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.

4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.

5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?

Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.

Jalving om konkurrence & vilje

Af Redaktionen, den 22. september 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det tilsyneladende ikke er comme-il-faut at mene, at konkurrence er en god ting, eller at det at klare sig bedst ikke nødvendigvis efter tur skal gå på omgang mellem alle, kan man med fordel læse vores med-punditokrat Mikael Jalving, som har en fin kronik i dagens Berlingske Tidende.

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Ren Pia

Af Mikael Jalving, den 21. september 2005. Skriv et svar

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. september 2005. 6 svar

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Mens bomberne sprænger

Af Mikael Jalving, den 12. juli 2005. Skriv et svar

I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.

Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.

Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.

Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.

Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.

Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.

Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.

Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.

Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:

“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”

Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.

Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.

Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.

Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.

Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.

En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.