I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.
Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.
Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).
I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.
Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.
Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.