Tag-arkiv: Karl Popper

Popper som pligtpensum for journaliststuderende

Af Jens Ringsmose, den 15. januar 2007. 10 svar

I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.

Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.

Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).

I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.

Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.

Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.

Hvordan er danskerne – egentlig?

Af admin, den 20. februar 2006. 7 svar

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

Kløvedal Reich og ønsketænkningen

Af Jørgen Møller, den 17. december 2005. Skriv et svar

“Selv om man som læser synes, at Ebbe Reich i samtalen romantiserer sin gamle tyrkertro på massemorderen Mao, når Johs. H. Christensen pietetsfuldt går ham på klingen, så kan man ikke andet end fascineres af mandens lidenskabelige forsvar for utopiers nødvendighed i menneskets liv.

‘Utopiens mål er den fælles lykke, ikke kun den enkeltes lykke’, siger Reich i forbindelse med en analyse af det danske folkestyre p.t., der handler om, at vi i 2005 lider under alt for mange politiske lappeskræddere og for få visionære politikere. Ingen på Christiansborg kan rejse den folkelige tro på fællesskabet i en tid, hvor interessepolitikken har overtaget hele det politiske spektrum. Sådan som vi jo så til fulde ved kommunalvalget for nylig: ‘Et levende demokrati lever af, at folk deler sig efter anskuelser og ikke interesser. Utopien er det velfungerende demokratis basis’, fastslår Ebbe Reich.

Det tror man på”.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men Jens Andersens anmeldelse af Aber i træernes toppe – samtaler med Ebbe Kløvedal Reich i dagens Berlingske gør da sit for, at det skal lykkes. Utopier, politiske og sociale må man forstå Kløvedal Reich og Jens Andersen, udgør ganske enkelt demokratiets hjerteblod.

Jeg har aldrig følt mig kaldet til at læse Kløvedal Reichs omfattende forfatterskab, og jeg skal ikke kunne kloge mig på, om “det utopiske – forestillingen om en uopnåelig ideal tilstand – er den røde tråd” i hans skriblerier generelt, sådan som den åbenbart er det i “samtalebogen”. Men jeg vil godt lige spinde en kommentar over sammenhængen mellem demokrati og utopi, for den ser i mine øjne noget anderledes ud, end tilfældet er for den gode Kløvedal Reich.

For en lille måneds tid siden begik jeg her på siden en længere beretning om den russiske forfatter Leo Tolstojs hang til absolutte sandheder. Mit ærinde var det simple at fastslå, at utopierne oftest har en meget følelig skyggeside: at dyrkelsen af absolutte sociale sandheder ikke blot er blændværk, men er den bedste tilgængelige opskrift på at skabe et dennesidigt Dystopia.

Som Karl Popper har påpeget i Det åbne samfund og dets fjender, så behøver vi ikke at frygte mennesker, der vil det onde. De er i virkeligheden så få, og de er lette at gennemskue. Nej, de fleste katastrofer bliver skabt af mennesker, der vil det gode. De, der mener at kende det perfekte samfunds væsen, bliver alt for ofte drevet ud i menneskeforagt, fordi de føler sig kaldet til at omforme de virkelige mennesker i ideens navn.

Det liberale demokrati, som vi kender det her i Danmark, er af selv samme grund uforeneligt med den utopiske tanke. Eller rettere: utopier er kun forenelige med demokrati under én meget krævende antagelse. At vi med fornuften som rettesnor kan tale os frem til en fællesmenneskelig ‘sandhed’ på det sociale område – at vi kan sætte menneskelivet på formel kort sagt.

Som Popper så rigtigt betoner, så nærer utopikere sjældent et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis det rent faktisk er muligt at finde frem til disse absolutte sandheder, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Den slags bør selvsagt få alarmklokkerne til at ringe for en tidsalder, der først for nyligt har set det ‘verdensforbedrende’ projekt par excellence, kommunismen, henvejre. Det er ganske enkelt blændværk at tro, at samtale kan løse alle menneskelige uoverensstemmelser. Det er kun intellektuelle som Kløvedal Reich, der er overbeviste om, at vi kan brolægge dybe ideologiske konflikter ved at snakke os til rette. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os selv, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter. En abortmodstander kan ikke blive enig med en aborttilhænger – deres overbevisninger er simpelthen uforenelige.

Det er derfor, et demokrati på den ene side har brug for flertalsafgørelser, og på den anden side for de grundlæggende frihedsrettigheders skranker imod flertallets magt. Demokratiet er en yderst jordisk størrelse og heldigvis for det. ‘Politiske lappeskræddere’ er til enhver tid at foretrække frem for ‘visionære politikere’- i hvert fald hvis der er tale om fuldblods utopikere, af den type Kløvedal Reich efterlyser.