Ifølge Mette Abildgaard er vi mennesker “ufornuftige” og derfor skal man slå hårdt ned på brugen af narkotika. Så betyder det mindre at den førte narkotikapolitik tilsyneladende ikke har evnet at mindske de problemer der følger med misbrug af narkotika, men tværtimod har haft enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Det kom frem under en debat i andledning af  FN’s kommende specialsession/møde om narkotika under FN’s Generalforsamling, UNGASS 2016.

I den anledning havde Folketinget den 18. december en forespørgselsdebat, Hvor sundheds- og ældreministeren blev bedt om at redegøre for regeringens holdning.

I den forbindelse stillede EL, ALT, LA og SF forslag om at:

Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN’s Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.

Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.

Folketinget bakker desuden op om WHO’s anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.

Hele forespørgselsdebatten kan ses på Folketingets hjemmesider – se med fra 11:41:00. Ikke mindst skal her fremhæves Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, som på (overraskende) fornem vis begrunder behovet for en helt anden tilgang, hvor man fravælger kriminalisering og efterlyser evidensbaseret lovgivning. Man fristes til at sige, at hvis dog bare Alternativet – samt SF og Enhedslisten – stillede samme krav til den økonomiske politik 🙂

Men lidt har naturligvis også ret. Her på Punditokraterne har vi jo i årevis argumenteret for minimum afkriminalisering – og helst legalisering – af illegale rusmidler. På linje med bl.a. The Economist, Milton Friedman, Thomas Sowell, tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George M. Schultz, m. fl. En holdning som heldigvis nyder stigende opbakning i disse år, ikke mindst repræsenteret ved “The Global Commision on drug Policy” og dets arbejde.

Se Carolina Magdalena Maier’s flotte indlæg her (fra 12:17:15)

“Mennesket er grundlæggende ufornuftigt”

Ikke alle er dog interesseret i en evidensbaseret narkotikapolitik. Det interesserer f. eks. ikke det konservative folkeparti det mindste. Som ordfører på området, Mette Abildgaard (se fra 12:32:00), påpeger:

Når vi konservative ser på det her [afkriminalisering], baserer vi konservative vores politik på værdier og principper. Narkotika er ekstremt skadeligt og derfor synes vi det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det.

Hun forholder sig på intet tidspunkt til de enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, som – ikke stofferne i sig selv – men “krigen mod narkotika har medført.

Derimod fastholder hun at forbuddet mod bestemte rusmidler skal fastholdes fordi det har store konsekvenser for mennesker at tage narkotika. og slår fast, at de konservative åbenbart anser et forbud i sig selv som afgørende i bestræbelserne på at begrænse (mis)brug af rusmidler. Det handler om “ikke at sende de forkerte signaler”, som Abildgaard udtrykker det.

Forbudspolitikken er nødvendig, fordi mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Eller som hun udtrykker det, når hun formulerer de konservatives modstand mod en evidensbaseret narkotikapolitik.

Vi ser mennesket som ufornuftigt og det betyder også at mennesket kan træffe ufornuftige valg og ufornuftige valg er eksempelvis at tage stoffer.
Og derfor mener vi det er legitimt at staten går ind og så at sige beskytter mod at træffe ufornuftige valg.

Hermed er Mette Abildgaard på linje med de liberale reformatorer og (protestantiske) kristne bevægelser, som stod bag afholdsbevægelsen i det 19. århundredes England og USA. Men i modstrid med bl.a. datidens konservative regering i England. Bevægelsen toppede i sin indflydelse ved indførelse af alkoholforbuddet i 20ernes USA. Det forbud endte som bekendt med at være en dundrende fiasko. De væsentligste resultater var at kriminalitet og omfanget af alkoholskader steg, mens fundamentet for den amerikanske mafia blev lagt.

Effekten af den efterfølgende globale “krig mod narko”, har været præcist den samme. Blot er de menneskelige og økonomiske omkostninger mangedoblet.

Og hvis Mette Abildgaard og det Konservative Folkeparti var bare det mindste konsekvent ville man naturligvis også foreslå et forbud mod alkohol, som er et relativt kraftigt rusmiddel, med store skadevirkninger ved misbrug, der i yderste konsekvens fører til døden.

Men det er måske bare et spørgsmål om tid?

Abildgaard kan meget vel have ret i at vi mennesker ofte opfører sig “ufornuftigt”, men når hun henviser til det som en grundegenskab, er det noget sludder.

Muligvis hentyder hun til bl.a. Hume, Burke og andres antagelse om at mennesket først og fremmest ledes af sine følelser og kun i anden række af fornuften – det rationelle. Men det er ikke det samme, som at mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Tager man den fulde og logiske konsekvens af den udtalelse, har hun jo også logisk revet tæppet væk under den anden del af hendes argument. Nemlig at det indebærer at lovgiverne og staten ikke kun har ret, men også pligt til at forhindre folk i at gøre ufornuftige ting.

Så er vi så langt fra klassisk konservatisme som vi kan komme. Som konservativ eller liberalist i klassisk forstand, ligger intet mere fjernt end at tro at man kan ændre på menneskets natur. Den form for utopisk (og dødsensfarlig) politik skal derimod bekæmpes med næb og kløer, da det uvægerligt fører til et totalitært samfund, uanset intentionen er, at det er til den enkeltes bedste.

Som Von Mises skrev i 1927 (her i engelsk oversættelse) :

Why should not what is valid for these poisons (alkohol, morfin og kokain) be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Hvis vi ser bort fra frihedsaspektet i diskussionen om rusmidler – omend jeg og andre liberale finder at dette aspekt vigtigt – og alene fokuserer på konsekvenserne af den førte politik, er der heller ikke belæg for Mette Abildgaard og de konservatives påstand om et forbud har væsentlig betydning for forbruget.

De fleste mennesker er faktisk både forsigtige og fornuftige, når det kommer til rusmidler

Dels er det værd at understrege, at FNs singlekonvention og dermed det globale forbud blev vedtaget i 1961, altså før forbruget af en række rusmidler som bl.a. cannabis, heroin og kokain, for alvor eksploderede, dels er der aldrig fundet evidens for, at afkriminalisering eller i yderste konsekvens legalisering signifikant har øget forbruget af rusmidler.

Det er er erfaringen fra alkoholforbuddet i USA i 1920erne, hvor forbruget (ikke mindst af stærk spiritus) umiddelbart faldt samtidig med ophævelsen af det federale forbud mod alkohol. Og det er erfaringen fra Portugal, hvor man afkriminaliserede for 15 år siden, uden at der kan påvises et stigende forbrug af den grund.

I det hele taget findes der ikke meget opbakning til ideen om at lovgivningsmæssige forbud har signifikant betydning for forbruget af rusmidler over tid. Og da slet ikke blandt unge. En undersøgelse for nogle år siden pegede da også på, at det kun var 3 procent som angiver, at de undlod at tage illegale rusmidler fordi det var ulovligt.

Den største gruppe angiver at der er tale om en risikobetragtning. Det tyder trods alt på en vis eftertænksomhed, i modsætning til Mette Aboldgaard og de konservatives forestillinger om menneskets adfærd.

En analyse af forskere fra WHO konkluderede da også i 2008, at

“Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.

Ligeledes peger undersøgelser hos unge i EU-landene også på, at en af de væsentligste faktorer til forklaring af forskellene i forbruget af illegale rusmidler blandt ugen i EU, ikke ligger i lovgivning, men skyldes andre faktorer, ikke mindst opfattelsen af risikoen ved at indtage de forskellige rusmidler.

Som jeg tidligere har påpeget har unge i Sverige og Portugal – som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik – stort set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland.

Der er med andre ord grundlæggende hverken substans eller logik i de konservatives argumenter, ud over muligvis at pleje et image for lov og orden. I så tilfælde et image til skade for både mennesker og økonomi.

Nu venter vi så bare på at de konservative stiller forslag om at forbyde alkohol og tobak og indfører rationering af usund mad. Ja, hvorfor ikke gå hele vejen og lade staten dikterer hvad vi skal spise og hvornår vi skal sove og hvor meget. Vi ved jo at for lidt søvn udgør en helbredsrisiko og at mange har svært ved at administrere deres sengetid.

Men måske sov Mette Abildgaard og hendes kollegaer mens man gennemgik Hume og Burke og fundamentet for konservatisme. Noget kunne tyde på det.