Tag-arkiv: Riker

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juni 2017. 4 svar

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Hvad demokratiet kan og ikke kan

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. marts 2017. 10 svar

Her er – som lovet – et link til min kronik i Børsen om Arrow og “(u)mulighedsteoremet”. Det er et af de vigtigste resultater om demokratiske valgsystemer overhovedet. Det viser, at det grundlæggende ikke kan lade sig gøre at tolke demokratiske afstemninger som udtryk for “folkets vilje”.

Men det er også generelt vanskeligt tilgængeligt. Det skyldes, at social choice-teorien (som Arrow grundlægger med teoremet) benytter sig af matematisk set-teori, som kan virke fremmedartet på de fleste. Og selv om man forstår matematikken, kan resultaterne være svære at fortolke. Den absolut bedste ikke-tekniske fremstilling er mig bekendt stadig William Rikers “Liberalism against populism”.

Arrows teorem går som sagt ud på, at intet valgsystem kan opfylde fem krav på én gang:

1) at der ikke må være en diktator, 2) at vælgerne må mene, hvad de vil, 3) at systemet skal være konsekvent i sin prioritering, 4) at prioriteringen mellem to forslag X og Y skal være uafhængig af, hvordan man ser på Z og andre irrelevante alternativer, og 5) at hvis alle foretrækker X frem for Y, må valgsystemet ikke vælge Y.

Kravene er oplagte at stille til et rationelt individ – bortset fra krav 1) om at der ikke må være en diktator, naturligvis. Når vi vælger individuelt, er vi jo netop “diktator”. Men hvis der er flere vælgere, er kravet om fravær af en diktator oplagt. Og så følger det af teoremet, at mindst ét af de andre krav ikke kan være opfyldt. Der vil typisk ikke være “kollektiv rationalitet” på samme måde som der vil være individuel rationalitet ved individuelle valg.

I kronikken giver jeg et par eksempler på fravær af rationalitet, som vi næppe ville forvente at se hos enkeltpersoner, men sagtens kan finde ved kollektive beslutninger:

Tag f.eks. en mand på en restaurant, som mellem fisk, bøf og kylling vælger bøf. Da tjeneren meddeler, at køkkenet for resten også er løbet tør for kylling, vil manden helst have fisk (og lever dermed ikke op til krav 4). Ham ville vi ikke se som helt velforvaret.

Eller hvad med kvinden på samme restaurant, som ikke får noget at drikke, fordi hun bedre kan lide rødvin end hvidvin, og bedre rosé end rødvin, men foretrækker hvidvin frem for rosé (og krænker krav 3).

Der var ikke plads til at folde eksemplerne ud i kronikken, hvor de derfor blot er postulater. Men lad mig prøve at vise, hvordan det kan lade sig gøre.

Det første eksempel handler om uafhængighed af irrelevante alternativer. Antag f.eks. at vi har syv vælgere med disse præferencer:

4 vælgere foretrækker fisk frem for bøf og bøf frem for kylling (kan skrives: F,B,K)

3 vælgere foretrækker bøf frem for kylling og kylling frem for fisk (B,K,F).

Hvis de skal stemme om, hvad de skal have til aften, kan de f.eks. bruge det såkaldte Borda-system. Her giver man point til hvert alternativ efter, hvor meget man foretrækker dem. De første fire vælgere giver hver 3 point til fisk, 2 point til bøf og 1 til kylling. Vinder er den kandidat, som får flest point sammenlagt. I eksemplet her får bøf 17 point, fisk 15 og kylling 10. Ergo vinder bøf.

Men fjern nu kyllingen fra menukortet. Nu vil de første fire vælgere give 2 point til fisk og 1 point til bøf. De sidste tre vælgere vil omvendt give 2 point til bøf og 1 point til fisk. Nu får fisken 11 point samlet, mens bøffen får 10 point sammenlagt. Ergo vinder fisk.

Bemærk at vælgerne hver især er helt rationelle. Men kollektivt havner de i den ikke-rationelle situation, at det indbyrdes forhold mellem bøf og fisk er bestemt af et tredje alternativ, som i øvrigt ikke har nogen chance for at vinde selv.

Eksemplet med kvinden, som ikke kan frembringe en konsekvent (såkaldt transitiv) orden af alternativer kan for det kollektive tilfælde illustreres sådan: Der er kun tre vælgere med hver sin konsekvente ordning af de tre slags vin:

vælger A: Rødvin, Hvidvin, Rosévin

vælger B: Rosévin, Rødvin, Hvidvin

vælger C: Hvidvin, Rosévin, Rødvin

Hvis vi foretager parvise flertalsafstemninger mellem de tre kandidater, får vi først, at rødvin slår hvidvin (vælger A og B stemmer på rødvin). Dernæst får vi, at roséen slår rødvinen (vælger B og vælger C stemmer for rosé). Endelig får vi, at hvid slår rosé (som A og C foretrækker).

Dette eksempel har været kendt meget længe som Condorset-paradokset (efter den franske matematiker Condorset). Som det ses, er der ingen klar (Condorset) vinder for kollektivet af vælgere, uanset at hver vælger klart kan prioritere mellem alternativerne. Det vil derfor være afstemningsrækkefølgen, som kommer til at afgøre udfaldet. Hvis vi f.eks. begynder med rød og hvid først, og lader vinderen (rød) møde rosé, vinder rosé. Men et hvert af alternativerne kan ende som vinder, afhængigt af afstemningsrække.

Borda- og Condorset-eksemplerne er desuden gode til at illustrere Gibbard-Sattertwaite-teoremet, som siger, at ethvert valgsystem, som ikke diktatorisk, kan manipuleres. Det er let at se, at den, der bestemmer afstemningsrækkefølgen i Condorseteksempler, også bestemmer udfaldet. På samme måde kan den, der bestemmer antallet af kandidater i Bordaeksemplet, bestemme udfaldet. Endvidere kan man let overbevise sig om fordelene ved en anden form for manipulation: Strategisk stemmeafgivning. I Bordaeksemplet kan de fire vælgere, som foretrækker fisk, vælge at prioritere bøf under kylling, selv om de reelt foretrækker bøffen frem for kyllingen. Den vil imidlertid føre til valget af fisk, som er deres mest foretrukne alternativ.

Men det tyder så på, at hverken Cordorsetmetoden eller Borda-systemet er gode valgsystemer, og at vi må finde et helt tredje? Styrken ved både Arrows og Gibbard-Sattertwaites resultater er, at de kan fastslå, at denne søgen er omsonst. Uanset hvilket valgsystem, man kan tænke sig, kan det ikke opfylde alle fem krav samtidig eller være umanipulerbart.

Som nævnt i kronikken har der føjet sig en lang række andre, ikke mindre dystre resultater til i social choice-teorien.

Og konklusionen? Ja, den er at “folkeviljen” ikke eksisterer i nogen meningsfuld forstand.  Politik kan nok sikre, at der bliver truffet beslutninger, men at “folket har talt” kan man ikke sige. Som Riker påpegede, er den vigtigste egenskab, at det kan afsætte en uacceptabel leder til overkommelige omkostninger. Det er en mekanisme, som ikke udmønter, men kan være med til at beskytte individers frie udfoldelse – i øvrigt sammen med checks, balances, grænser for politik og frihedsrettigheder.

Ny højesteretsdommer i USA – hvorfor er det vigtigt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2016. 2 svar

Med den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalias uventede, men ikke helt overraskende død (han var 79 år), er der udløst en politisk strid om udnævnelsen af en ny. Det er den demokratiske præsident Obama, som har retten til at udnævne, men kandidaten skal godkendes af den republikansk dominerede Kongres.

Det politiske spil er i gang. Men det handler ikke bare om politik. Det handler også grundlæggende om retlig og politisk filosofi. Konstitutionel økonomi har også en del at sige om emnet.

Scalia var den mest kendte “originalist” i USA. Det var i høj grad takket været hans indsats som højesteretsdommer i tre årtier, at originalismen kom stærkt tilbage i amerikansk retsfilosofi. I dag er højesteretsdommer Clarence Thomas dog i endnu højere grad end Scalia var talsmand for denne retning.

Ifølge originalisterne bør forfatningen fortolkes i overensstemmelse med, hvad “framerne” tiltænkte. Modsætningen til originalismen er ideen om “den levende forfatning” – dvs at forfatningen bør fortolkes efter sin samtid.

Det er som sagt ikke bare et simpelt politisk spørgsmål, der skiller de to retninger, selv om de engang imellem bliver fremstillet som henholdsvis “konservativ” og “progressiv”. Denne simple udlægning blev forstærket af, at Scalia personlig var særdeles konservativ. Men at det ikke er hele historien illustreres af, at han stemte for afgørelser, som hans personlige konservatisme umiddelbart var antipatisk overfor. Det gælderikke mindst sagen om retten til at afbrænde det amerikanske flag, hvor Scalia opretholdt forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed til trods for den antipatriotiske ytring, som mange konservative var stødt over.

Originalisme er altså ikke identisk med politisk konservatisme og behøver ikke føre til et mere konservativt samfund. Navnlig ikke i USA, hvor forfatningen var ganske revolutionerende i sine bånd på politiske autoriteter. Og tilsvarende kan en “levende forfatning” bruges som redskab for politisk konservatisme, hvis tiden er konservativ. En ”pragmatisk konservativ” vil have lettere spil med en ”levende forfatning”.

Men hvis originalisme ikke er et simpelt spørgsmål om konservatisme, hvad kan så begrunde den?

Man kan vanskeligt argumentere for, at den amerikanske forfatning er udtryk for den amerikanske befolknings vilje. Den sidste af de delegater, som vedtog forfatningen i 1787, døde i 1836 – altså for 180 år siden (det var i øvrigt selveste James Madison, forfatningens hovedarkitekt). I størrelse, oprindelse, teknologisk stade og talrige andre henseender var det en helt anden befolkning end i dag. Og så var det endda omdiskuteret, om Philadelphia-kongressen overhovedet havde mandat til at vedtage forfatningen, sådan som den gjorde.

Hvis forfatningen ses som en kontrakt mellem underskriverne, udgjorde de en lille minoritet allerede ved underskrivelsen, og der er ikke en eneste tilbage.

Argumentet for originalisme skal derfor hentes helt andre steder. Det kan man efter min opfattelse også godt.

Et centralt argument er, at individuelle præferencer ikke kan aggregeres. “Befolkningens vilje” er dybest set et analytisk meningsløst begreb. Social choice-teorien har med meget stor tydelighed demonstreret, at der ikke eksisterer kollektiv rationalitet med samme egenskaber som individuel rationalitet. En kollektiv beslutning vil med en sammensat befolkning være påvirket af enten tilfældigheder eller manipulation og ikke være et egentliogt udtryk for dens præference. Den grundlæggende præmis for “den levende forfatning” – at forfatningen bør afspejle den faktiske befolknings vilje på et givent tidspunkt – er altså falsk.

“Den levende forfatnings” grundlæggende problem er naturligvis ikke nok til at begrunde originalismen. Der skal mere til.

Én tilgang er, at stabile institutioner i sig selv er et gode, fordi det gør det muligt at planlægge individuelt og koordinere indbyrdes. Hvis man overhovedet vil forvente af folk, at de overholder loven, kræver det, at den er tilpas stabil over tid, til at de kan forudsige, hvad den vil være. Denne tilgang er om nogen knyttet til F.A. Hayeks politiske filosofi og sociale tænkning. Den er dog ikke uden vanskeligheder, sådan som Hayek selv var opmærksom på. Ikke alle regler – herunder forfatninger – er lige gode. Der kan derfor være et trade off mellem forudsigelige regler og hensigtsmæssige regler. “Alt er forbudt” er nok en forudsigelig regel, men alle kan være bedre stillet ved at ændre den. Desuden er stabilitet kun et argument for originalisme, så længe de originale regler er i kraft. Hvis de er ændret af tilhængere af “en levende forfatning”, tilsiger stabilitet alt andet lige, at de nye regler bør føres videre.

Et andet argument for originalisme kan være, at den vedtagne forfatning svarer til, hvad et individ uden viden om sine konkrete senere omstændigheder ville have valgt. Denne tilgang forbindes ikke mindst med James Buchanan. Han mente faktisk, at netop den amerikanske forfatning langt hen ad vejen svarer til, hvad et ville have valgt som den bedst mulige, hvis forfatningen var blevet til inden samfundslivets begyndelse. På samme måde som en faktisk kontrakt kan løse et incitamentsproblem for parterne og muliggøre gensidigt fordelagtigt samarbejde, kan en fri forfatning løse generelle sociale incitamentsproblemer.

En privat kontrakt kan løse det problem, som f.eks. en bygherre og en bygmester står med. Hvis bygmesteren får pengene først, har han ikke noget incitament til at bygge huset. Pengene er jo faldet, og byggeriet er derfra en ren omkostning. Hvis han derimod først får pengene efter opførelsen, har bygherren et incitament til ikke at betale, hvad hun skal. Huset står der jo. I begge tilfælde bliver resultatet, at huset ikke bliver bygget, selv om begge parter havde en fordel ved transaktionen. Den slags ”Fangernes Dilemma”-situationer kan imidlertid let løses ved en bindende kontrakt, som sikrer, at bygmesteren får et aftalt beløb, hvis han leverer.

Hele ideen med en kontrakt går fløjten, hvis betingelserne ikke er givne på forhånd. Det gælder også for forfatninger opfattet som politiske kontrakter. Den “levende forfatning” risikerer derfor at slippe den politiske krigsførelse løs, som forfatningens formål er at forhindre. En kontrakt mellem en bygherre og en bygmester, som bare siger, at betingelserne skal aftales undervejs, løser ikke incitamentsproblemet.

Hvilke incitamentsproblemer kan en forfatning løse? Grundlæggende de samme typer ”Fangernes Dilemmaer” som almindelige private kontrakter. Politiske institutioner har potentialet til at stille alle borgere bedre ved at beskytte deres liv, frihed og ejendom og fjerne fristelsen til at slås. Men en politisk magt, som er stærk nok til det, rummer også en risiko for at blive brugt som instrument imod borgernes liv, frihed og ejendom. Det dilemma vil kontraktarianere som Buchanan forsøge at løse med en forfatning.

Der er dog en afgørende forskel på en forfatning og en privat kontrakt, at private kontrakter er lette at indgå, fordi der er et begrænset antal parter, og fordi den kan indgås før den aktivitet, den handler om (f.eks. at bygge et hus). Det politiske samfund består derimod af alle borgere, og der er kun meget sjældent en ”kontraktuel fase” forud for, at de politiske aktiviteter går i gang.

I denne optik kan forfatningen altså ses som en slags gave givet af forfædre, som ved skæbnens gunst pludselig befandt sig under heldige omstændigheder med et åbent “konstitutionelt vindue” – og dermed vel at mærke en gave det ikke nødvendigvis ville have været muligt for efterfølgende generationer at give. At give f.eks. et parlament eller en domstol ret til at ændre på den undervejs, er ikke at tilnærme den tidens ”folkevilje”, men at svække beskyttelsen borgerne.

Derfor er tilhængere af den liberale demokratiopfattelse (som f.eks. William Riker) heller ikke ude på at gennemføre den illusoriske ”folkevilje”, men at lægge bånd på de politiske autoriteter, sikre at politiske magtkampe foregår inden for fredelige rammer og at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Demokratiet er et værn på linie med forfatningens øvrige beskyttelsesmekanismer, ikke en overdommer. Efter den liberale demokratiopfattelse er det f.eks. ikke demokratisk at afskaffe demokratiet ved en flertalsafstemning (som påpeget af Karl Popper).

Men det er og bliver selvfølgelig hypotetisk, om dagens amerikanere ville have valgt forfatningen, hvis de havde haft omstændighederne til det. Derfor kan den ikke have samme vægt som en faktisk indgået kontrakt, hvor tiltrædelsen rent faktisk er til fordel for begge parter, og hvor de rent faktisk indgår kontrakten inden incitamentsproblemerne i den “postkontraktuelle” fase sætter ind. En privat kontrakt bliver ikke gyldig af, at den ene part kan påvise modpartens hypotetiske interesse i at ville have indgået den.

Og hvad hvis man desuden kunne vise, at nogen individer i en kontraktuel situation ikke ville have valgt forfatningen alligevel? Det er Anthony de Jasays kritik af Buchanans konstitutionelle tilgang. Hvis ingen forfatning, selv ikke den amerikanske, kunne være født gennem en frivillig kontraktuel proces, så følger det, at den er skabt gennem tvang. Men efter de Jasays opfattelse kan forfatningen i den form, den nu har fået, alligevel være det bedst mulige alternativ, når den først er her. Og et alternativ, hvor spillereglerne er under konstant forandring afhængig af, hvem der aktuelt står stærkest i den politiske kamp, kan være betydeligt ringere. Så selv fra dette perspektiv, hvor hverken forfatning eller stat har megen selvstændig legitimitet, kan originalisme være at foretrække. Det gælder endda også, selv om man er villig til at erstatte forfatningen med en ny og bedre, hvis lejligheden byder sig.

Udnævnelsen af Scalias efterfølger kan godt blive et hundeslagsmål. Men der er mere på spil end partipolitiske interesser.