Tag-arkiv: Robert Novak

Læser Du bøger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2008. 5 svar

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

– Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

– Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

– Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

– Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Af admin, den 11. oktober 2007. 61 svar

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

Sommerferielæsning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2007. 18 svar

Hermed et par korte noter om bøger, jeg har bestilt fra Amazon, og som jeg håber at kunne få sat tænderne i, når jeg snarligt prøver et hidtil ukendt eksperiment for Homo Stressus: Jeg sætter auto-reply på e-mailen, leverer mobilen til reparation/update og melder mig så iøvrigt helt og aldeles ud af samfundet (inkl. denne blog) i adskillige uger.

Jeg har bestilt:

  • Peggy Noonan: Why I Am Still A Conservative (2007). Læsere af denne blog ved, at jeg synes, at Noonan er en ret fantastisk tale- og klummeskriver, og denne bog er vistnok en Reaganistas f***-finger lige i hovedet på GOP og Bush-administrationen. Desværre bliver Amazon ved med at flytte udgivelsesdatoen, så jeg ved ikke, om jeg faktisk når at få den inden ferien.
  • Robert Novak: The Prince of Darkness (2007): Min gode ven, Politiken-journalisten og bibel-bloggeren Marcus Rubin, har engang kaldt mig “Mørkets Fyrste”, og selvom jeg egentlig ikke er helt sikker på, at det var ment som en kompliment, så tog jeg det faktisk ganske stolt som sådan, for Marcus er en af de få danskere, der ved, at dette er øge-/kælenavnet for en af de bedste amerikanske, konservative journalister/kommentatorer, Robert Novak–og at denne er én, som jeg faktisk godt kan lide. Novak–som jeg første gang bemærkede primo 1990erne, da han var med-vært på CNN’s “Crossfire”–har nu begået en bog om sine 50 år som journalist, herunder en politisk odysse fra venstrefløjen til … ja, der et sted, hvor nogle af os slår vore folder. Novak–der har været meget kritisk overfor Irak-krigen–er vel nærmest en slags paleo-konservativ med et undertiden kraftigt libertært islæt–om end han for postmoderne læsere vil være mere kendt for sin ikke-rolle i den såkaldte Plame-affære .
  • Jeg har på det seneste fået genopfrisket en historisk interesse for “The Glorious Revolution” (1688), som jo med en vis ret kan stå som en af de vigtigste politiske begivenheder i den vestlige verdens nyere historie (bemærk hvor jeg lægger snittet for “nyere” …). Jeg er derfor ved at kæmpe mig gennem Edward Greggs biografi af den dansk-gifte Dronning Anne (der var datter af kong James II & VII, som hun og søsteren Mary var med til at afsætte i en sammensværgelse, der bl.a. involverede John Locke og andre liberale Whigs)–og den kan jeg ikke anbefale: Meget seriøs og meget kedelig. Til gengæld ser jeg frem til at skulle læse den velskrivende og seriøse amerikanske konservative journalist Michael Barones bog, Our First Revolution (2007), som prøver at vise, hvor meget amerikanerne (og europæerne) lod sig inspirere af John Locke m.fl.
  • Med mig skal jeg også have den formidable, libertære satiriker P.J. O’Rourkes nye bog om Adam Smith, On the Wealth of Nations (2006). Jeg købte den allerede for et halvt år siden, men har simpelthen ikke haft tid til at læse den endnu. Årsag? Jeg elsker P.J., men efter at have bladret lidt i den, har jeg på fornemmelsen, at den ikke er helt så sjov, som de fleste af hans andre bøger (særligt de ældre). På den anden side er manden gudsbenådet, og når man selv har skrevet en bog om Smith, er det vel nærmest obligatorisk (og fradragsberettiget?).

Hvad skal vore læsere læse?

Gone Fisking

Af admin, den 7. juni 2007. 16 svar

Det har været et dejligt vejr de seneste dage, så hvorfor ikke give sig i kast med lidt Fisking.

Kom forbi endnu et indlæg om Plame-sagen i Berlingeren af Karl-Erik Stouggaard, hvor han bl.a. skriver:

For de nykonservative arkitekter bag Irak-krigen er sagen et alvorligt angreb på deres troværdighed, og de mener, at den aldrig burde være ført, og at dommen til Libby er politisk betonet. Deres vrede er så afgrundsdyb, at de endda benægter, hvad CIA, anklagemyndigheden og domstolen har fastslået som uigendrivelige fakta: at Valerie Plame var hemmelig agent, og at det derfor var rigtigt at undersøge, hvem der brød hendes cover, at Libby var med til at lække hendes identitet, inden det slap ud i medierne, og at han i øvrigt har pligt til at tale sandt i sådanne undersøgelser.

… hvilket kan sammenholdes med denne leder fra National Review, der bl.a. bemærker:

The problem was that Fitzgerald not only did not charge Libby or anyone else with those underlying crimes, he never even offered any evidence in court that those crimes, as carefully defined by the statutes involved, ever happened. His throw-the-book-at-him sentencing recommendation contradicted the conclusion reached by probation officials, who in their pre-sentencing report pointed out that “the defendant was neither charged nor convicted of any crime involving the leaking of [Valerie Plame Wilson’s] ‘covert’ status.”

Going one step farther, Fitzgerald also argued that Mrs. Wilson was, without any doubt, a covert CIA agent as defined by the Intelligence Identities Protection Act. In court filings, he offered what he said was a CIA-authored summary of her job status affirming that, at the time her name was revealed by Novak, she was covert, and that the CIA was taking “affirmative measures to conceal her identity,” as required by law. But many months ago, when Libby’s defense team was begging for such information, Fitzgerald refused to provide it. He pointedly declined to call Plame “covert.” He said her job status was irrelevant to the case against Libby. He even argued that it was irrelevant whether Mrs. Wilson worked at the CIA at all. Agreeing with Fitzgerald, Judge Walton barred both sides from discussing Mrs. Wilson’s status at the trial.

Hmm, en af de to aviser har ikke sat sig ordentlig ind i sagen. Gæt hvem. Forhåbentlig ikke vores udsendte fra Tante Berlinger, for han omtaler en af denne blogs helte (Fred, you know) sådan:

»En politisk heksejagt« som en af de ledende skikkelser for at få Libby benådet, den kommende republikanske præsidentkandidat, Fred Thompson, kalder sagen.

STILLET OVER FOR sådan en attitude, hvor fakta er intet og politisk loyalitet alt, kan præsident Bush kun håbe, at dommeren beslutter at lade »Scooter« Libby være på fri fod, indtil en ankesag er afsluttet – måske først engang næste år.

Nydeligt.

Samme avis har i øvrigt kørt en interessant artikel om den skævvinkling, danske medier ofte giver af amerikanske forhold. Måske behøver man ikke se sig så vidt omkring for at finde eksempler.

President Thompson? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2007. 12 svar

Den amerikanske konservative kommentator Robert Novak (alias “The Prince of Darkness”) er enig med mig & Punditokraterne: D.v.s. Law & Order-skuespilleren, fhv. senator Fred D. Thompson rykker og kan rykke mere:

“I met Fred Thompson in 1974 as Howard Baker’s 31-year-old minority counsel on the Watergate investigation. I considered him cool, careful and conservative. He still is, and that is how he would run for president, which appears in the offing.”

Thompson ligger nu på ca. 10 pct. af stemmerne i meningsmålingsgennemsnittene hos RealClearPolitics. com, og hos Intrade.com handles han til knap 20, hvilket reelt er på niveau med McCain og klart foran alle andre Republikanske kandidater end Giuliani.

Selv den ene af Berlingske Tidendes to USA-korrespondenter er nu blevet opmærksom på Thompson–sådan cirka to uger efter vi skrev om ham her på stedet. Men de har jo også travlt med så meget andet vigtigt og seriøs journalistik.

Efterdønninger

Af admin, den 14. september 2006. Skriv et svar

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

Den sidste hån + update

Af admin, den 29. august 2006. 3 svar

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

Dead case walking – Plame igen

Af admin, den 14. juli 2006. 1 svar

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Plame og pressemoral

Af admin, den 12. juli 2006. 1 svar

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

DR skraber bunden

Af admin, den 16. december 2005. 2 svar

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?