I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.
… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).
Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.
I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.
Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.
I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.
Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.
I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.
Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?
Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.
Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.
Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.
Kanon kommentar. Og bemærkningen om de fem dekaner, der kunne have valgt at kritisere eller i det mindste forholde sig kritisk til NYT’s offentliggørelse af SWIFT-programmet, er helt på sin plads. Mr. Law har bestemt ret i, at det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de fleste journalister fjernt. Stilheden herhjemme er jeg dog ikke overrasket over. Helt ærligt, Mr. Law, det er da helt naturligt. NYT er de danske journalisters hovedkilde, når der skal skrives om USA og Bush-administrationen i Danmark. Man forholder sig da ikke kritisk til sine kilder. Og da slet ikke, når de selvsamme kilder er kritiske overfor Bush og hans regering.Jeg har hele tiden syntes, at NYT/SWIFT-sagen mindede lidt om Grevil-sagen, hvor en redaktør samt to journalister blev tiltalt for at have offentliggjort oplysninger fra en PET-ansat, der naturligvis blev dømt.Jeg er enig i, at det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed end os andre og i hvert fald en ansat i FE. Jeg synes bare ikke, det er det samme som at sige, at journalister ikke har et ansvar. Eller at en chefredaktør ikke har et ansvar for, hvad hans avis bringer. Et ansvar som Berlingske så stort på. Et ansvar som NYT så stort på.Uffe Ellemann-Jensen skrev på et tidspunkt, at de to danske journalister burde dømmes af kolleger for elendig journalistik, snarere end af en domstol for at have brudt loven, men jeg mener nu alligevel det er godt, at sagen kommer for en domstol. Den tidligere rådgiver for Ronald Reagan og justitsminister, Ed Meese, har i forbindelse med NYT/SWIFT-sagen udtrykt det meget godt. Han sagde, at NYT havde foræret “aid and comfort to the enemy”, og det skulle de straffes for. Ed Meese’s kommentar kan læses her: http://www.theconservativevoice.com/article/15672.html)