Tag-arkiv: Danmarks Radio

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

DR højner kvaliteten på Orientering

Som led i DR’s “forandringsprojekt” har man besluttet at underlødige og komplet uobjektive interviews som dette skal begrænses:

[youtube id=”sKkDIhbWCIA”]

Tak. Af hjertet tak.

Punditokraterne på P1 IV

Denne blog var igen igen genstand for behandling på P1 i Kaffeklubben, hvor undertegnede debatterede menneskerettigheder, privat ejendomsret og indvandring med Mette Frederiksen (S), Pernille Bagge (SF) og Ellen Trane Nørby (V). Stemningen var vist lidt mere anspændt end konceptet ellers indbyder til og undertegnede fandt ikke meget sympati for mine holdninger fra de øvrige deltagere (og vist heller ikke fra studieværten). At en socialdemokrat og en SF’er ikke kan se det problematiske i positive menneskerettigheder er forventeligt. Men Ellen Trane Nørbys passionerede forsvar derfor var lettere rystende for denne punditokrat og det blev ikke bedre da samme venstrepolitiker gjorde sig til talsmand for ublu flertalsdiktatur uden for mange begrænsninger for landets politikere.

Jeg tror faktisk ikke det lykkedes Trane Nørby at komme med én eneste udmelding der var bare tilnærmelsvist liberal i ordets klassiske forstand, på trods af, at debatemnerne i den grad lagde op til sådanne udmeldinger.

DR skraber bunden

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?