I Storbritannien er taberne ved at slikke sårene efter det tredje valgnederlag i træk. I dagens udgave af Times forsøger den konservative partiformand Liam Fox fx at overbevise omverdenen om, at The Tories er tilbage på banen. For alle der fulgt den konservative kampagne er der imidlertid mere der tyder på, at de er havnet på en blind vej.

Problemet er ikke, at konservatismen som idéindretning har det svært. Konservative værdier har for tiden et stærkt og i visse henseender uforståeligt tag i vælgerbefolkningerne, hvilket især kommer til udtryk i USA, hvor debatten om neokonservatismens politiske betydning længe har været på dagsordenen. Nej, problemet er, at de britiske konservative med Michael Howard i spidsen har forvandlet sig fra et progressivt, frihedsorienteret og innovativt parti til en lavadelig, populistisk og småxenofobisk fraktion.

Michael Howards udspekulerede angreb på flygtninge og indvandrere har undertiden haft en bismag af Rivers of Blood; Enoch Powells berømte tale i Birmingham den 22. april 1968, hvor han forsøgte at oppiske en hadsk stemning mod indvandrere. Men denne gang uden medløb. For britiske vælgere forventer naturligvis mere fra et parti, der har haft et fyrtårn som Margaret Thatcher som leder.

Det er på høje tid, at de britiske konservative formulerer et nyt politisk projekt, der ikke har flygtningestop og rævejagt på dagsordenen. Et sådant projekt kunne passende indledes med et kig på de mange personlige frihedsbegrænsninger, som Labour har pålagt briterne i de seneste fire år. For et angreb på disse begrænsninger vil udgøre et stærkt supplement til den traditionelle konservative dagsorden; kampen for større økonomisk frihed.

Kan det lade sig gøre med Michael Howard ved roret? Næppe. Han vil blive husket som manden, der præsenterede briterne for Rivers of Nonsens.