Venezuela synker dybere ned i diktaturet

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

2 thoughts on “Venezuela synker dybere ned i diktaturet

    1. Christian Bjørnskov

      Det er rigtigt, og måske er det et signal om at han har fundet sin politiske grænse. Men er det ikke en smule bemærkelsesværdigt, at Maduro – regeringslederen – har annulleret en ‘fejl’ fra Højesteret? Det har han vel næppe forfatningsmæssig indflydelse til at gøre.

      Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.