Stammementalitet er gift for politiske diskussioner – altså at man automatisk vurderer et synspunkt på, om det kommer fra ”ens egen side” og ikke vurderer det på sine egne meritter. I sidste ende er det gift for et frit samfund og vejen til kollektivisme.

Diskussionen om det amerikanske valg og Trumps helt enestående angreb på valgets integritet er om noget dårligt egnet til at vurdere ud fra stammetilhørsforhold. Hvis man alene beslutter sig for, om der har været valgsvindel eller ej, ud fra hvem man helst ser vinde, så gør man sig dybest set irrelevant. Det er et absurd kriterium.

Bør Trump ikke vinde, hvis en eventuel Biden-sejr skyldes valgsvindel? Jo, naturligvis. Det bør ingen bestride.

Men foreløbig har Trump ikke fremlagt dokumentation for den påstand.

Trump har derimod peget på, at der har været irregulariteter. Men det følger altså ikke, at han dermed er den rigtige vinder. Der er irregulariteter ved alle valg. I Danmark er politiske kandidater blevet taget i som tilforordnede at fejlsortere stemmer til fordel for sig selv. Der er eksempler på gamle, hvis ”hjælpere” reelt bestemmer deres kryds, og folk der stemmer på andres valgkort. Og så fremdeles. Men det medfører ikke, at vi ikke accepterer valgenes udfald.

Irregulariteterne er først et problem, hvis de foregår systematisk, eller hvis de afgør udfaldet af et valg. Og det er, hvad Trump må vise. Blot at påstå det er helt hen i vejret. Tværtimod bør der ekstra meget til, hvis man som siddende præsident anfægter et valgresultatet med påstand om svindel. Én ting er at forlange fintælling, hvis resultatet er tæt. Men der er et enormt skridt til at påstå svindel.

Men er det ikke demokraterne, der startede, og har de ikke selv fortjent det? Jo, måske. Da Gore i 2000 anfægtede Floridas valgresultat, lagde han måske kimen til den nuværende konflikt. Og påstandene op til dette valg om, at Trump forsøgte at snyde ved at beskære det amerikanske postvæsen, var åbenlyst urimelige. Det samme var forsøgene på at underkende hans vælgeropbakning ved sidste valg som udslag af russisk manipulation med sociale medier. Men det er netop stammementalitet at konkludere, at så fortjener de at få igen med samme mønt (om end noget større pålydende!). Det handler ikke om, hvad modstanderne fortjener, men hvad der er acceptabelt.

Kan vi ikke kritisere valgsvindel i USA, når vi nu kritiserer valg i Rusland og Ungarn for ikke at leve op til demokratiske standarder? Jo, hvis valget i USA foregik på samme måde. Men der er en afgrund til forskel, og reelt tjener argumentet bare til at hvidvaske udemokratiske regimer. Problemet i Rusland og Ungarn er, at der foregår et systematisk misbrug af de siddende magthavere til at kontrollere processen. I Rusland endda gennem snigmord. Det er at trække USA ned i et søle, hvor det ikke hører hjemme, at sammenligne mulig svindel med det systematiske misbrug i helt andre politiske systemer.

Jeg synes, der er grund til at være dybt bekymret over, hvor stammementaliteten fører os hen. Det er måske ikke så mærkeligt, at den amerikanske venstrefløjs identitetspolitik og forsøg på delegitimering af politiske modstandere – påstandene om at USA reelt er et oligarki, hvor 1 pct. regerer alting – har fremprovokeret en modreaktion (det skrev jeg om her, allerede da Trump blev valgt første gang). Men det er et knæfald for den amerikanske venstrefløj at adoptere dens tænkning og metoder. Stammementalitet er kollektivisme, som reducerer politik til at bekæmpe modstandere for enhver pris. Det er tilfældet uanset om den udfolder sig på den nominelle venstrefløj eller højrefløj.

Midt i alt balladen om dette valg kan der være grund til at genopfriske et andet meget tæt valg, nemlig valgkampen i 1960 mellem Nixon og Kennedy. Nixon tabte med en meget smal margen, og der var meget kraftig mistanke om valgsvindel i bl.a. Chicago. Nixon valgte alligevel at anerkende Kennedys sejr – og at overhøre sine rådgiveres anbefaling om at anfægte de mistænkelige valgresultater. Han har senere forklaret det med, at han ikke ville udsætte landet for den konstitutionelle krise, der lå i at anfægte valgets legitimitet.  

Det hører med til historien, at Nixon ellers ikke var sart i valget af metoder – som Watergate-skandalen siden afslørede. Og at han vandt en af de største sejre ved et præsidentvalg, da han stillede op til genvalg i 1972 efter at være blevet valgt første gang i 1968.