Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…