Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

7 thoughts on “Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

  1. Piotr

    Hvad med at indføre Direkte Demokrati? 2 afstemninger pr år. Alt hvad der koster statskassen mere end DKK 50 Millioner kommer med i næste afstemning.
    P.

    Svar
  2. Niels O

    Foghs politik blev da kaldt kontraktpolitik. Hvor man lover noget før valget, og opfylder det efter. Blev det nogen sinde gjort op, hvor mange af løfterne der blev overholdt?

    Dog må der også være plads til force majeure. Men så skal dette også dokumenteres.

    Svar
    1. Allan Frederiksen

      Fogh benyttede prokurator-kneb for at opfylde sine løfter. Han lovede ikke at hæve skatten, så der blev lavet en “skatteomlægning” med øgede og nye afgifter. Det var korrekt at skatten for hele befolkningen ikke blev øget, men for nogle grupper steg den og for andre faldt den.

      Løkke blev hurtigt træt af den semantiske leg, hvorfor han straks droppede “kontraktpolitikken” da han kom til.

      Svar
  3. Allan Frederiksen

    Nu er det jo sådan at politikere sjældent lover noget konkret, men at de blot lover “at arbejde for noget”. Det vil være meget svært for dem at love noget andet, da det jo kræver flertal at gennemføre løfterne. Det er dog muligt at gøre ligesom DF, NB og Enh.L. har gjort flere gange, nemlig at fremsætte lovforslag eller beslutningsforslag, selvom de ved at der ikke er flertal for dem. Herved demonstrerer de overfor egne vælgere at de ønsker noget gennemført og udstiller de andre partier som hyklere hvis de også giver udtryk for det samme. Når man har gjort sådanne forsøg vil en domstol blive nødt til at frikende, så derfor vil det blive resultatet.

    Noget de i stedet skulle kunne dømmes for, er når de har lovet at der er noget de ikke vil gøre og alligevel gør det. Det sker typisk i forbindelse med større forlig. Det værste tilfælde jeg husker er dog S of SF som accepterede de forlig som RV havde indgået med blå-blok og stemte for dem, selvom de inden valget havde været i mod og de mange løftebrud splittede SF, som til sidst måtte forlade regeringen.

    Angående diverse forlig, så er de reelt intet værd, da de er i direkte modstrid med grundloven. Et folketingsmedlem må nemlig ikke overholde et forlig, hvis dette er i strid med vedkommendes overbevisning. Derfor vil det være langt bedre med en overbevisningsdomstol, som kan dømme politikere som stemmer mod hvad de tidligere har givet udtryk for er deres overbevisning.
    Domstolen kan så kræve at de redegør for hvorfor de har ændret overbevisning i forhold til før valget, hvilket vil være meget svært for de fleste, da kun få har sat sig ind i de enkelte forslag som der bliver stemt om.
    Det kan blive ekstra sjovt at høre dem redegøre hvorfor de stemmer modsat deres officielle ideologi og partigrundlag.

    Svar
  4. Pingback: Valgløfter – Tu Ne Cede Malis

  5. Piotr

    En masse skriveri uden konkret løsning. Indfør direkte demokrati, så behøver kolbøtterne ikke lyve, undskyld, love alt det de gør pt. Spørg dem der betaler!
    En kolbøttes overbevisning ligger i at beholde taburetten, uanset hvilken overbevisning det kræver.
    Stem NB! SIAD!
    P.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.