Her på Punditokraterne vil vi gerne igangsætte en eftersøgning af tåbelige forskningsartikler. Dels vil vi gerne bidrage til videnskabens konstante saneringsproces, dels er der så meget herligt vrøvl derude, som også andre bør delagtiggøres i.
En klar kandidat til titlen, Tåbeligste Artikel i 2004 er "Learning from Lomborg: Or Where Do Anti-environmentalists Come From?," forfattet af Andrew Jamison, der er professor på Ålborg Universitet på et sted med det sinistre navn "Institut for Samfundsudvikling og Planlægning." Artiklen er publiceret i et blad der hedder Science as Culture (vol. 13, pp. 175-195). Den former sig som dels et frådende angreb på Bjørn Lomborg, dels som en herlig konspirationsteori, der involverer forskellige ændringer i universiteterne i den vestlige verden mod mere samfunds-involvering ("Modus II"), Fogh Rasmussen-regeringen, og Lomborg. Sidstnævnte kom således meget belejligt for en regering der som ét af sine hovedmål angiveligt har at få danskerne til at glemme "the traumatic experience of facing, and trying to deal intelligently with, environmental problems" (p.177). Heraf "the rise of a charlatan." Heltene er naturligvis NOAH, Politisk Revy, Naturkampen, Svend Auken og andre venstrefløjsdinosaurer. De er ikke charlataner.
Denne punditokrat har aldrig nogensinde læst et så biased bidrag i et videnskabeligt tidsskrift (ganske vist i et, der næppe har nogen videre anseelse). At hele processen omkring UVVUs behandling af Lomborg var skandaløs, at kritikken mod ham i Scientific American var problematisk, at Lomborg selv modgik kritikpunkterne, etc. forbigås. Det forbigår vi så også (og bruger ikke ord som "charlatan") og vender os afslutningsvis mod artiklens mange herlige politiske analyser. Her er et særligt godt pluk:
"Fogh Rasmussen and his ministers have reversed many of the policies of the previous Social-Democratic led government … The general idea is that there is only so much money to go around – as with neo-liberals everywhere, the government does not believe in new taxes" (p.177).
Så man må forstå at under den socialdemokratiske regering 1) var der ingen knaphed, og 2) skatter skaber i sig selv "money to go around." Man får i øvrigt også at vide at Anders Fogh Rasmussen er "on a mission of his own to 'minimize' the state" (p.180). "Hvis bare det var så vel", sukker vi på Punditokraterne.