Mr. Conservative runder 80

Går man tilbage til året 1955 var der stort set ingen ideologisk tænkning på den amerikanske højrefløj og endnu færre organisationer til at promovere sådanne synspunkter.  Som præsident George W. Bush for nylig satte det i relief ved en perspektivering, så var det et år, hvor det kommunistiske Sovjetunionen var en ledende kraft i verden, og hvor Ronald Reagan var Demokrat.  Det var også året, hvor tingene langsomt begyndte at vende på den amerikanske højrefløj.

For selv i ørkenen var der oaser.  På den klassisk-liberale/”libertarianske” front var der et spirende miljø, især blandt intellektuelle i New York, der samledes i visse kredse.  En af disse var romanforfatteren Ayn Rand, der qua sine meget individualistiske og frihedsorienterede romaner nåede et stort publikum.  En anden var den aldrende østrigske økonom Ludwig von Mises, der dels samlede studerende til et seminar på NYU og dels var chef-ideologen for frimarkeds-fortalerne i Foundation for Economic Education.  En tredje gruppe, med overlap til begge de førstnævnte, var en lille gruppe yngre akademikere kaldet Cercle Bastiat, som under ledelse af økonomen Murray Rothbard omfattede bl.a. historikerne Leonard Liggio, Ralph Raico og Ronald Hamowy og senere en lang række andre.  Men talmæssigt var disse få og uden politisk indflydelse.

På den mere konservative front var der faktisk endnu færre profiler.  Her var der frem for alt én mand, der gjorde en forskel: Den unge, velformulerede, stærkt anti-kommunistiske og pro-traditionalistiske William F. Buckley, Jr., som netop i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review og blev en af USA’s mest kendte forfattere og debattører.  Buckley havde lagt hårdt ud med klassikeren God and Man at Yale (1951), som var en meget tidlig kritik af den venstreorienterede, politisk korrekte invasion af universiteterne, som dengang kun var begyndende, men som siden hen blev nok så drastisk.  Buckleys konservative traditionalisme er tydeligst illustreret med et nu klassisk citat: “The job of conservatives was to stand athwart history, yelling, stop.”

Disse to grene—den mere libertære og den mere traditionalistiske—kunne dårligt være i stue sammen, især ikke i 1960erne og 1970erne.  Undertegnede hælder i det store billede langt mere i retning af de førstnævnte end de sidstnævnte, men man kommer ikke udenom, at Buckley har været en af de mest indflydelsesrige og betydende skikkelser på den amerikanske højrefløj og vel og mærke af en dybt intellektuel karakter.  I særdeleshed har Buckley været en af dem, der har forsøgt at bilægge stridighederne mellem de to grupper.

Samtidigt er han uden sammenligning en af de mest elegante og vittige politiske skribenter i USA, og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist og romaner som Getting It Right.  Da jeg selv studerede i landet, nød jeg at se ham i hans program Firing Line, som var et af de mest succesrige og langlivede (1966-99) “seriøse” programmer i amerikansk TV-historie (og som bl.a. fik besøg af F.A. Hayek og andre koryfæer, jf. billedet, med Buckley til venstre og Hayek i midten). Buckley skriver også fortsat sin faste klumme i National Review, og som stilist og kommentator er han niveauer over de fleste tågehorn til højre og til venstre i amerikanske medier.

Buckley fyldte for nylig 80 (hvilket blev fejret af George W. Bush i Det Hvide Hus) men er “still going strong”, og dagen er blevet markeret med en række artikler i aviser og tidsskrifter af venner og fjender, bl.a. af E.J. Dionne i Washington Post. Sidstnævnte (som bestemt ikke er en “fellow traveller”) skrev bl.a.:

“I will always respect this columnist, editor, novelist, lecturer and organizer because he undertook a mission and carried it out with real genius. He knew conservatism needed a serious intellectual life if conservative ideas were to be considered by those outside the right’s faithful remnant. That’s why he founded National Review magazine, which is celebrating its 50th anniversary this year. He knew cranks were bad for the movement. He knew that deep splits among conservatives — between internationalists and isolationists, libertarians and traditionalists — had to be resolved. … Buckley was determined to rid the right of the wing nuts. He was, to his everlasting credit, the scourge of an anti-Semitism that once had a hold on significant parts of the right. He also blasted the strange conspiracy theories of the John Birch Society. But most important were Buckley’s efforts during the 1950s to resolve conservatism’s contradictions. These exertions made it possible for Barry Goldwater and then Ronald Reagan to turn the remnant into a mighty political force.

Buckley dumped isolationism, not so hard since many former isolationists were happy with an aggressive American foreign policy as long as the enemy was Soviet communism. More difficult was resolving the contradiction between anti-government libertarians — their primary love was individual freedom — and the traditionalists who believed in government’s role as a promoter of virtue and community.

One of National Review’s primary tasks was dealing with this doctrinal conundrum. Frank Meyer, Buckley’s friend and magazine colleague, came up with what is known as “fusionism.” It was an attempt to fuse the two forms of conservatism into one.

Libertarians needed to learn that the freedom they revered was insecure absent the cultivation of personal virtue and a moral order hospitable to liberty. Traditionalists were not to confuse the legitimate authority of tradition with the illegitimate power of big government. The United States was fundamentally a conservative society, the theory went, so our country was a place in which liberty was conducive to a reverence for tradition.”

Wall Street Journal havde forleden en fødselsdagsportrætartikel, hvor Buckley bl.a. gav dette dagsaktuelle synspunkt:

“My view is unorthodox,” Mr. Buckley says of the violence roiling the French suburbs. “It seems to me that a very hard dose of market discipline would distract the attention of the young revolutionaries from their frolics, traditional and otherwise, and my sense is that if they had to worry about how to eat, and buy food, they would stop screwing around and face reality. If these people didn’t wake up in the morning thinking about what cars to burn–instead of work–they might not be having these problems.”

Hip hurra for Buckley far!

PS. Dem, der gerne vil med til den officielle fejring af 8
0 års fødselsdagen,
ref=”http://www.nationalreview.com/comment/invitation-eightieth.asp”>kan købe billetter for 500 USD her …

2 thoughts on “Mr. Conservative runder 80

  1. David G.

    Buckley er vigtigere som inspirator end som tænker. Men det er deprimerende at konstatere at al den energi han og andre lagde for dagen har haft så ringe virkning. Det forbløffer mig altid, at folk taler om den konservative renæssance i USA. Hvilken renæssance? Det offentlige fylder dobbelt så meget, som da Buckley begyndte sin kampagne. Reguleringer, love og lovbefalet overtro (fx om diversity og affirmative action) har udvidet den politiske magt over borgerne og deres beslutninger i en grad, som ingen i 1951 kunne forestille sig. Også på den samfundsmoralske front er det gået hastigt i den stik modsatte retning af, hvad Buckley og hans venner hævder at stå for.Hvis alt det er konservativ succes, vil jeg meget nødig opleve konservativ fiasko.Så tillykke da … men arbejdet er ikke gjort, det er næppe engang begyndt.David G.

    Svar
  2. Bielefeldt

    Buckleys ‘God and Man at Yale’ var efter mange liberales mening et frontalangreb på den akademiske frihed på de amerikanske universiteter. John P. Diggins skrev i ’Up from Communism’ fra 1975, at bogen udgjorde ”one of the few documents in American intellectual history in which youth attacks age for its liberal permissiveness” (s. 403). Buckley mente jo, at begrebet om ‘akademisk frihed’ i virkeligheden ikke var andet end en subtil måde at presse de studerende til at acceptere en form for venstreorienteret hegemoni, baseret på ateisme og kollektivisme. Ideen om universitetet som en fri markedsplads af ideer burde efter hans mening – hvis jeg har læst bogen rigtigt – skiftes ud med en fri ØKONOMISK markedsplads. Som i enhver anden industri, skulle undervisningen således loyalt afspejle og indkalkulere, ikke bare erhvervslivets foranderlige krav, men også ’forbrugerne’s værdier og behov, hvilket i praksis betød de studerendes forældres værdier, der jo betalte for deres børns uddannelse. Den “moderne” ide, fra-tanke-til-faktura, har altså været lidt over 50 år om at nå ud til de danske universiteter. Lad os håbe, at det ikke er for sent…

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.