Sættenissen 1 – 0

I smuk forlængelse af vores redaktørs posting om en bog, der prøver at give et nuanceret syn på præs. Bush d.y., skal vi — som det sig hør og bør på denne tid af året — ære sættenissen i Pilestræde.

Det må være hans fortjeneste, at Berlingskes leder er et genoptryk af en tidligere leder; endda en af de mere pinlige af slagsen, der udstiller, hvor langt ned avisens Bush-bashing har ført dem. Den genopstandne leder indeholder bl.a. følgende naive sukkerknald:

I et guvernørvalg i staten Virginia blev den republikanske kandidat straffet hårdt af vælgerne. Straffen faldt, efter at han havde ført en valgkamp, der i hårdhed og perfiditet over for den demokratiske modkandidat var lige efter Bush-dynastiets manual for den slags: Svin modstanderen til og antyd, at han er blød over for terrorister/upatriotisk/ homoseksuel/ modstander af dødsstraf.

Som om man kunne lære demokraterne i USA noget om at føre smædekampagner. Tsk, tsk.

Det bringer bittersøde minder om avisens dækning af præsidentvalgkampen i efteråret 2004, hvor avisen længe ukritisk gengav diverse smædekampagner fra Michael Moore, MoveOn.Org m.fl. mod Bush, men først fandt, at tonen blev urimelig rå, da republikanerne begyndte at køre på Kerry.

Ved at genbruge denne leder fra den 12. november sætter nissen fokus på avisens store problem: at Bush-bashing har gjort journalisterne i huset mere naive og lettere at narre end normalt.

Så vidt vides har avisen endnu ikke korrigeret, endside beklaget, at man mishandlede fakta i Plame-sagen, som dokumenteret her på bloggen.

I dagens udgave fortæller Ole Bang Nielsen nok en gang om, hvor oplyst det var af den tyske og franske regering at være imod Irak-krigen. De ville hellere have fortsat samarbejdet med Saddam og forskånet de stakkels irakere for det demokrati, som den 15. december efter alt at dømme vil blive bekræftet af et massivt flertal af irakerne. Næ, hvis en lille gruppe af sunni supremacister og al-Qaeda teofascister ikke vil have demokrati, så havde irakerne nok være bedre tjent med Saddams fortsatte dikatatur. Artiklen beskriver, hvordan “europæerne” (et lidt flygtigt begreb i OBN’s optik, der vist ikke omfatter forfatningsmodstandere og mange flere uoplyste) gennemskuede den hule argumentation mod krigen, der savnede FN’s legitimitet.

Det må være sættenissen, der har fjernet den helt afgørende passage i analysen, hvor kansler Schröder ellers ganske mindeværdigt udtalte, at selvom FN anmodede om bistand til krigen, så ville tyskerne alligevel sige nej. Det skyldes naturligvis, at Schröder lige så lidt som alle andre kunne vide, at efterretningerne om Saddams WMD var forkerte, og hans modstand bestod reelt i et ynkeligt populistisk forsøg på at spille på befolkningens gamle anti-amerikanisme og behov for at opfatte sig selv som kultiverede über-pacifister, der kloge af skade søger den sagtmodige appeasement og venlige eftergivenhed over for totalitære trusler både ude og hjemme.

Det var nok også sættenissen, der sikrede, at en lille rubrik ikke helt faldt ud af siden, men kunne klamre sig ukommenteret til kanten. Det var rubrikken om, at præs. Chirac har opbakning fra 1 (én) procent af befolkningen, hvilket er ca. 40 gange mindre end hans amerikanske modpart.

Jep, da vi her på siden ikke er så usportslige som Karakterkommissionen, der opererer med minuspoint, bliver det mindst 1 – 0 til sættenissen i Pilestræde.

7 thoughts on “Sættenissen 1 – 0

  1. Poul Højlund

    Og så er Bang Nielsens artikel om Irak en af de artikler, der bør gemmes til historiebøgerne, eventuelt til om 30 år at blive oversat og genoptrykt i de irakiske skolebøger. Man kunne før Stalingrad have skrevet en lignende artikel, signeret Scavenius.Det er rart at kende sine venner, specielt i nøden.

    Svar
  2. kjerulf

    Nu de har taget denne månedgamle leder ud af mølposen, kan vi da godt bruge en linie eller to på at behandle dens påstande:I Virginia var Mark Warner en særdeles populær demokratisk kandidat. Hans næstkommanderende vandt i år med de samme stemmetal som Warner fik. Da Warner blev valgt, i 2001, var Bush den mest populære præsident i USA’s historie, og da Kaine blev valgt, var Bushs popularitet i bund, Men uændrede stemmetal i Virginia. Intet “sving” mod demokraterne på statsniveau (omend i et par counties i Washingtons forstæder). Så Kaines sejr siger INTET om Bushs stilling.I Californien er Schwarzenegger teknisk set republikansk guvernør. Men for det første væltede han en særdeles upopulær Gray Davis. Og for det andet stemte vælgerne for at bevare en gennem årtier veletableret status quo på velfærdsområdet. Også her faldt stemmerne ud efter et historisk mønster, uden antydningen af “sving” fra republikanere til demokrater.Hvis du siger, at den genbrugte leder er fra den 12. november, passer det sikkert. Men de analyser af stemmetal etc., jeg citerer her, var offentliggjort i timerne efter valgstederne lukkede den 1. november, og offentligt tilgængelige på f.eks. realclearpolitics.com. Jeg tænker naturligvis især på USA’s mest citerede valganalytiker, Michael Barone. Så der er virkelig ingen undskyldning for Berlingskes påstande.

    Svar
  3. Bielefeldt

    OPS – Oplysning til Punditokraterne om Saddamofili.Her er lidt flere irakiske nuancer til irritation for kykloperne i MSM…Schröder vidste det ikke. Chiraq vidste det ikke. Selv ikke Søvndal vidste det…ok, måske vidste han det, men så heller ikke andre. Før afsættelsen af Saddams islamo-fascistiske Baath-regime, vidste ingen naturligvis, at masseødelæggelsesvåbnene ikke fandtes. Der er blevet sagt og skrevet så meget om de manglende masseødelæggelsesvåben og om grundlaget for Irak-krigen, at der næppe er mere at føje til diskussionen. Og dog. Eftersom det oftest kun er den officielle grund, der nævnes i MSM, vil jeg benytte lejligheden her til at minde Punditokraternes læsere om, at der faktisk var hele 4 grunde til at gå i krig – af hvilke jeg personligt stadig kan identificere mig med de 3. Her er de så – i ucensureret udgave:Den første grund var ’den officielle’. Den gik ud på, at Saddam Hussein havde udviklet masseødelæggelsesvåben, som udgjorde en langsigtet trussel mod USA og mod Iraks naboer. Tyskland købte dette argument. Frankrig købte dette argument. Mmm. Glem ikke det. Den anden grund var ‘den moralske’. Den gik ud på, at det tidligere irakiske regime var ansvarligt for over 1 million irakere, kurdere, iranere og kuwaiteres død, som følge af Saddams interne undertrykkelse og eksterne krige mod Iran og Kuwait. Når det gælder antallet af ofre, var Baath-regimet 10 gange værre end den serbiske krigsforbryder, Slobodan Milosevics styre, som NATO jo bombede UDEN et FN-mandat og MED Niels Helveg-Petersens velsignelse. Den tredje grund var ’den rigtige’. De masseødelæggelsesvåben, som truede og stadig truer vores åbne samfund var ikke Saddams skjulte masseødelæggelsesvåben. Saddam og hans sønner elskede åbenbart livet mere end de hadede os. Nej, truslen kom fra unge ulykkelige arabere fra ’Det lykkelige Arabien’, som år ud og år ind hutlede sig gennem livet i fejlslagne og undertrykkende stater – arabere, som hader os mere end de elsker livet. De var (og er) levende masseødelæggelsesvåben, der blot ventede på en anledning til at detonere. Vi taler om alle de ydmygede unge arabere, som identificeres i FNs to seneste ’Arab Human Development’-rapporter. Unge ubefæstede sjæle med et blindt had og ny teknologi er ikke en god cocktail.Den fjerde grund – som aldrig blev artikuleret offentligt – var ’den virkelige’. Den gik ud på at prikke hul i ’terrorboblen’ – ja, du læste rigtigt – der havde vokset sig stor op gennem 90erne. Boblen bestod af folk, som mente, at det var OK at smadre fly ind i WTC; at begå ”selvmordshandlinger” på israelske diskoteker; at betegne disse terrorister ’martyrer’; at donere penge til dem gennem religiøse organisationer. Den frie verden var nødt til at punktere denne boble, og den eneste måde det kunne gøres på, var ved at lade de brodne kar i den arabiske verden vide, at også Vesten var parat til at kæmpe og dø for vores åbne samfund. Ja, ja, jeg ved godt, at det er meget udiplomatisk formuleret, men mon ikke de fleste til gengæld forstod beskeden?Og…Noget kan godt være rigtigt, selv om Kofi Annan og gamle, støvede liberale grundbøger mener det er skrupforkert…OK?Ooog…Lad så venligst vær med tro på al den fordrukne schludder om, at krigen mod terror ikke har haft nogen effekt…OK?

    Svar
  4. Repsak

    SELVOM diskussionen om hullet i terror-boblen er nok så relevant og efter min bedste overbevisning en korrekt antagelse, så tillader jeg lige at vende tilbage til lederskribenterne og de ledende journalister på Berlingske Tidende, der med deres reaktionære post-kommunistiske vrøvl helt har misforstået deres rolle.Berlingske Tidende burde være en konservativ oase i en kulturradikal ørken. Men ak. Modet mangler fuldstændigt.Berlingske Tidendes yndlingsaversion (Læs: Bush) er et symptom på en sygdom, der desværre kan blive dødelig for den gamle tante. Og punditokraten har helt ret, når han nævner dækningen af Bush administrationen. Mest udtalt synes jeg nu nok, det var under valgkampen i 2004.I august 2004 førte Bush for første gang over Kerry. Det viste en meningsmåling foretaget af Los Angeles Times. Man skulle tro, det var en nyhed, Berlingske Tidende med deres konservative udgangspunkt ville kaste sig over. Men når det gik godt for Bush – og skidt for Kerry – var det slet ikke interessant at rapportere fra den amerikanske valgkamp.Årsagen til at præsidenten tog føringen, kunne til en vis grad findes i de kritiske reklamer, som kritiserede Kerry’s soldatertid i Vietnam og efterfølgende modstand mod Vietnamkrigen. Den ene af reklamerne viste sig at være direkte løgn, imens den anden, der kritiserede Kerry for at have kaldt sine soldaterkammerater for krigsforbrydere i en høring i senatet i 1971, principielt havde sin rigtighed. Den historie hørte vi alle. Men vi hørte aldrig om Bush’ gode meningsmålinger. I stedet blev vi tudet ørerne fulde om, at præsidentens folk muligvis havde meget nære forbindelser til Vietnam-veteranerne, der indsatte reklamerne, og at reklamerne derfor ville ramme Republikanerne som en boomerang. Den sædvanlige klagesang. Men det skete som bekendt ikke. Historien var slet ikke så enkel. Kerry viste svaghedstegn allerede efter Demokraternes konvent. Ikke mindst Kerrys tale blev ellers skamrost af medierne. I Danmark var hans tale ligefrem forsidehistorie – hvilket i sig selv siger alt om dækningen. Men lige lidt hjalp det, selvom et parti normalt stiger med ca. 10 procentpoint efter et veltilrettelagt konvent. Det gik nærmest lige modsat. I de mest positive meningsmålinger gik Kerry frem med 3 procentpoint. I andre var Kerry ligefrem gået tilbage. Danskerne tumlede med udfaldet… Man blev nærmest helt forskrækket. Ikke siden 1972 var et parti gået tilbage efter et konvent. Og 1972 skræmte naturligvis. I 1972 tabte Demokraternes George McGovern som bekendt stort til Præsident Nixon. Hørte forskerne, journalisterne, Berlingskes lederskribent og hele Politikens hus, hvad man ville høre – eller hørte amerikanerne bare ikke det samme som de danske journalister? Svaret burde give grund til eftertænksomhed. Ikke mindst når man så tydeligt favoriserede den demokratiske kandidat over den siddende republikanske. Men det gjorde det ikke.

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg er enig med Repsak i meget andet, men det er–som Kjerulf også siger–lidt forkert at hævde, at Bush først førte over Kerry fra efter Swift’ernes reklamer. Eller rettere Det er en halv sandhed.Jeg fulgte selv hele året hver eneste meningsmåling, og dette diagram har endnu flere med end RealClearPolitics.com (som iøvrigt derudover er et fremragende website):http://www.sam.sdu.dk/~pkk/BushvKerry2004.jpg(Grafen skal lige køres op i fuld skærmstørrelse, før den er helt tydelig.) Her er blå = Bush eller rød = Kerry; de enkelte punkter er enkelt-målinger; de tynde linier forbinder disse, og de tykkere streger er rullende gennemsnit. Det er korrekt, at Bush kun førte klart og tydeligt efter august–men det er til gengæld også klart, at 1) ingen af de to kandidater i længere tid førte med et forspring på mere end den statistiske usikkerhed, og 2) at det næste hele foråret, var Bush, der lå marginalt bedre end Kerry. Sidstnævnt kom inden august kun marginalt foran ved to lejligheder: Abu Ghraib afsløringerne i foråret og i juli i.f.m. nomineringen af Edwards/Demokraternes konvent. Da det første ikke var Kerrys fortjeneste, og det andet kun var det generelt sete fænomen (at et partis kandidat går frem i.f.m. konventet), burde man allerede primo august kunne have fastslået (hvad der også var folk, der gjorde), at Kerrys kandidatur var meget skrøbeligt. Efter Swift-reklamerne, men endnu mere efter Republikanernes konvent ultimo august/primo september, lå Bush ret systematisk, omend ikke solidt, foran Kerry. Det gjaldt også i.f.m. debatterne og den sidste uge.Billedet er endnu klarere i denne graf (som også skal køres op i fuld skærmstørrelse):http://www.sam.sdu.dk/~pkk/BushWinRatio2004.jpgDen angiver, hvor ofte Bush “vandt” over Kerry, d.v.s., hvis Bush var foran Kerry fik Bush “1”, var han bagud fik han “-1”, og lå de lige, fik han “0”.Men … dette var slet ikke billedet, som de danske medier gav. Her lød det gragiveligt som om, at Bush var bagud hele året, lige fik den hevet hjem qua bisse tricks i august, herefter var bagud igen og kun med nød og næppe trak den hjem på valgdagen.Et mere nuanceret billede er, at Bush og Kerry lå historisk uhørt tæt det meste af året, men at Bush alt andet lige lå solidt til at vinde.

    Svar
  6. kjerulf

    Kære repsak,Du skriver at “I august 2004 førte Bush for første gang over Kerry.” Måske er det rigtigt isoleret set for de analyser, der bringes af LA Times. Men i en bredere analysesammenhæng passer det ikke, se barehttp://www.realclearpolitics.com/Presidential_04/chart3way.htmlDu siger at Swift Boat-veteranernes angreb på Kerrys militærtjeneste “var direkte løgn”. Hvad er din kilde til det? Boston Globe, der om nogen må siges at være Kerrys hjemmebaneavis, lavede en analyse af swiftiernes krav og konkluderede, at der faktisk var en del om snakken. Kerrys tale til senatet i 1986 om sin juleaften i Cambodia, som var genstand for en af swiftiernes reklamer, er pillet fra hinanden som det rene opspind. Og Kerry har stadig ikke villet frigive sine militærpapirer, frem for alt det første sæt hjemsendelsespapirer.Det er rigtigt at Swift Boat Veterans for Truth var det første alvorlige hug til Kerry. Men det blev ikke ved det. Primo september havde vi så Rathergate, der blev fuldstændig forbigået i danske medier. Og kort før valget havde vi så Qaqagate, hvor kun den fabrikerede skandalehistorie blev vist, men ikke afdækningen.Det amerikanske MSM gjorde virkelig hvad de kunne for at ikke bare koste Kerry sejren, men også forpeste klimaet for demokrater i flere år fremover. Flot klaret, når deres hensigt jo var det helt modsatte!

    Svar
  7. Repsak

    Bare lige en kort bemærkning. Når jeg skrev, det var direkte løgn, var det fordi en af reklamerne (jeg mener den første) benægtede, at hans betaljon var blevet beskudt.Det betyder dog ikke, at jeg ikke mener, det var helt i orden at spørgsmålstegn ved hans karriere i øvrigt. Det skulle man da selvfølgelig, når Kerry så bevidst brugte sin militære tjeneste i valgkampen.LA Times’ måling var blot et eksempel på en avis, der i lang tid havde kørt meningsmålinger med Kerry i førersædet. Nu var der et flertal for Bush, og ingen bed mærke i det. Jeg var ganske enkelt forbløffet over, at meningsmålinger i Bush’ favør blev forbigået i Berlingske Tidende.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.