Får vi et psyko-angreb på det liberale projekt?

Blandt økonomers yndlingsbeskæftigelser har altid været at finde måder hvorpå "markedet" kan "fejle."  Med "markedet" har de traditionelt ment tekstbøgernes ultra-stiliserede model af det perfekte marked, modellen af fuldkommen konkurrence.  Holdt op mod dén standard må stort set alle former for økonomisk aktivitet i den virkelige verden i sagens natur "fejle."   Det er det som den store (og her taler vi virkelig store, milevidt over, fx, Thomas Sowell) Chicago-UCLA-økonom, Harold Demsetz har kaldt "Nirvana-fejltagelsen."

Alt for få økonomer har været opmærksomme på det logisk problematiske i at vurdere den virkelige verden direkte i forhold til en så voldsom abstraktion som fuldkommen konkurrence-modellen. Fra omkring 1920 (mere præcist fra Arthur C. Pigous arbejder indenfor økonomisk velfærdsteori) har de derfor set markedsfejl "here, there and everywhere."  Der har dog været mindre vind i sejlene for markedsfejl-tankegangen i de seneste årtier, af årsager som vil være læsere af Punditokraterne bekendte: Argumenter af monetaristisk, nyklassisk, østrigsk, public choice, property rights, etc. karakter har dæmpet manien, selvom fremtrædende mainstream-økonomer som (nobelpristageren) Joseph Stigligtz fortsat ser markedsfejl på samme måde som Foucault ser magtrelationer — altså overalt. 

Det har været karakteristisk, at økonomer når de har talt om markedsfejl for så vidt har respekteret økonomis disciplinære grænser. Og markedsfejl har været noget der har vedrørt interaktionen mellem agenterne, snarere end agenterne selv.  Agenter har således hele tiden været rationelt maximerende og haft pæne præferencer.  Det er når de er begyndt at handle sammen, at det går galt, ifølge de traditionelle modeller.

Det har ændret sig gennem det seneste tiår, indtil for nylig snigende, men nu med fuld styrke. Årsagen er en massiv invasion af psykologi i økonomi.  Der sættes nu fuld fokus på agents kognitive udstyr og på hvad der forårsager motivation og ændringer i denne. Flagskibstidsskrifter som Journal of Economic Perspectives har publiceret stribevis af artikler om dette de senere år.  Nobelprisen i økonomi tildeltes i 2002 Daniel Kahnemann som en passende markering af den voksende betydning af psykologisk forskning for økonomisk teori.

Meget af dette er udmærket. Økonomisk teori handler blandt om interaktion mellem få agenter og her har psykologi sikkert meget at tilbyde.  Der er givetvis også en del af laboratorieeksperimenterne der kan generaliseres (omend der netop her er svagt punkt for denne type forskning). Det virker troligt, at det er vanskeligt for de fleste at håndtere sandsynligheder, at det kan gøre en forskel hvordan et beslutningsproblem "frames" (fx om det hedder "50%" eller "½" eller "0.5"), etc. Men der kan anes en markant underliggende interventionistisk dagsorden i hele projektet, og her kan der være grund til at råbe vagt i gevær. 

På samme måde som økonomer har set markedsfejl overalt, har socialpsykologisk forskning været besat af at finde fejl og biases i beslutningstagen. Det er blevet til blandt andet the attribution bias, the impact bias, distortion bias, loss aversion bias, status quo bias etc. etc. 

Også denne tankegang kan kritiseres for at evaluere virkelig beslutningstagen i forhold til et urealistisk ideal (nemlig den såkaldte "forventet nytte-model"). Det er Nirvana-tankegangen igen. Måske skulle man snarere se på de til dels evolutionært funderede strategier som virkelige aktører anvender for med rimelig succes at handle i en kompleks og dynamisk verden.  Men bundlinien er at disse "fejl" kan retfærdiggøre intervention i markedet på ny vis: Hvis folk begår systematiske fejl, er ude af stand til at forstå og evaluere sandsynligheder, systematisk undervurderer fremtiden, og så videre, så er ballet jo åbnet for dirigiste smagsdommere af enhver art, der tror sig bedre informerede og mere kompetente.  Det passer selvfølgelig som hånd i handske til en tiltagende psykologiseret offentlig diskurs og på en velfærdsstat der i voksende grad defineres i terapeutiske termer. (Blair-regeringen sysler allerede med ideer inspireret af lykke-forskning, der er beslægtet med den nye psykologiske bølge i økonomi). 

Det kan være værd at tænke over hvad den liberale respons er (bør være) på dette.  Et sted at begynde kunne være at påpege at meget af forskningen synes baseret på en irrelevant Nirvana-tankegang og generelt har for meget mistillid til folks kognitive kapaciteter (se fx Stanovichs arbejder). Det er helt uklart i hvilket omfang man kan generalisere laboratorium-findings.  Man kunne også pege på konsekvenserne: Tænk hvis fx domstolene begynder at tage disse argumenter alvorligt (det er der amerikanske jurister der mener de skal). Hvor bliver ansvar, skyld, selvstændighed, og fornuft af hvis alle vores tankeprocesser og vores beslutningstagen er skudt igennem med biases af enhver art?  Der er potentielt tale om et massivt psykologisk-funderet angreb på kernen i det liberale projekt. 

3 thoughts on “Får vi et psyko-angreb på det liberale projekt?

  1. Nicolai Foss

    @JR, Vi er nok mere enige end du tror (at dømme efter hvordan du skriver), men prøv at checke Gul & Pesendorfers paper, “The Case for Mindless Economics” (klik “interventionistisk dagsorden” i min postering)for at se at det ikke er så enkelt mht i hvilket omfang økonomisk teori skal inddrage disse psyko-findings som din kommentar giver indtryk af. Iøvrigt har jeg selv skrevet en række artikler hvor jeg prøver at vise hvordan denne type psyko-forskning kan berige visse områder af den økonomiske teori — så det er slet ikke fordi jeg hader den. Den er bare meget fragmenteret og har måske ikke den teoretiske — og politiske — rækkevidde som dens fortalere tror.

    Svar
  2. JR

    “På samme måde som økonomer har set markedsfejl overalt, har socialpsykologisk forskning været besat af at finde fejl og biases i beslutningstagen. Det er blevet til blandt andet the attribution bias, the impact bias, distortion bias, loss aversion bias, status quo bias etc. etc. Også denne tankegang kan kritiseres for at evaluere virkelig beslutningstagen i forhold til et urealistisk ideal (nemlig den såkaldte “forventet nytte-model”). Det er Nirvana-tankegangen igen.”Er et af hovedformålene med økonomisk teori ikke at opstille så præcise modeller som muligt? Alle modeller hviler på en række grundantagelser. Hvis disse antagelser viser sig forkerte bør modellerne korrigeres så de kan beskrive virkeligheden (mere) korrekt. Hvis man kan kvantificere ovennævnte biases skulle det vel være muligt at indbygge (de vigtigste af) dem i modellerne.Et eksempel fra fysikken på en korrektion af en allerede eksisterende teori er da Einstein opdagede relativitetsteorien. Den er en korrektion til den klassiske mekanik. Samme Einstein sagde i øvrigt følgende: “Everything should be as simple as it is, but not simpler.””Måske skulle man snarere se på de til dels evolutionært funderede strategier som virkelige aktører anvender for med rimelig succes at handle i en kompleks og dynamisk verden.”Nu er jeg ikke økonom, men hvis jeg var ville jeg da anvende disse erfaringer til at finde ud af hvordan jeg kunne korrigere de grundlæggende modeller så de beskriver den komplekse og dynamiske verden bedre.”Der er givetvis også en del af laboratorieeksperimenterne der kan generaliseres (omend der netop her er svagt punkt for denne type forskning).”Enig. Men det kan jo i mange tilfælde undersøges.”Det kan være værd at tænke over hvad den liberale respons er (bør være) på dette. Et sted at begynde kunne være at påpege at meget af forskningen synes baseret på en irrelevant Nirvana-tankegang og generelt har for meget mistillid til folks kognitive kapaciteter (se fx Stanovichs arbejder). Det er helt uklart i hvilket omfang man kan generalisere laboratorium-findings.”Det er klart, at denne forskning skal kritiseres for sine svagheder. Til det hører imidlertid også at undersøge om forskningen virkelig holder. Hvis den gør det, må økonomerne jo tage ved lære af det.

    Svar
  3. Peter Buch

    Naturligvis er ballet åbent. Ellers er det en lukket fest.”Hvis folk begår systematiske fejl, er ude af stand til at forstå og evaluere sandsynligheder, systematisk undervurderer fremtiden, og så videre, så er ballet jo åbnet for dirigiste smagsdommere af enhver art, der tror sig bedre informerede og mere kompetente. Det passer selvfølgelig som hånd i handske til en tiltagende psykologiseret offentlig diskurs og på en velfærdsstat der i voksende grad defineres i terapeutiske termer.”Som næsten historisk kandidat satte jeg i 1993 en annonce i Søndags-avisen under Nærkontakt med overskriften “Hvem er de raske” hvor jeg søgte deltagere nævnt med betegnelser som “edb-ekspert” ,”læge med indsigt i sygdom gennem historien”, “psykolog”, “statistiker” og lignende til et projekt. Der kom svar fra en edb-mand der tilsyneladende søgte et reelt job og en psykolog med afsenderadresse hos Den Danske Lægeforening der vist mere synes annoncen var interessant end ude efter at følge op på det stillede spørgsmål.Efter jeg havde svaret, at der ikke var et projekt med job til edb-manden og psykologen fik at vide at det var et eksperiment, hørte jeg ikke mere til hende i hvert fald.” Hvor bliver ansvar, skyld, selvstændighed, og fornuft af hvis alle vores tankeprocesser og vores beslutningstagen er skudt igennem med biases af enhver art? Der er potentielt tale om et massivt psykologisk-funderet angreb på kernen i det liberale projekt.”At der er tale om at menesker ikke opfører sig logisk til eget eller andres bedste altid er måske noget, der kan indgå på forskellig vis i udvalgte områders udforskning- men begrænsning af faktorer, ja decideret fravalg af potentielle medvirkende faktorer i undersøgelsers grundlag kan vel være nok så rigmelig og velbegrundet af flere årsager- blandt andet for klarhedens skyld.Det liberale projekt kunne- som det aktuelle eksisterende med en stor offentlig sektor og stor offentlig finansiering- omfatte meget og samtidig sætte grænser hvor det af de pågældende indvolverede aktører blev set som værende fornuftigt.Når jeg som privatperson for eksempel støtter Cepos er det fordi jeg synes at offentlig finansieret virksomhed på de fleste områder er ufornuftig, privatisering og privat drevet initiativ på mange områder det bedste valg, og den blotte eksistens af et selskab der fremfører dette en nødvendighed i den aktuelle situation. At der under fællesoverskriften “det liberale projekt” kan være synspunkter der indebærer rigid regulering skal man nok ikke glemme, men derimod blot med sine valg, initiativer og investeringer arbejde endnu mere for hvad man nu engang ser som den “rigtige” individ- og samfundsgavnlige liberalisme.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.