Dette debatindlæg blev skrevet i august i år men faldt åbenbart ikke JPs debatredaktions smag, hvorfor jeg med nogen forsinkelse bringer det her:

Den 17. august i år afgav FNs Komité mod Racediskrimination (Komitéen) sine konkluderende observationer vedrørende Danmarks overholdelse af FNs Konvention til Afskaffelse af Racediskrimination (Konventionen).

Konventionen der tråde i kraft i 1969, var primært resultatet af, at en lang række nyligt uafhængige afrikanske og asiatiske stater ønskede at markere en klar afstandtagen fra den systematiserede racisme, flere af deres tidligere europæiske koloniherrer havde indført i disse stater. Konventionen var samtidig ment som et instrument mod de apartheidstater, der på daværende tidspunkt stadig fandtes i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe).

Som et bolværk mod egentlig racemæssig apartheid kan man (på trods af en række uhensigtsmæssige bestemmelser) godt have sympati for Konventionen. Med denne funktion for øje burde den således ikke udgøre et problem for vestlige stater baseret på konstitutionalisme og retsstatsprincipper, herunder den formelle lighed for loven, kerneprincippet i vestlig retstradition.

Som det er sket med mange andre FN-konventioner har Konventionen imidlertid fået et langt bredere fokus end dets oprindelige og mere afgrænsede sigte. Gennem Komitéens fortolkning har Konventionen bevæget sig i en retning, der ikke bare er uden hold i vestlig retstradition, men ofte i lodret modstrid dermed. Lad mig pege på en række punkter.

Med afsæt i Muhammed-krisen anfører Komitéen bl.a., at “ytringsfriheden medfører særlige pligter og ansvar”, og opfordrer Danmark til at tage resolut handling mod racistiske og hadske ytringer og retsforfølge selv mindre udslag af sådanne. Med andre ord så Komitéen gerne ytringsfriheden begrænset når det kommer til ytringer, der i dens optik kan fortolkes som racistiske eller diskriminerende.

Til det er der at sige, at anklagemyndigheden kunne have valgt at have indledt retslige skridt mod Jyllands Posten (JP). Det ville så afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt JPs ytringsfrihed ville have været krænket. Men der kan, bortset fra helt ekstreme tilfælde, såsom direkte opfordringer til eller trusler om vold, ikke ud fra en menneskeretlig betragtning siges at eksistere en positiv forpligtelse for staten til at straffe dens borgere for deres anvendelse af ytringsfriheden.

Komitéens fortolkning er et typisk eksempel på moderne menneskerettighedsfortolkning, som ikke længere fokuserer så meget på at begrænse statens magtmisbrug, men i stedet på aktivt at skabe en idealiseret verdensorden baseret på en menneskerettighedstilgang. Sådanne forsøg på at anvende menneskerettigheder aktivistisk, snarere end som en begrænsning, må dog uvægerligt og konstant skabe kolliderende “rettigheder”, hvis interne vægtning og prioritering kun kan fastlægges på vilkårlig vis.

Dette medfører en usikker retsstilling og en udhuling af klassiske frihedsrettigheder, der over adskillige århundreder har stået deres test i praksis, til fordel for abstrakte og fortænkte programerklæringer, uden praktisk eller historisk forankring.

Komitéen kritiserer endvidere Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at sikre etniske og religiøse minoriteters kulturelle rettigheder, når det kommer til offentlig undervisning, kultur og information. Det kræver en særdeles kreativ fortolkning, at karakterisere manglen på kulturelle særrettigheder, som udtryk for statslig racisme af den slags, som burde være Komitéens egentlige fokus.  Endvidere afslører kritikken, at komitéen ikke opfatter mennesker som individer, men derimod alene som værende del af grupper.

Skulle Komitéens anbefalinger tages alvorligt, ville det være ensbetydende med, at det var en menneskeret at leve i et statsstøttet multi-kulturelt samfund, hvor ingen kultur kan siges at være bedre end andre. Det ville være et uacceptabelt og fundamentalt brud med bl.a. danske undervisningsprincipper, som i offentligt regi naturligvis i overvejende grad skal reflektere den vestlige tradition, Danmark er en del af.

Havde Danmark forbudt minoriteters alternative undervisning på privat og friskoler, kunne man med rette kritisere Danmark for at undertrykke minoriteter. Men netop dette alternativ sikrer, at forældre, indenfor brede rammer, kan opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Komitéens insisteren på statsligt indførte kulturelle særrettigheder for minoriteter er i virkeligheden et brud med den lighed for loven, som burde være Komitéens faste pejlemærke. Sådanne særrettigheder gælder jo per definition kun for en adskilt gruppe baseret på etniske, religiøse eller lignende kriterier, hvilket er præcis, hvad Konventionen burde modvirke. Lighed for loven bør gælde for alle uanset om man er minoritet eller ej. I modsat fald er døren åbnet for den kulturelle relativisme og vigtige grundprincipper vil dermed være i fare.

Endelig beklager Komitéen sig over, at Danmark ikke har gjort Konventionen til en del af dansk ret. Det er dog værd at bemærke, at ingen andre stater har valgt at tage sådanne skridt. Det faktum må siges at være det klareste udtryk for, at Komitéen har mistet retningssansen. Man har skabt et projekt, der er blevet løsrevet fra de retstraditioner menneskerettighederne er udsprunget af, en tradition der er forudsætningen for menneskerettighedernes rolle som garant for det åbne samfund baseret på lighed for loven.