Hermed lidt genbrug: Min klumme fra lørdagens Berlingske Tidende (som iøvrigt kommer i en meget længere udgave, der også indeholder en analyse af Fogh-regeringen, i en bog, som CEPOS udgiver ultimo oktober):

Skatten stiger uanset regeringens farve

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., statskundskab, Københavns Universitet

I disse uger er det et kvart århundrede siden, at Poul Schlüter i spidsen for en frisk, ny regering afløste en nedslidt socialdemokratisk regering, som under Anker Jørgensens ledelse havde bragt landet til det, som en socialdemokratisk finansminister kaldte »afgrundens rand«.

Sølvjubilæet for det, som mange troede skulle blive en kortvarig undtagelse, er allerede blev mindet af mange som noget positivt. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men sandt er det, at der blev foretaget reformer, som alt andet lige må bedømmes positivt i det lange perspektiv: En mere ansvarlig finanspolitik, en begyndende afvikling af en række unødvendige offentlige monopolvirksomheder, medlemskab af EFs indre marked og en – om end med møje og besvær – mere troværdig linie i udenrigspolitikken.

Men hvad der i denne tid ofte glemmes mellem alle skåltalerne er, at de 11 år i hvert fald på et for borgerlige så centralt punkt må opfattes som en eklatant fiasko: Da Schlüter gik af, var danskerne – når alt kommer til alt og andre succeser ufortalt – uomtvisteligt et mere beskattet og mere reguleret folkefærd, end da han kom til. Pudsigt nok synes det samme at være tilfældet også med Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001.

Er man i tvivl om sandhedsværdien af dén vurdering, kan man såmænd blot iagttage én væsentlig indikator: Udviklingen i skattetrykket fra 1971 til 2005. Som helhed steg skattetrykket i den periode fra 42-43 pct. til 50 pct. Det mål kamuflerer i en vis forstand, hvor drastisk udviklingen har været, al den stund at samfundsøkonomien er vokset så meget, at den overskygger en ganske gevaldig stigning i skatterne. Men tager man målestokken for gode varer og ser på, hvordan henholdsvis borgerlige og socialdemokratiske regeringer påvirkede skattetrykket, får man et lidt broget billede. I begyndelsen af 1970erne, hvor regeringsmagten skiftede hyppigt, var skattetrykket uændret eller endog svagt faldende. Under Anker Jørgensens regeringer, som finansierede udgiftsstigninger med store lån, steg skattetrykket et par point til 43-44 pct. (mens det offentlige forbrug altså steg væsentligt mere). Under Schlüter, hvor man prøvede at standse gældsætningen, steg skattetrykket yderligere med 4-5 pct.point til 47-48 pct. Under Nyrup fossede pengene som bekendt ud af de offentlige kasser, men en generel økonomisk vækst sørgede samtidigt for, at pengene også fossede ind, så skattetrykket som helhed var uændret. I Fogh Rasmussens første regeringsperiode steg skattetrykket et par point til ca. 50 pct.

Deler man perioden op i enkeltår og ser på, hvem der har været ved regeringsmagten størstedelen af det foregående år (hvor de fleste beslutninger tages), er der nogen, men beskeden, forskel på regeringsfarven: Under borgerlige regeringer er skattetrykket steget med gennemsnitligt 0,2 pct. pr. år, mens det under venstreorienterede er steget med gennemsnitligt 0,7 pct. pr. år. Men ser man i stedet på, hvem der haft regeringsmagten i størstedelen af de pågældende år (snarere end det foregående), får man næsten det modsatte billede: En gennemsnitlig vækst i skattetrykket på 0,9 pct. pr. år med borgerlige regeringer og omvendt blot gennemsnitligt 0,1 pct. i år med venstreorienterede statsministre. Tilsammen gør dét det svært at sige noget eksakt om forskellene mellem borgerlige og venstreorienterede regeringer – andet end at skattetrykket gennemsnitligt stiger, uanset hvem der har magten.

Men holder man in mente, at Hartlings »smalle« regering 1973-75 førte en kortvarig men ganske stram krisepolitik, og udelader man dén fra regnestykket, får man i stedet, at den gennemsnitlige, årlige stigning i skattetrykket under de resterende borgerlige regeringer har været på 0,7-0,8 procentpoint – altså på niveau med eller endog over udviklingen under statsministre som Anker Jørgensen og Nyrup.

Kan man kalde det en succes? Den liberale økonom og filosof F. A. Hayek skrev engang, at det at blive kontrolleret i ens økonomiske aktiviteter er »at blive kontrolleret i alt«. Eller sagt på en anden måde i nærværende kontekst: Det kan godt være, at der er mere i dansk politik end skatter alene, men når alt kommer til alt, er borgernes mulighed for at disponere over egen indkomst efter egne ønsker dog den vigtigste af alle parametre til at skille borgerlige fra socialister.

Anskuet sådan er konklusionen klar: Set isoleret og i det store perspektiv, er der intet, der tyder på store, entydige forskelle på borgerlige og venstreorienterede regeringer. Intet tyder på, at skattetrykket falder under borgerlige regeringer; snarere stiger det i længden altid, og de borgerlige hjælper heller end gerne til.