I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.
Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.
Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.
I beg to differ.
Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;
“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”
(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )
der også bemærker, at
“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its non-hazardous forms”
Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.
Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.
Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.
Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.
Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?
Ja, der er en hel del, der er uenige, mig inkluderet. Supplerende betragtninger her:http://econstudentlog.wordpress.com/2007/05/29/hvad-er-der-moralsk-forkasteligt-i-b%C3%B8rnearbejde/
Hej Niels,Du rammer efter min mening virkelig plet hele vejen igennem. Man skal ikke glemme at vi selv har kæmpet med mange af de problemer udviklingsøkonomierne i dag kæmper med.Den politisk korrekte holdning til børnearbejde herhjemme er jo desuden sjovt nok udelukkende fokuseret på eksportindustrier – børn der syr Nike sko. Man er mere interesseret i ulykken den vestlige producent er skyld i end offeret. Det handler om personlig frelse. Man hører aldrig om børn, der går i marken 8 timer om dagen, og høster ris som basis for familiens eksistensgrundlag. gad vide om folk forstår den situation bedre? Og det er her filmen knækker. Hvis børnene og deres familier er bedre stillet ved at sy sko og købe ris på det lokale marked, hvor er så problemet?Men at tro at et problem skulle stilles sagligt op, belyses fra alle sider, og udsættes for saglig journalistisk research på DR (og måske også SVT?), er nok i virkeligheden lige så naivt som at tro at børnearbejde er det samme som tvangsarbejde.
Havde det ikke været for lortearbejdsforhold, havde vi jo ikke haft I-lande i dag.
Det måske kan interessere læserne, at en som Christian Friis Bach har skrevet meget af det samme om at forbyde børnearbejde: http://www.friisbach.dk/fileadmin/cfb/TheGlobalEU/DetGlobaleEU.pdf“Det er nemlig ofte en handelsboykot, vi griber til, når vi ser TV-udsendelser med 10-årige, der knytter ægte tæpper. Men igen er det sjældent den mest effektive løsning, og det kan endda være en løsning med uheldige bivirkninger på kort sigt. I 1992 og 1993 forsøgte den amerikanske senator Tom Harkin at få vedtaget et forbud mod import af produkter til USA, hvis de var fremstillet med brug af børnearbejdere. I Bangladesh blev reaktionen dramatisk. Omkring 50.000 børn blev fyret. Den umiddelbare konklusion ville være, at aktionen var en succes, og at handelsredskabet var effektivt. Men da en række internationale organisationer satte sig for at finde ud af, hvad der var sket med børnene, var resultatet nedslående. Børnene blev fundet i stenbrud, som gadetiggere og som prostituerede – alt sammen arbejde, der var endnu værre end arbejdet i tøjindustrien”. Der er endvidere et interessant interview med den camerounske forsker, Sylvain Dessy, i det quebecske L´actualité, der bør kunne gøre indtryk på mange velmenende danskere, uanset politisk overbevisning. Dessy er ikke blot selv tidligere børnearbejder, han kan også fortælle om personlige erfaringer med fagforeningsfolk i Bangladesh (sikkert i samme sag som Friis Bachs ovenstående), der indtrængende opfordrede aktivister til ikke at boykotte tøj fra landets væverier.http://www.lactualite.com/article.jsp?content=20051208_153836_5504“Du point de vue des pauvres, le travail de ces enfants était peut-être un mal nécessaire. Pas une calamité.Aujourdhui, vous ne trouverez plus de syndicats au Bangladesh qui veuillent sassocier à cette croisade. Et les Bangladais que jai rencontrés qui militaient pour de meilleures conditions des travailleurs demandaient tous aux altermondialistes et syndicalistes de chez nous de ne pas boycotter, sous pareil prétexte, les vêtements made in Bangladesh fabriqués pour les Wal-Mart et autres grands importateurs. Cela reviendrait à leur enfoncer la tête sous leau pendant quils tentent dapprendre à nager”.
Jeg er fuldstændig enig i børnearbejde ikke nødvendigvis behøver at være så skadeligt, men der er blot én nuance som ovenstående glemmer.En mand på 30 har kan gribe til våben og smide sine tyranner ud.Et barn på 9 år har ingen chance for at sætte sig i modværge eller gøre oprør.
og til det er der vist kun at sige…….øøøhh……oui?
Der står: Fra de fattiges synspunkt er disse fattige børns arbejde måske et nødvendigt onde. Ikke en katastrofe. Idag finder man ingen fagforeninger i Bangladesh, som ønsker at tilslutte sig dette korstog [velmenende aktivisters kostog mod børnearbejde]. Og de bengalere, jeg har mødt, som kæmpede hårdt for bedre forhold for arbejderne, bad alle som én solidaritetsaktivisterne og fagforeningsstøtterne i vores lande om uanset hvad ikke at boykotte tøj mærket “made in Bangladesh” fabrikeret til Wal-Mart og andre store importører. Det ville svare til at dukke deres hoveder ned under vandet, mens de forsøgte at lære at svømme.
Jeg ved godt man ikke på nogen måde kan sammenligne, men faktisk arbejder en stor del af de lidt ældre danske børn. Og det skulle såmænd ikke undre mig om ikke deres samlede arbejdstid (inklusive skole) idag er betragtelig længere end den var i min barndom, da i alle tilfælde bondebørnene ikke holdt ferie i ‘kartoffel ferien’.