Hvis denne gamle mand var Søren Pind, ville han godt nok begynde at lede efter udgangen. Det er slemt, når ens partis såkaldte chefstrateg, varmluftsballonen Claus Hjort Frederiksen, for åbent kamera siger, at Pind skal tage at holde sin kæft, og at han har taget fejl i syv år. Det er værre, når ens mere respekterede (og frygtede) partileder siger, at Søren Pind er Søren Pind og repræsenterer kun Søren Pind, og at han ofte blander sig i ting, der ikke kommer ham ved, men at det i øvrigt ikke gør noget, “fordi det betyder overhovedet ingenting, hvad Søren Pind siger”. Og når det alt sammen skyldes en lille, ligegyldig blog-kommentar, så er klokken for alvor faldet i slag.
Pind har altid været overvejende positiv for de liberale kræfter, fordi han som regel på samme tid har haft en så god kombination af store ambitioner og en så udpræget mangel på Fingerspitzgefühl, at han (næsten) aldrig har været bange for at tage slagsmål, når det gjaldt en god sag. Måske fordi det gav ham offentlig opmærksomhed, han kunne bruge i sin politiske karriere måske fordi han troede oprigtigt på det. Men han tog “the blows”, hvilket er mere, end man kan sige om mange af hans jævnaldrende (og ældre) partifæller.
Men ovenpå denne weekend, må man konkludere for at låne et udtryk at der er ikke noget at komme efter. Måske det blot var spin-doktorers forsøg på at få afsporet noget medieopmærksomhed, væk fra AFR og LLR. Men signalet er klart: Pind får aldrig på denne side af sin 50 års fødselsdag (eller 60 eller 70 års måske) en fremtrædende post i Venstre. Not gonna happen.
Han kan naturligvis håbe på det bedste, og så anlægge den til tider noget populistiske og svagt skingre linje, man det sidste år eller to har set i flere af hans forsøg på at nå tilbage til en eller anden form for anerkendelse fra højeste sted.
Men det sker ikke. Søren Pind skal bare se på sig selv, og så se på Jens Rohde – vurdere deres respektive kvaliteter, og se på hvordan de hver især er blevet behandlet efter, at de har dummet sig. Eller se på opbakningen bag liberale synspunkter, når partiledelsen er imod.
Hvis dét er linjen fra den nuværende (og kommende) ledelse i partiet, hvad er der så tilbage at håbe på? Hvad er der at vinde ved at blive, og hvad er der egentlig at tabe ved at gå?
Hvis Søren Pind har et modikum af selvrespekt og ambitioner og idealer tilbage, så går han, smækker med døren høfligt men højlydt, og søger så om optagelse i Liberal Alliance. Dér har de brug for ham han ville både kunne spille en vigtig og højtprofileret rolle, og så ville han øvrigt som det fjerde folketingsmedlem skaffe LA den mistede sekretariatsstøtte tilbage . . . .
I Venstre har de tydeligvis ikke (mere) brug for ham, og partiet er formodentlig for (mindst) en generation eller halvanden tabt på gulvet for enhver form for liberal politik.
Og jo, at melde sig ind i LA, kan muligvis betyde, at Pind ryger ud ved næste valg eller måske at det lykkes LA at komme ind. Men at ryge ud, fordi man trækker en åndelig streg i sandet, er dog et hæderligt alternativ i forhold til at sidde på bageste række og være stemmekvæg for en samling uforskammede opportunister på første række.
PS. Man kan lave en lille mental quiz, hvis man endnu tror, at Pind har noget at vinde ved at blive i Venstre: Partiets ledelse har naturligvis kunnet imødese at ved at skælde så hårdt ud på Pind for noget, der reelt ikke er en brøde, er der i praksis kun to mulige udfald. Enten får det manden til at gå – “med andre ord har vi taget højde for det, og vi er altså ligeglade!” Eller også bliver han – “og så ved vi i hvert fald, at vi ikke skal forvente nogen problemer med ham i fremtiden”.
Søren Pind hylder Reagan på sin blog samtidig med at han er udenrigspolitisk ordfører for et af danmarkshistoriens mest USA-ukritiske partier. Historisk horisont – som jo ellers er noget man angiveligt er meget ivrig efter at indpode i befolkningen – er åbenbart ikke noget man behøver for at kunne bestride en sådan post. At man på denne side kalder en mand liberal, som åbenlyst støtter en tidligere præsident, som kuppede sig til magten ved at forlænge gidselkrisen i Iran ved at betale en iransk emissær 100 mio. dollars og love iranerne, at sælge dem våben efter magtovertagelsen, og som forøgede den national gæld fra $85 mia. – $283 mia. er endnu en gåde. Men tillykke med det drenge, der er åbenbart så få liberalistisk mindede personer i dette lande, at i er nødt til at spille på så tvivlsom en hest.
Måske Anders og Claus bare ikke syntes det er så fedt at blive mindet om at de ikke har noget tøj på. Selv jeg kan se at der ikke er så meget borgerligt projekt tilbage. DF siger ja til velfædsstat for alle undtagen muslimer.Og det er vi altså nogen borgerlige der i længden ikke rigtig gider.
Egentlig en interessant udvikling, da jeg mener at huske at Pind var kommet tilbage i kridthuset i forbindelse med sidste folketingsvalg. Var der ikke noget med, at Fogh sagde nogle pæne ord og lod sket være sket, ved Pinds valgfest for et år siden?Siden da synes Pind at have arbejdet loyalt, endda over-loyalt, for sin regering, og han har været endda meget hård i debatten om integrations- og retspolitik.Hvad er det så der gør, at han lige pludselig skal have en offentlig omgang buksevand? Er det virkelig gennemtænkt eller har fx Claus Hjort blot, i en svær tid for partiet Venstre, været pirrelig og ladet galden løbe frit mod bedre vidende?
Den største tragedie for Venstre under Anders Fogh er den magt Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har fået. De to ubehagelige tågehorn burde relegeres til en plads på bagerste række mens Søren Pind burde få en mere fremtrædende position. For mit vedkommende er de faktisk egenhændigt årsag til, at jeg overvejer at bryde mit mangeårige ægteskab med Venstre. Man skal lede længe efter mere ubehagelige personer.
Rigtig god komentar Altman, jeg var også glad for linket til tanten, med Edith T.Godt gået.
Nu begik Søren Pind dog den dødssynd at løfte en flig for den realitet, at Venstre slet ikke har overholdt sin egen kontraktpolitik. Mildt sagt. Der fandtes indtil for nylig næsten ikke det område, hvor Fogh ikke har indtaget diamentralt modsatte synspunkter. Men skattestoppet da? Jo, i hvert fald så det sådan ud, hvis man ikke kiggede for nøje efter. Men end skattestoppet står tilbage – det gælder kun før og efter, men ikke under en skattereform!