Det kan næppe være gået nogens næser forbi, at regeringen pt. forhandler skattereform. Socialdemokraterne og SF gik meget tidligt fra forhandlingerne. Forhandlingerne er derfor udelukkende med Dansk Folkeparti, da også Liberal Alliance (dvs. Anders Samuelsen) forlod bordet i går. Helle Thorning har givet den fornærmet statsmand i medierne, og beskyldt regeringen for at stille ultimative krav. Og det er rigtigt da regeringen stillede respekt for skattestoppet som ultimatum. Man må på den anden side også indse, at S og SF implicit stillede en garanti for nettostigninger i det offentlige forbrug som ultimatum hvorfor ellers bryde med skattestoppet? Mens forhandlingerne derfor kører ad kendte baner, kan man derfor med mere interesse se på den sandsynlige reforms indhold. På det punkt må man nemlig konkludere, at regeringen har lavet et forsvindingsnummer af de store, for det er meget svært at se, hvor ambitionerne forsvandt hen.
Før jul meldte skatteministeren ud, at skattereformen skulle være langtidsholdbar; ambitionen var, at den skulle kunne holde i 20 år. Dén ambition er blevet stadig sværere at få øje på, og med LA ude af forhandlingerne er der kun regeringens egen imaginære rygrad til at sikre, at der overhovedet bliver rørt ved topskatten.
Elementerne i regeringens udspil med titlen Forårspakke 2.0 vækst, klima, lavere skat (hvem finder på sådan noget?) er mildt sagt en blandet landhandel. Mellemskatten på seks procent afskaffes, og topskatten sænkes fra 15 til 13½ procent mens grænsen for hvornår man betaler topskat hæves med 36000 kroner. Samtidig sænkes bundskatten med ½ procent og beskæftigelsesfradraget hæves til syv procent. En række fradrag fjernes eller sænkes, og der indføres højere afgifter på belastning af miljø og klima. Sidst, men i en liberal optik ikke mindst, har de konservative åbenbart fået deres vilje til at indføre barnepigestaten, da forårspakken også indeholder skat på usund levevis, altså det der internationalt hedder sin taxes. Et eksempel er, at man ønsker at forhøje afgifterne på chokolade med 25 procent.
Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag. Dens egne beregninger peger for eksempel på, at de dynamiske effekter af forårspakken vil beløbe sig til 19.200 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på 19.550 fra sænkningen af top- og mellemskat, 3100 fra det højere beskæftigelsesfradrag, 1700 fra den lavere bundskat, og et minus på 5150 fra de højere afgifter osv. Ligesom Koch-kommissionens udspil, bruger man dermed en uforholdsmæssig stor del af udgifterne på dele, der kun minimalt gør noget ved Danmarks langsigtede problem: Hvordan får man danskerne, og i særlig grad de dygtige, til at arbejde mere og hvordan tiltrækker man dygtig arbejdskraft og bibeholder den i landet. Et godt bud på, hvor stor en arbejdsstyrke der kommer til at mangle om bare 15-20 år, hvis man skal finansiere et blot uændret niveau for de offentlige udgifter, er 100.000-120.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Hvordan kan man kalde en reform historisk, hvis den i bedste fald løser en femtedel af det, regeringen selv opfatter som kerneproblemet?
Hvis man skal vove et gæt på, hvordan det endelige kompromis med DF kommer til at falde ud, er der en ganske reel risiko for at der ikke bliver rørt ved topskatten, kun flyttet lidt på grænsen for hvornår man betaler den. Tror regeringen ærligt, at en højeste marginalskat på 57 procent, der sætter ind allerede ved en årsindkomst på 388.000, kan løse Danmarks problem med at tiltrække flere og forhåbentlig de bedste læger, ingeniører, molekylærbiologer og professorer til landet? Uanset at man forsøger at sælge forårspakken som en væsentlig forbedring, er beskeden stadig når man prøver at tiltrække de dygtigste, at de skal betale 57 procent af sidst tjente krone for at finansiere et middelmådigt sundhedssystem og 800.000 medborgere på overførsler og nå ja, vi beskatter alt der er sjovt eller lækkert chokolade, biler, vin og selv den computer din arbejdsplads har givet dig rigtigt hårdt!
Bundlinjen i dansk politik i dag er stadig, at regeringen på godt amerikansk er scared shitless for vælgerne. Det hele bliver bestemt ikke bedre af, at LO fører en skræmmekampagne der appellerer til alt det værste misundelse og jantelov og at statsministeren er halvt fraværende. Kriser er særlige situationer, hvor man kan gennemføre større reformer fordi nødvendigheden føles mest umiddelbar hos vælgerne. Men hvor man kunne have håbet, at en nominelt borgerlig regering ville bruge muligheden for at skære noget af fedtet fra verdens største offentlige sektor og lette skatten lidt for landets dygtige og hårdtarbejdende borgere, har man valgt en mi
nimal løsning: Omlæg skatten en smule, indfør fyfy-skatter på ting, nypuritanere betragter som synder og det er en synd ikke at spise nok salat og veje lidt for meget og sørg så for at beskytte medianvælgeren.
Jeg sidder med den blandede fornemmelse af en rasen i maven over det populistiske svigt, og en dyb undren over, hvordan Kristian Jensen, der for blot få år siden var et liberalt fyrtårn i Venstre, i dag uden at blinke kan kalde forårspakken historisk. Kald mig bare Jeronimus og dette indlæg for blindt raseri, men hvor er det borgerlige i dansk politik blevet af? Og hvor er den økonomiske ansvarlighed henne? Jeg er i hvert fald så træt af det, at jeg er begyndt at løse de udenlandske professoropslag med mere oprigtig interesse.
Held og lykke med flugten.De fleste midalders nettobidragere til aftenlandets lukketid er dog stavnsbundne, da de er malket så meget, at der ikke er opsparing nok til børnenes uddannelse mv. i et mere frit land.
“Jeg sidder med den blandede fornemmelse af en rasen i maven over det populistiske svigt, og en dyb undren over, hvordan Kristian Jensen, der for blot få år siden var et liberalt fyrtårn i Venstre, i dag uden at blinke kan kalde forårspakken historisk. Kald mig bare Jeronimus og dette indlæg for blindt raseri, men hvor er det borgerlige i dansk politik blevet af?”Det meste af det forsvandt allerede ved valget i 1998. Regeringen bliver dog ved med at kalde sig selv for borgerlig, hvilket er en af grundene til, at jeg ikke vil kaldes ved dette navn.2009 var året hvor SF for første gang nogensinde stemte for den siddende borgerlige regerings finanslov. Det fortæller lidt om, at SF har bevæget sig ind mod midten. Jeg mener også det fortæller lidt om, hvor “borgerlig” den politik, den nuværende regering fører, er.
@Kristian Jensen”så var opgaven at finde ud af, hvad vi heller vil beskatte i stedet for arbejdskraft. “Fordi det er blevet en naturlov at den danske stat skal konfiskere halvdelen af al indkomst på den ene eller anden måde, for derefter at fordele det hele ud i et stort bizart cirkus ?Er du helt sikker på at der ikke er andre muligheder end valget mellem skat og skat ?Det er ikke just ambitiøse tanker fra DK liberale parti, at det ikke evner at overskue anden mulighed end at opretholde verdens højeste skattetryk.
Når man beskatter forbrug beskatter man jo sådan set også arbejdskraft. Pengene til forbrug er tilvejebragt via…..arbejdskraft.
@Kristian JensenKristian, først tak for deltagelsen i debatten her på stedet! For mig at se er en af de vigtige glemte problemer med de fleste i-landes skattesystemer, at de er komplekse. I det danske tilfælde kombineret med høje marginale skatter på personlig indkomst.Kompleksiteten er ikke alene unødig (bortset fra måske for revisorerne), den vender ganske givet også den tunge ende nedad. Danmark er langt fra værst på dette felt (bl.a. takket være den internationalt set ekstreme registrering i form af CPR mv.). Men skattereformen hjælper ikke meget på det. I den forstand synes jeg ikke det er en ambitiøs reform, tværtimod indfører den noget så bizart som en “grøn check” … det næste bliver vel at den skal være skattepligtig?Det erklærede formål med reformen var at øge incitamentet til arbejde. Det er også lykkedes. Men ikke meget, og slet ikke set i forhold til faldet i skatteprovenue. Både du, jeg og de fleste økonomer ved at topskatten kunne fjernes, uden at det ville kunne ses på statsfinanserne netto. Den giver 18 mia, og giver mindst 9 mia tilbage via øget arbejdsudbud hvis den fjernes. Det er selvfølgelig en ren symbolskat (på samme måde som formueskatten endte med at være det). Vi ved alle, at politik er det muliges kunst. Men det er mig stadig lidt en gåde, hvorfor regeringen ikke lykkedes med at få Socialdemokraterne med på vognen, så man ikke var prisgivet de uprogressive socialdemokraters (DF) nåde i den sidste ende. I må have haft jeres grunde.Ja, det er klart bedre end ingenting. Så tak for forsøget. Men det var samtidig det første reelle forsøg på en skattereform siden Nyrups i 1993. Hvis vi skal vente 15 år på næste mulighed, så kommer Danmark nok ikke til at gøre det fantastisk.
@ Valgreen”Både du, jeg og de fleste økonomer ved at topskatten kunne fjernes, uden at det ville kunne ses på statsfinanserne netto. Den giver 18 mia, og giver mindst 9 mia tilbage via øget arbejdsudbud hvis den fjernes”Mangler der så ikke også ca. 9 mia kr. ?
“Mangler der så ikke også ca. 9 mia kr. ?”Fjern lidt støtte til klatmaleri eller støtte til friluftsliv eller lignende ligegyldigheder og vupti – 9 mia sparet.
Bjørnskov, hvad er din holdning til at det ikke lykkedes atskære dratisk i SUen. Din holdning er vel ikke, at man både skal have SU og høj løn.Hvis en fjernelse af SUen mindskede tilgangen til overflødige studiermed deraf følgende fyring af forksere, så ville du jo blot være en arbejdsløs uden andet end ufaglærte erhvervskompetancer i relation til den egentlige vareproduktion.
@JesperJo. Højst. Det er ca. 0.5% af BNP. Den skatteplan, der vedtages “koster” 28 mia for statskassen til sammenligning. For noget der ligner 1/3 af “provenuetabet” kunne alle fremtidige skattemæssige incitamentsproblemer for næsten halvdelen af de fuldtisbeskæftigede som tilvejebringer mestedelen af hvad der bliver skabt på dansk jord løses. Det gælder økonomisk incitament til udvandring, mgl. incitament til uddannelse, incitament til tidlig tilbagetrækning, incitament til lang studietid, incitament til lang orlov, incitament til sort arbejde osv. osv.”Problemet” er at det vil blive udstillet som en “gave til de rige”. Også selv om det formentlig på langt sigt ikke vil stille nogen ringere. Det er forstemmende, hvordan alle medier spiller med på den “klientilistiske” vinkel, hvor ethvert politisk- økonomisk indgreb måles på hvem der “tjener” på det nu og her. Tænk at studerende kan demonstrere imod forslaget om at gøre de sidste to års SU til lån i en pakke som utvetydigt giver dem højere livstidsindkomst (OK så kun de fleste af dem). Danmark er politisk set et “lovmodel samfund”, hvor ethvert indgreb skal igennem lovmodellen, så politikerne sikrer sig mod at der ikke er store vælgergrupper, der “taber” på en reform som følge af det finurlige og komplekse overførsels- og skattesystem. For hvis der er, kan man være sikker på at det er historien i den næste radio avis (eller i LO’s helsidesannoncer dagen efter).Vi taler i øvrigt om en stat, der har en offentlig finansiel nettoformue på 170 mia. kr. Det skal selvfølgelig ses ift langsigtede pensionsforpligtelser og sundhedsforpligtelser. Men problemet med at løse dem er jo ifølge regeringen selv lige så meget arbejdsudbud. Så Kristian Jensen argumentation om at vi “ikke har penge i kassen” klinger selvfølgelig hult. Sandheden er at vi dybest set næppe har råd til at lade være. For med tiden går det op for en stigende del af den ressourcestærke del af befolkningen at de reelt får en halv eller heldårlig offentlig service til alt for høj en pris. Og med tiden bliver de stadigt mere mobile. De ser jo ikke længere verden gennem statsradiofoniens briller.Det politiske problem er, at den dårlige(re) offentlige service konstant vil blive brugt af S, R, SF og i stigende grad også DF til at argumentere for flere ressourcer til et system som reelt ikke leverer varen for pengene. Det kommer formentlig til at dømme Danmark til økonomisk lavvækst og stagnation – i hvert fald i en relativ forstand.Når det er sagt, så er demokrati et demokrati, og Kristian Jensen har selvfølgelig ret i at politik er det muliges kunst (som jeg læser ham mellem linjerne). I det lys er Regeringen vel kommet igennem med noget som næppe tilfredsstiller koret på “Punditokraterne”, men som er et rimeligt resultat.
Det er altid interessant at følge debatten på Punditokraterne – også efter skattereformen. Jeg forstår fuldt ud, at det ville have været bedre at kunne undvære det batteri af justeringer på afgifter m.v. som kom ind til at finansiere lavere skat på arbejde. Det var meget mere enkelt at lave skattereform i 2004 og i 2007, hvor vi stort set havde pengene i kassen eller tog dem fra overskudet i arbejdsmarkedsfondene. Sådan er det ikke denne gang. Udfordringen i år var langt sværrere. Selv om jeg ikke mener, at det er min opgave at bestemme hvordan I lever jeres liv, så var opgaven at finde ud af, hvad vi heller vil beskatte i stedet for arbejdskraft. Jeg er sikker på at en sænkelse af marginalskatten på 7,5% vil give vækst i Danmark. Det var næsten hvad regeringen spillede ud med og selv om fordelingen af skatteændringer er en anden, så er bundlinien næsten det vi spillede ud med.Det er nu lykkedes 3 valgperioder i træk at gennemføre store lettelser af skatten på arbejde. Jeg skal være den første til at anerkende, at vi ikke bliver verdens førende land på skatten med den reform her. Men det ændrer ikke ved min grundlæggende holdning om at fortsætte en kamp for lavere skat.
@Kristian Jensen:Jeg ville vende situationen lidt anderledes, end du gør: I min optik har det taget regeringen 7 års hårdt arbejde at bringe sig i en situation, hvor den er ude af stand til at mindske topskatten med bare sølle 1.5%.I et land, der år efter år på samme tid har haft store overskud på de offentlige finanser og et af hverdens højeste skattetryk, så kræver det noget af en indsats at bevare status quo, og formå at slagte alle ideer om mærkbare skattelettelser eller reduktioner i det offentlige forbrug. Regeringen har været opgaven voksen. Tillykke med det.
@ Carsten m.fl. topskatten er kun 10% økonomi og 90% politik. Det har taget regeringen 7 år at nå frem til en situation, hvor vi kunne sænke marginalskatterne for de højeste indkomster. Når det er gået sådan, så skyldes det at debatten i Danmark er blevet mere kvalificeret om virkningerne af al for høj skat. Den debat regner jeg ikke med stopper efter denne aftale, men det ændrer ikke på, at jeg er godt tilfreds med resultatet.I de 2 foregående sænkninger af skatten på arbejde har vi benyttet os af overskudet på hhv. statens budget og i arbejdsmarkedsfonden, så nej – det er ikke en naturlov, at man hver gang skal finde finansiering for lettelserne. Men det var den politiske betingelse for denne reform.