Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

Lars Christensen har efter eget udsagn været så sindssygt træt af flygtninge- og indvandrerdebatten, at han har lagt en lang skitse til en liberal politik på området ud ikke på sin Market Monetarists-blog, men Facebook. Som han skriver om debatten:

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

 

5 thoughts on “Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

  1. Johannes Polemicus

    Jeg må indrømme, at jeg synes det er dybt problematisk at Christensen ikke skelner mellem “indvandrere” (eks. arbejdsmigranter) og “flygtninge” (hvormed jeg vil tro vi forstår asylanter, kvoteflygtninge, etc. under et). Migranter kan vi fra- eller tilvælge efter forgodtbefindende, eksempelvis efter arbejdskraftsbehovet i den danske økonomi eller efter en ordning som den skitserede. Anderledes forholder det sig med flygtninge – hvordan man så end definerer det, jeg tænker her mest på personer der er personligt forfulgte, jvf. Flygtningekonventionen – som vi har en forbandet moralsk pligt til at hjælpe. Jeg ved, at der er mange andre borgerlige, der deler denne overvejelse. Man kunne nok snarere se på mulighederne for at repatriere sådanne flygtninge når forholdene i oprindelseslandet har ændret sig.

    Med det sagt, så vil jeg tilbage til sovsen. Godt nytår!

    Svar
  2. Uffe

    Punkt4 finder jeg mest utopisk, en skat på indvandrere og flygtninge? Det lader sig umiddelbart ikke gøre i socialistiske Danmark, hvor alle skal betale for at enkelte ikke har hårde tider, plus underhold for de bureaukrater der skal administrere og regulere ordningen.

    Ellers virker indsparket umiddelbart ganske fornuftigt, men alene af denne grund er det utopisk at det vil blive gennemført her til lands.

    Vi har i generationer gjort en dyd ud af at der ikke er sammenhæng mellem egne beslutninger og det liv man fører. Skal denne politik videreføres så giver det direkte at flygtninge skal belønnes for at komme herop, det er “synd” for dem, indvandrere vil få samme vilkår, da alle skal være lige.

    /Pessimisten

    Svar
  3. QWERTY

    Jeg har ikke stort kendskab til “residency-ordninger”.

    Det ville være herligt, hvis du kort kunne ridse grundprincipperne op?

    Mine kommentarer til Lars C’s indlæg forsvandt åbenbart, så jeg vender tilbage senere.

    Svar
  4. Kjeld Flarup

    Jeg er enig i at det ikke løser noget hvis flygtninge ikke er omfattet. Husk på at hele den nuværende debat har sin rod i en stor flygtninge tilstrømning fra mellemøsten i 80’erne. Og ser vi bort fra tyrkerne, så har det meste af den muslimske indvandring rod i flygtninge. Derfor vil det ikke lukke diskussionen.

    Immigrationsskatten, den kunne blot udformes som et krav en en mindste skattebetaling, hvorved det heller ikke var nødvendigt med særskilte sundhedsforsikringer.

    Og så glemmer han helt kriminaliteten.

    Jeg har selv forsøgt at formulere lidt hvad man kan gøre, og der skal kvæles nogle konventioner for at der skal kunne fungere:
    http://www.180grader.dk/Islam-og-indvandring/bne-graenser-lukkede-kasser-s-svaert-kan-det-vaere

    Svar
  5. Anonym

    “…hvordan følelser og katastrofe-scenarier …”
    Fnis.
    Jeg følger ikke længere Lars C. blog eller facebook, men hans facebookprofil har generelt haft karakter af at være fyldt med hysteriske, pinagtige og rabiate kommentarer om “socialisme”, “racisme” og velfærdsstatens modbydligheder. For at nu at sige det pænt, så er hans kommentarer ofte temmelig følelsesladet og minder lidt om rituelle skrig på “handling”.

    Han får gymnasieeleverne på 180grader/liberator/LAungdom til virke som nuancerede og velafbalancerede mennesker og er vel at betragte som liberales svar på Mogens Camre. Det liberale Danmark bør være glade for at han ikke optræder oftere som “debattør” i offentligheden. Og det er skrevet af en der stemmer liberalt.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.