Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?
Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.
Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.
Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.
Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.
I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.
Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.
Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.
Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.
Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.
En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.
Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.
Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!
Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.
Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.
Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).
Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.
Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.
Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.
I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.
Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.
Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.
Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.
En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).
Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.
Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.
Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.
Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.
De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.
Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.
Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.
Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.
Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.
Goddag Otte Brøns-Petersen
I første omgang vil jeg sige tak for at du tager emnet om ubetinget basisindkomst (UBI) op. Der er dog en række af dine udtalelser, som jeg ønsker at kommentere på. Mine kommentar vil være kritiske, men jeg vil gøre mit bedste for at det er en fair kritik. Jeg er bestyrelsesmedlem ved basisindkomstbevægelsen her i Danmark. Det er selvfølgelig klart, at mit udgangspunkt er, at jeg er positivt stemt overfor konceptet. Det er første gang jeg støder på begrebet punditokratiet, som jeg lige har skimtet, men ikke nødvendigvis har dybdegående forståelse for. Hvis min kritik bygger på præmisser, der er uforenelige med dit udgangspunkt, så vil jeg værdsætte at du adresserer dette.
Du skriver:
“Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet.”
Jeg er interesseret i dit brug af størst og mindst præferencer her. Jeg fortolker udsagnet således, at dem med størst præferencer, er dem, der tjener mest og dem med mindst præference er dem, der tjener mindst. Jeg tror at der potentielt set er et misforhold i udsagnet.
For simpelhedens skyld; hvis vi antager at vi har rationelle præferencer (ikke et udsagn jeg er fuldkommen enig i, men det illustrere min pointe) så har indkomst egenskaben faldende marginalnytte. Vi ønsker at maksimere/optimere vores nytte, så derfor har en person med høj indkomst behov for en større mængde indkomst end en person med en lav indkomst, for at opnå den samme nytte. Men måske er din interesse her ikke nytte, men snare hvor meget fritid er værd for personer med hhv. høj og lav indkomst.
Hvis jeg forstår dig ret, så er din antagelse at lav og høj indkomstfolk har forskellige præferencer. Hvorfor tror du, at det er tilfældet, hvordan forekommer dette og hvad er grundkernen i det?
Som tidligere nævnt er jeg ikke fuldkommen enig i præmissen om rationelle præferencer, da vi alle åbenlyst træffer beslutninger, som vi måske tror er optimale, men ikke er det, eller at vi ikke er istand til at motivere os selv til dette.
Du skriver at det øger arbejdsudbuddet isoleret set, men at dem i arbejde mindsker deres arbejdsudbud. Er begge betragtninger ikke isolerede betragtninger? Bare en lille teknikalitet. Alt andet lige, ja, der vil det sænke arbejdsudbuddet (tror jeg selv, det Candadiske studie Mincome m.fl. var dog ikke så entydigt på dette område). Ud fra det, som jeg har undersøgt, der er det dog ikke et væsentligt problem. Kraka (og andre tænketanke) har allerede peget på, at vi i løbet af de næste 20 år får 730.000 færre arbejdspladser i Danmark pga. automatiseringen og som United States Department of Labour har udregnet, så steg produktiviteten fra 1998-2013, arbejdsudbuddet blev øget med 40 mio. mennesker, men den samlede mængde arbejdstimer var den samme for begge år, nemlig 194 mia. timer. Det er selvfølgelig spekulativt, men der er grund til at tro, at reduceret arbejdstid per person ikke er en dårlig udvikling. De eksperimenterer med lavere antal arbejdstimer i Sverige, generelt med gode resultater. Ud fra den tankegang, der er det, isoleret set, ikke nødvendigt at indføre UBI, men blot at sænke rammen for hvad fuldtidsarbejde er. Men hvad er mon bedst…
Hvilken kilder bruger du til at komme frem til konklusionen, at det vil være en ugavnlig udvikling?
Du kommer ind på emnet om finansiering. Jeg har kigget på dette en del og fx deltaget i en international konference om dette emne. Jeg prøver dog lige at skære det lidt ind til benet.
De samlede udgifter for beskæftigelsesområdet er ca. 310 mia. kr. – dette er inklusiv beskæftigelsesministeriet. Hvis pengene gik til samtlige mennesker i Danmark, 5,7 mio., så er det 4500 kr./måneden/før skat (ca. 4160 kr. efter skat og fradrag). Hvis vi medtager besparelser på offentlige lønninger (antagelse: samme købekraft før og efter implementering) og det offentliges forbrug på private leverancer, så er vi oppe på 610 mia. kr. og altså 8900 kr./måneden/før skat (ca. 6800 kr. efter skat). Fra dette udgangspunkt kan vi så diskutere hvilke dynamiske effekter dette vil have på økonomien og hvilke nye behov, der skal dækkes. Der redegører du selvfølgelig også for nogle af dine tanker.
Og den sidste tanke som jeg sidder inde med for nu:
Som jeg læser det, og beklager hvis jeg læser forkert, så er din forståelse af liberalisme i rammeforståelse af, at frihed ikke bør komme på bekostning af andres frihed uanset hvad – altså at det skal ske som en pareto-forbedring. Er det nogenlunde korrekt fortolket? Jeg prøver blot at forstå dit udgangspunkt.
Fortsat god dag.
Vh Jon Pedersen
Det er fuldstændig umuligt at spare 300 Mia kr. på Offentlige lønninger, Hvordan skulle der blive flertal for det ???. Hvordan skal en Offentlig sektor fungere med måske tæt på 1 million færre medarbejdere ????. Vi kan se hvordan skat er ødelagt i gennem flere besparelser (som dog er ganske små i forhold til disse 300 Mia Kr.) Det er jo en politik der er mere rabiat og langt mere vidtgående end LAs?. Det ville være en offentlig sektor uden ansatte (der er kun 832000 i dag). Skal alle funktioner så varetages af robotter ??. Langt ude.
Som jeg lige har skrevet på facebook, så lavede jeg en lidt kluntet fejl med tallet for de 8900 kr./mdr.
Til Otto: se bort fra det tal. Jeg kan uddybe min forståelse af de dynamiske effekter, men det er næppe sagens kerne.
Der er et alternativ til robotter der overtager den offentlige sektor. Alternativet er at opgaverne løses af den private sektor. Det vil frigive mange resurser, hvis opgaverne blev underlagt markedskræfterne, som modsat den offentlige, kan vurdere hvilke opgaver der løses effektivt, og hvilke der ikke løses effektivt (virksomhedsstyring efter profitmotivet kontra bureaukratiske/politiske motiver)
Tak for et sobert og meget interessant indlæg, Otto 🙂
Hvis en af hovedpræmisserne for borgerløn er at mindske bureaukrati, må vi nødvendigvis også fjerne mange af de sociale ydelser som der eksisterer i dag. Hvis borgerløn er for dyrt at gennemføre i Danmark pga. nuværende overførsels indkomsters høje beløb, bør det da give stof til eftertanke.
Borgerløn bliver nødvendigt på et tidspunkt, men jeg tror ikke vi er modne til det i Danmark endnu. Vores offerrolle og kræve mentalitet skal først forgå.
Otto, jeg finder i lighed med Jon anledning til at kommentere dit udsagn om at det i dine øjne ikke er retfærdigt at pålægge dem der forsørger sig selv den byrde at skulle forsørge andre. Dette udsagn kæder du umiddelbart efter sammen med et andet, der, så vidt jeg kan vurdere, ikke er logisk forbundet med det første, nemlig at det ikke er rimeligt at mennesker med præference for at tjene penge, skal betale til dem der ikke har en sådan præference.
De to udsagn er ikke logiske forbundne, alene af den grund at det at forsørge sig selv, for så vidt som begrebet overhovedet giver mening i dag, ikke nødvendigvis er et udtryk for en præference for at tjene penge, men kan være en simpel nødvendighed for at overleve. Ydermere indeholder den anden antagelse implicit en præmis om at folk der ikke tjener penge ikke skulle have en præference for at gøre det hvis det var muligt, og det er der ikke nødvendigvis belæg for.
Det afgørende er her at i en verden med begrænsede ressourcer, er det ikke omkostningsfrit for andre at udleve sin præference for at tjene penge. Det er en abstraktion at forestille sig at alle andre ville kunne gøre det samme, også selv om de havde en tilsvarende præference. Det handler altså ikke bare om at de “hellere vil bruge deres tid på noget andet”, men om at de ikke har noget andet valg.
Lønarbejde, navnlig lønarbejde som udløser en høj løn, er at betragte som en begrænset ekstern ressource, fordi den i praksis kun kan udnyttes af de få, og filosoffen og økonomen Philippe Van Parijs mener at alene af den grund bør der svares en afgift af den i det omfang man lægger beslag på den. Denne afgift eller skat bør via omfordeling tilfalde hele samfundet i form af en basisindkomst som en kompensation for at ikke alle har mulighed for at have en så omkostningstung præference.
Et retfærdigt samfund bør kunne tilbyde alle mennesker reel og ikke bare formel frihed til at vælge og realisere deres præferencer i det omfang det ikke skader andres muligheder for at gøre det samme. Men den frihed er ikke alle beskåret. Folk fødes med vidt forskellige initialbetingelser i form af arv og miljø. Dertil kommer at den stigende automatisering af samfundet gør lønarbejdet til et privilegium der nydes af stadigt færre mennesker, og såkaldt selvforsørgelse alene i kraft af lønarbejde forekommer mere og mere absurd i takt med at robotter overtager mange funktioner i samfundet. Man kan med god ret hævde at maskinerne ikke alene har taget folks arbejde, men også deres løn, og det bør der rimeligvis ydes en kompensation for.
Den teknologiske arv er også i en anden forstand et stærkt argument for basisindkomst. Der bliver og mere af den, og den fjerner støt og rolig grundlaget for det traditionelle lønarbejde, eller den er indeholdt i lønarbejdet i en sådan grad at det ikke er rimeligt at hævde at hele lønnen er ens egen fortjeneste. Den produktivitet man kan lægge for dagen, er overvejende et resultat af andres, ofte mange generationers, idérigdom og opfindelser, og en del af lønnen bør derfor betragtes som en del af den fælles arv som må komme hele samfundet til gode, og den mest hensigtsmæssige og retfærdige måde at omfordele denne arv på er i form af en basisindkomst.
Tak for et sobert og meget interessant indlæg, Otto 🙂
Kære Jon Pedersen.
Tak for dine mange og meget udførlige kommentarer og spørgsmål. Jeg skal forsøge at besvare nogle af dem.
Du har helt ret i observationen af, at der er både et normativt og et positivt element i indlægget. Det handler mest om det sidste – altså hvordan vil det faktuelt virke med borgerløn – men det var også vigtigt lige at få med, hvor jeg selv står.
Det er rigtigt set, at min liberalisme er paretiansk i den forstand, at politisk autoritet bør begrundes i, at den er til fordel for alle (her er jeg tættest på Buchanan af de tre i indlægget). Men andre veje kan også godt føre til samme position: Nemlig at folk der godt kan klare sig selv, ikke bør kunne gøre krav på at blive forsørget af andre.
Borgerløn vil indebære en forskelsbehandling, fordi vi er forskellige mht præferencer for, hvordan vi ønsker at bruge vores tid (uanset om de præferencer så er “rationelle” eller ej). Nogle vil foretrække at forvandle en stor del af deres tid til indkomst (eller, lidt misvisende: materielle goder), mens andre foretrækker at disponere over en stor del af deres tid til andre ting end indkomst. At det er sådan, kan jeg ikke se, er kontroversielt – faktisk er det forudsætningen for, at et borgerlønssamfund kan fungere: Der skal være nogen til at skabe den indkomst, som går til dem, der alene lever af borgerløn. Jeg synes så blot det er svært at se det rimelige i, at dem med størst præference for indkomst skal leve indkomst til dem med mindst præference.
Så vidt jeg kan se, koger spørgsmålet om der er råd til borgerløn ned til spørgsmålet om størrelsen af den. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke bruger en del af de penge, der i dag går til folk uden for beskæftigelse, på dem der i dag er beskæftigede.
Hvis velstanden stiger – f.eks. pga bedre robotteknologi – så vil der på et tidspunkt blive råd til at give en borgerløn på niveau med dagens overførselsindkomster. Men de vil ikke kunne holde trit med den generelle velstandsstigning. Bemærk dog, at fremskrivningerne af robotteknologien ikke tilsiger at der vil komme færre jobs – ligesom det ikke er sket, fordi maskiner mv. i dag klarer det meste af det arbejde i landbruget, vore forfædre måtte klare manuelt.
Jeg har – som du kan se – ikke regnet direkte på adfærdseffekter, men derimod på, om de realistisk kan være store nok. De kan ikke være store nok til at opretholde uændret niveau for indkomstoverførselsmodtagere. Derimod kan vi måske godt komme i nærheden af generel borgerløn på 800 euro/voksen ikke-folkepensionist (som finnerne lægger op til),
mvh
Otto Brøns-Petersen
Goddag Otto Brøns-Petersen
Beklager det sene svar, men jeg har haft en del ting at se til. Dertil tak for uddybning af hvor du personligt står normativt.
Jeg vil nu forholde mig til dit tankeeksperiment. Jeg har det rigtig godt med tankeeksperimenter og har da også interesseret mig i filosofi fra siden jeg var 14 år gammel.
Hvis alt automatiseres, så tror jeg ikke det kan retfærdiggøres, at vi kan opretholde en forestilling om fuld beskæftigelse i form af lønarbejde. Lønarbejde kan vel siges at være en nødvendig forsimpling og upersonlig måde, at tage hensyn til så store folkegrupper som muligt. Ideelt set er pengesystemet og lønarbejde ikke optimalt, men kan vel siges at være det næstbedste vi generelt forestiller os. Jeg tror måske det er for afgrænset at betragte reciprocitet, men lad mig forklare lidt hvorfor.
Sådan helt spekulativt: hvordan kommer et sådan samfund til at se ud? Her tror jeg det er meget fint at pege på visse skønlitterære historier. Jeg gør dette for at vise, at samfundet være meget forskellig fra i dag og stadig være fungerende. De har alle tilfældes at arbejde er en lidt besynderlig størrelse.
The Player of the Games, af Iain Banks, er et interessant eksempel på hvordan fremtiden kunne se ud. Hovedpersonen i denne bog sætter sig for at komme til tops i et bestemt hierarkisk spil på en anden planet. Det er udfordrende og udviklende for ham. Som analog kunne vi forestille os et samfund, der bygger på et system, hvor vi præsenterer livsmål for hinanden og andre bakker op om dette og på den måde modtager en form for point hvis det lykkedes.
Jagten på et menneske, af Svend Åge Madsen, er et andet interessant eksempel. Folk beslutter sig for frivilligt enten at være jægere eller “kaniner” fordi de mangler spænding i deres tilværelse. Det er lidt mere “perverst” i sin forestilling, men næppe helt forkert set i lyset af et samfund, hvor desperationen er ved at forsvinde. Han har også skrevet en novelle om nogle folk, der “dvasker” rundt og ser tv konstant. I historien er den etiske grænse trukket så langt ud, at folk melder sig frivilligt til tv-programmer, hvor det er muligt at dø.
Psycho Pass: en anime, så det er en lidt anden genre.
Det er en nær-fremtids anime, hvor systemets lovgivning er bestemt af “the Sybil System”. Korte af det lange – og spoilers – så er systemet sat sammen af individer, der har unikke personlige afvigelser, for på den måde at kunne identificere adfærd og tanker, der ikke er gavnligt. I sæson to tager serien også stilling til betydning af medikamenter og om det er muligt at dømme Sybil selv.
I første afsnit af serien ser vi at personer anbefales til en række stillinger baseret på deres evner. Der er ikke nær så meget meningsfuldt arbejde som, der var førhen.
Det er ikke ligefrem glansbilleder jeg præsenterer, men jeg tror der er grundlag for at påstå, at vi ikke bør være bekymret for, at lønarbejde forsvinder. Det er ikke essentielt for at vi kan samarbejde og søge at opnå vores egne personlige mål.
En god artikel. Alt for mange springer for let hen over financeringsspørgsmålet.
Ville først nævne en ting der også vil øge arbejdsudbuddet, nemlig at man med borgerløn ikke længere vil fastholde folk på sociale ydelser.
I dag kan det ikke betale sig at tage et midlertidigt job hvis man får kontanthjælp. Hvis man tjener 25000 i juni, så får du ingen kontanthjælp i juli.
Jeg kan godt se dit synspunkt om ”at folk der godt kan klare sig selv, ikke bør kunne gøre krav på at blive forsørget af andre. ” Jeg må her sige ideologi er en god ide, men en dårlig praksis.
Hele problemet opstår når du tilføjer kriteriet ”godt kan klare sig selv” Det er nemlig ikke bare ligetil at afgøre, så i dag spiller vi milliarder på det uproduktive arbejde med at sidde og kontrollere og vurdere og snakke og udøve løntryk gennem statsfinanceret aktivering, når man akkurat ligeså godt kunne stikke folk et par tusser og bede dem skride.
Din ideologi var god praksis for 50 år siden, men i dag er det en dårlig brug af penge. Det er et forældet paradigme.
Vi må indse at mange af de jobs der fandtes for 50 år siden i dag er forsvundet, og de nye jobs kræver lange uddannelser, høj IQ, og stort ansvar, og det er simpelthen ikke alle guds børn der er velsignet med tiltrækkelige evner.
Måske du kunne gå med til en mellemting, hvor folk på ydelser må have et arbejde samtidigt, men så betale 75% i skat. En person på den lave kontanthjælp vil da kunne tjene op til 155000 kr inden det bliver fordelagtigt at gå over på den normale skattekurve.
Det åbner døren til arbejdsmarkedet. Den høje skat forhindrer lønpres, du får testet systemet af, og du kan da gradvist sænke eller hæve de 75% alt afhængigt af effekten.
Det vil dog også være nødvendigt at hæve folks tilladte formue fra 10000 til 100000 kr, ellers kan regnskabet ikke balanceres over et år.
Kære Karsten Lieberkind.
Vi behøver ikke være uenige om, at der findes nogle, som ikke tjener en markedsindkomst, fordi de ikke kan. Men forskellen på et universelt borgerlønssystem og et system med visitering til overførselsindkomst og/eller forsikring/opsparing til indkomstbortfald er jo netop, at man også kan blive forsørget, selv om man godt kunne forsørge sig selv. Denne gruppe er vel hele forskellen mellem de to slags regimer?
At arbejde skulle være en negativ eksternalitet, er jeg ikke enig med dig i. Tværtimod. En kirurg, der opererer syge mennesker i stedet for at ligge på stranden er vel ikke nogen skadevolder?
Generelt vil jeg både af hensyn til realiteterne og taktikken advare mod at bygge borgerlønssagen på en præmis om, at der er en bestemt, begrænset mængde arbejde. Det kommer man ikke nogen vegne med i nogen af de to dimensioner.
mvh
Otto Brøns-Petersen
Kære Otto Brøns-Petersen
Jeg tror vi taler lidt forbi hinanden. Det jeg refererede til i første del af din argumentation var din anvendelse af begrebet “præference”. Når du skriver følgende…:
“Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet”
…kunne det ud fra en umiddelbar læsning tolkes i retning af at præferencen om at ville tjene penge er en fyldestgørende beskrivelse af det der hhv. motiverer eller demotiverer folk til at tage et lønarbejde, og her tænker jeg naturligvis ikke på den gruppe som slet ikke er i stand til at bestride et job, men på lønmodtagere helt generelt. Den del er vi enige om.
For at tydeliggøre hvad jeg mener, vil jeg som eksempel henvise til den voksende gruppe af lønmodtagere med meget lave indkomster og usikre ansættelsesvilkår som økonomen Guy Standing i sine bøger har kaldt prekariatet, en broget forsamling af lønmodtagere, højt- såvel som lavtuddannede, som aldrig rigtig får fodfæste på arbejdsmarkedet i trygge job med pension osv. Det er ikke mindst den restgruppe jeg tænker på når jeg taler om mennesker som ikke har noget andet valg end at arbejde, uanset de urimelige betingelser de bliver mødt med. Jeg synes det er helt misvisende at tale om denne gruppe som om de alene var styret af præferencer om hhv. at ville tjene penge eller bruge tiden på noget andet. Det er ikke en udtømmende beskrivelse af hvilken situation de står i, og jeg synes det ville være at føje spot til skade at fremstille problematikken som om det alene var et spørgsmål om et valg mellem at ville tjene penge eller lave noget andet. Det er mennesker som ikke har noget reelt valg ud over at tage det de kan få.
En anden økonom og filosof, Karl Widerquist, som har beskæftiget sig med samme problemstilling, har fremhævet ubetinget basisindkomst som en måde at komme den slags mennesker i møde ved at give dem en mulighed for at sige nej, ganske enkelt. Han gør det ud fra den grundiagttagelse at mennesker i dag fødes ind i en verden som allerede er i andres besiddelse, og ingen kan derfor i princippet overleve uden at sælge sin arbejdskraft, i hvert fald som systemet fungerer i dag. Dette i modsætning til tidligere tider hvor der så at sige var land nok til at man kunne brødføde sig selv. En form for kompensation for dette tab af “land” eller rådighedsrum kan derfor synes påkrævet, og UBI kan netop betragtes som en sådan kompensation. Det er som bekendt en grundtanke som også Thomas Paine var inde på.
I den anden del af din argumentation fremhæver du at kirurgens arbejde ikke er en negativ eksternalitet. Det kommer nu lidt an på ud fra hvilken synsvinkel man betragter det. Når jeg refererede til lønarbejdet og navnlig visser typer af højtlønnede jobs som “omkostningstunge” og som en “begrænset ekstern ressource”, var det i overensstemmelse med det faktum at lønninger i mange tilfælde bliver drevet kunstigt i vejret. Van Parijs kalder dette eksklusive gode, som lønnet beskæftigelse i mange tilfælde repræsenterer, for “job assets”, og den mergevinst der kan høstes for “employment rents” (eller “scarcity rents”), hvilket afspejler det faktum at et job ikke alene i sig selv er et gode, men også i mange tilfælde er forbundet med privilegier der overstiger dets egentlige markedsværdi.
Politologen Simon Birnbaum har skrevet en udmærket afhandling med titlen “Real Libertarianism, Structural Injustice and the Democratic Ideal”, i hvilken han bl.a. forsøger at anskueliggøre hvad der ligger til grund for Van Parijs’ tanker og hvordan de leder i retning af en ubetinget basisindkomst. Jeg vil gerne slutte af med et citat herfra og beklager samtidig at citatet er lidt langt:
“According to Van Parijs’ interpretation of resource egalitarianism natural resources, inherited wealth and other gifts of the ordinary kind should generally be included in the category of external resources to which each person has an equal claim (once undominated diversity is satisfied). However, since the redistribution of the value of those ‘gifts’ would arguably be insufficient to fund a substantial basic income, a key step of his argument is the incorporation of jobs (i.e. bundles of tasks and benefits) among the resources to which the principle of value equalization applies in contemporary economies. According to Van Parijs well-paid and meaningful jobs incorporate a scarcity rent that should be taxed and redistributed among all citizens. In this context the notion of scarcity refers to situations where, at the going price (i.e. wage in the case of jobs), there is more than one person willing to buy or control them. As long as such job rents exist on top of the hypothetical market clearing wage, as they arguably do on a massive scale in every actual labor market, those jobs should be viewed as ‘taps fitted onto a pool of scarce external assets to which all have an equal claim’ (1995:129). In the absence of redistribution a minority that happens to control those resources will monopolize a scarce asset. Many people could point to those jobs and with perfect honesty claim that they would be happy to perform those tasks at a far lower net wage. As long as there are mechanisms that drive wages above this hypothetical equilibrium, involuntary unemployment and/or great inequalities in the value of the various job assets that different people control, job rents in this sense are obviously highly present. In effect, persistent and systematic inequalities in external resources will remain.
As Van Parijs explains, taxing such scarcity rents is not (morally speaking) a tax on someone’s earned income but ‘a fee on the use of lucky opportunities by relatively well-paid workers’ (Van Parijs, 2001:123). It will amount to an equalization of the brute luck consequences of inequalities in ‘a complex set of opportunities…which enable people to tap – very unequally – society’s tremendous income-generating power’ (Van Parijs, 2003:206f). Hence, the technological inheritance argument appears in an indirect way in the argument for jobs as assets. We are able to reap the benefits of that inheritance (society’s ‘income-generating power’) very unequally depending on what slots in the labor market we happen to occupy. This does not beg the objections raised by the technological inheritance argument, for access to the value of attractive jobs are clearly exclusive to those who control them” (Birnbaum 2004:4-5).
Ud fra et rent rawlsiansk perspektiv (som jeg godt er klar over ikke alle deler her) synes det også at give god mening at mennesker i “den oprindelige position” ville sikre sig mod en situation hvor de ville ende i prekariatet, og det er i hvert fald Van Parijs’ opfattelse at det burde have ledt Rawls i retning af en ubetinget basisindkomst.
Det var imidlertid ikke den konklusion Rawls drog da han blev konfronteret med idéen. Han var principielt imod “freeriding” og valgte derfor at inkludere fritid under de primære sociale goder, så folk der ville holde mere fri end andre, selv måtte betale for det.
Problemet med denne konklusion er at den introducerer en form for dogmatik i en ellers påstået rationel beslutningsproces hvor mennesker, uden at vide hvilke egenskaber og muligheder de bliver udstyret med, skal vælge det minimum af primærgoder der kan sikre dem “det gode liv”.
Blandt disse goder vil jeg i denne forbindelse især fremhæve grundlæggende frihedsrettigheder og selvrespekt. Rawls understregede selv vigtigheden af selvrespekt, og man kan med en vis ret hævde at selvrespekten og værdigheden bliver undergravet hos de mennesker som havner i en prekær situation (prekariatet), uden tryghed og reel frihed eller kontrol over eget liv, til trods for at de overholder normen om at passe et arbejde. Det synes også helt grundlæggende at bryde med Rawls’ eget differensprincip og den maximin-strategi han selv foreslog.
Det siger sig selv at der kan anføres mange andre argumenter for UBI, fx værdien, også på BNP, af det uformelle arbejdsmarked, civilsamfundet, noget der slet ikke bliver taget højde for i dag. Og der er menneskeretlige begrundelser med afsæt i allerede eksisterende og vedtagne menneskerettigheder. Dertil kommer mere pragmatiske begrundelser, rationaliseringsgevinster, muligheden for at det for alvor ville kunne betale sig at arbejde, også for folk med små indkomster, m.v., alt sammen noget som formentlig også vil kunne appellere til selv den højre-libertarianske fløj.
Noget helt andet: Er det ikke muligt at redigere i sine egne indlæg, og er der slet ikke nogen kontaktpersoner for denne her blog? Har jeg overset noget?
Otto, jeg fik ikke kommenteret dit udsagn om at man ikke kommer nogen vegne ved at argumentere for UBI med den begrundelse at der kun er en vis begrænset mængde arbejde. Det vil jeg til dels give dig ret i, da udviklingen jo tydeligt har vist at de teknologiske fremskridt ikke kun har ført til arbejdsløshed, men også til at der er opstået jobfunktioner man ikke havde kunnet forestille sig tidligere. Og sådan vil det givetvis fortsætte.
Ikke desto mindre bliver vi nødt til på et eller andet tidspunkt at forholde os kritisk til det nuværende vækstparadigme. Det eksisterende lineære vækstbegreb skal revurderes og måske afløses af en cirkulær økonomi, men det betyder jo ikke at udviklingen går i stå. Tværtimod kræver det endnu mere innovation og fremskridt, bare i en mere bæredygtig retning. Og det er min opfattelse at UBI netop i en sådan bæredygtig økonomi vil have optimale betingelser, fordi den vil allokere kræfterne mere naturligt i retning af det som er vores egentlige behov som mennesker og måske i retning af en mere holistisk menneskeopfattelse.
Nu er jeg ikke økonom, men filosof, så jeg kan bedre tillade mig at gå ud ad en tangent i retning af tankeeksperimenter uden at blive stillet til regnskab. En af fordelene ved tankeeksperimenter, også selv om de er helt hypotetiske og måske aldrig bliver til virkelighed, er at de siger noget om vores holdninger og ikke mindst fordomme.
Det tankeeksperiment jeg vil præsentere her er en forestilling om at vi lever i en verden hvor robotter, computerstyring, m.v. har overtaget stort set alle funktioner i samfundet. Det forekommer naturligvis utopisk lige nu, men vi er blevet overrasket før, og for tiden ser vi endda robotternes indtog selv i plejesektoren, og det varer måske ikke mange år før hele transportsektoren er fuldautomatiseret med tab af tusindvis af arbejdspladser til følge.
Lad os for et øjeblik forestille os at den udvikling fortsætter helt ud i det absurde, at vi kan opretholde en produktion der dækker alle behov, men styret af ganske få “hænder”, hvilket i sig selv kan være et problem, men det er en anden diskussion. Vil det så stadig være muligt at bevare en forestilling, et paradigme, om fuld beskæftigelse i form af lønarbejde? Og hvordan vil vi i et sådant samfund forholde os til et begreb som reciprocitet? Bliver vi ikke på et eller andet tidspunkt nødt til at tage det tidligere industrisamfunds normer op til vurdering?
Pingback: Information, borgerløn og fjeren der blev til fem høns - DENFRI
Er der nogen der har regnet på, hvad det koster samfundet i administration at holde styr på udbetalingen og kontrol af, om betingelserne er opfyldt for de 120+ forskellige velfærdsydelser, der eksisterer i dag:
http://arbejderen.dk/indland/her-er-de-120-velf%C3%A6rdsydelser-som-eu-truer