[Update 08.01.2016 – nu er Berlingske også i kraft af en Ritzau artikel, “hoppet” på limpinden – Under overskriften “DI: Gymnasiebesparelser kan koste konkurrenceevne“, påstår man at DK bruger mindre end OECD-gennemsnittet per elev. Som det fremgår af nedenstående er det faktuelt forkert] 

I Politiken torsdag den 7.1 kunne man læse, at “Gymnasier får færre penge per elev end i Mexico“, hvilket senere blev til “De kornfede uddannelser var en stor, fed løgn” hos bloggeren Jacob René Mark, medlem af folketinget, valgt for SF.

Det må jo siges at være opsigtsvækkendende, hvis det altså var sandt. Men det er det ikke. Det danske uddannelsessystem har høje omkostninger, uanset om man ser på samlede omkostninger i forhold til BNP eller pr. elev. Og at påstå, at “gymnasier får færre penge per elev end i Mexico” er kun muligt, hvis man enten ikke forstår hvad man læser eller bevidst er ude på at vildlede.

I Politiken kan man ellers læse, at:

Danske gymnasier og erhvervsuddannelser har færre penge per elev end gennemsnittet i OECD og lander samlet på en 24.-plads efter lande som Mexico og Slovenien.

Mens bloggeren og medlem af folketinget for SF  Jacob René Mark, går videre og skriver under overskriften “Det hele var bare en stor, fed løgn” , at

Nu viser nye tal fra tænketanken Kraka imidlertid, at danske gymnasier og erhvervsuddannelser har færre penge per elev end gennemsnittet i OECD og samtidig lander på en 24.-plads efter lande som Mexico og Slovenien.

Løgnen er nu helt på Jacob René Mark’s side. Han har formentlig kun læst Politiken, som han ikke krediterer, og ikke Kraka’s notat (Udgifter til ungdomsuddannelser – international sammenligning) .

Har han virkeligt læst Kraka’s notat, vil jeg opfordre ham til at droppe folketinget og sætte sig på skolebænken i stedet. For intet sted i Kraka’s notat er der basis for hans påstand.

Krakas notat er lavet på baggrund af OECDs årlige “Education at a Glance“, og bearbejdelsen er minimal. Reelt er der tale om uddrag med fokus på Danmark, hvor man via DST søger at føre tallene op til 2014.

Kraka skriver her, at:

Danmark anvendte godt 1,2 pct. af BNP på ungdomsuddannelsesinstitutionerne i 2012 – det seneste år med sammenlignelige data. Det er lidt over gennemsnittet for OECD og EU21-landene og placerede Danmark på en 11. plads i OECD-regi.

Danmarks relativt høje placering afspejler bl.a., at vi har mange elever på ungdomsuddannelserne. Hvis man justerer for antal elever, får man et mål for hvor mange midler, der går til at sikre kvaliteten for den enkelte elev relativt til vores velstandsniveau, og her ser billedet anderledes ud: Danmarks lå på en 24. plads i 2012 under gennemsnittet blandt OECD- og EU21-landene og under lande som Slovenien, Italien, Mexico og Tjekkiet.

Første afsnit er korrekt.  Vi brugte 1,2 procent af BNP på “upper-secondary” (lover-secondary svarer til danske 8-10 klasse).

Man kan dog ikke se fordelingen på gymnasier og erhvervsskoler, eller fordelt på de 3 gymnasier vi har (Stx, Htx og Hhx) i forhold til sammenlignelige uddannelser i udlandet.

Det går dog galt for Kraka i andet afsnit. Man kan ikke læse ud af Kraka’s tal, som altså er OECD’s tal, “hvor mange midler, der går til at sikre kvaliteten for den enkelte elev relativt til deres velstandsniveau”. Der er alene tale om et kvantitativt mål for de samlede omkostninger på ungdomsuddannelserne.

Hvad det siger noget om er, hvor meget af ens velstand man vælger at bruge på uddannelse, men det er er ikke lig med midler der går til at sikre kvalitet. Hvis vi tager to lande med det samme effektivitet, kvalitetsniveau og samme andel af befolkningen der går på en ungdomsuddannelse, men forskelligt niveau i BNP, følger at midler per elev i forhold til BNP faktisk bør være højere i det fattige land end i det rige land.

Tre mål for omkostninger, hvad de siger noget om og hvad de ikke siger noget om

Andel af BNP:

Som Kraka skriver anvender DK 1,2 procent af BNP på ungdomsuddannelser mens Mexico ligger under 1,0 procent. Det fremgår også af Kraka’s graf vist herunder. Hvad man kan sige er, at DK ikke skiller sig ud fra andre velstående lande på dette mål. Ikke underligt, da det især er vores folkeskole som er meget dyr- noget andet er dog hvorledes pengene anvendes.

For en sammenligning mellem Danmark og Finland, se blogindlæg fra 2011 “Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige“.

Faktisk forbrug per elev :

Et rimeligt mål for, hvor mange ressourcer man bruger på uddannelse er vel hvor mange kroner, dollars, euro, pund osv., som bruges per elev. For at gøre det sammenligneligt, skal der naturligvis tages højde for forskelle i prisniveau. Derfor er tallene opgjort i købekraftskorrigerede dollars. Det er målet som Politiken og bloggeren skulle have brugt,og som fremgår af Kraka’s notat.

Som det fremgår ligger Danmark på gennemsnitligt niveau i forhold til EU21 og OECD. Lavere end Sverige, men højere end Finland. Mexico ligger som forventet i bund sammen med Chile, Tyrkiet, Brasilien og Colombia.

Forbrug per elev som andel af BNP per indbygger

Hvor højt forbruget er per elev i forhold til BNP er det mål som Kraka lægger ud med, og som Politiken og bloggeren fejlagtigt tror er udtryk for, at Danmark bruger mindre per elev end Mexico (og Brasilien for den sags skyld). Men begrebet udtrykker noget andet.

Kraka skriver selv om dette mål, at :

Hvis et land har høje udgifter til ungdomsuddannelser, kan det enten afspejle, at landet har mange elever på uddannelserne, eller at landet bruger mange penge per elev. Hvis man ønsker et mål for hvor mange midler, der går til at sikre kvaliteten af uddannelse for den enkelte elev, bør man måle udgifterne relativt til antallet af elever.

Eller sagt med andre ord. Givet en forudsætning om , at jo flere penge vi bruger per elev, jo bedre er kvaliteten – uanset hvad pengene bruges til, så ville dette mål sige noget om hvor højt man prioriterer uddannelse, her ungdomsuddannelse, i forhold til potentialet (BNP per indbygger).

Men man kan jo med rette spørge sig selv om hvad dette har med kvalitet at gøre. Læg mærke til Luxembourg. Det er det land som bruger flest penge (købekraftskorrigeret) per elev (dobbelt så meget som Danmark) men relativt lidt i forhold til BNP, der er blandt verdens højeste. Og det ender med at man bruger mindre målt som forbrug per elev i forhold til BNP per indbygger end Danmark.

Det vigtigste er ikke hvor meget, men til hvad man bruger pengene

Det er som allerede nævnt en grundlæggende fejl hos Kraka, at de ligestiller forbrug med kvalitet. En sådan entydig sammenhæng eksisterer ikke.

Desværre er det ikke muligt på baggrund af OECDs tal, at vurdere hvor meget lønomkostninger til lærerne i alt og fordelt ud på funktioner bidrager til de samlede omkostninger. Primært fordi tallene mangler for Danmark.

Men som jeg skrev om i et blogindlæg i 2011 på baggrund af en analyse fra Dansk Erhverv, er det slående, når man sammenligner Danmark med Finland, at:

Specielt gymnasielærerne underviser mindre i Danmark end i Finland, hvor en lærer underviser ca. 51 procent mere end sin danske kollega. Reelt medfører det, at der er færre midler til rådighed i danske gymnasier efter lønbetaling.

Vi bruger væsentligt flere penge på uddannelsesstøtte, både stipendium og lån. Effekten af denne gavmilde støtte har ikke medført at danskerne bliver bedre uddannet. Sammenholdt med et uddannelsesystem, som reelt indebærer en overuddannelse inden for de videregående uddannelser og et efterfølgende lavt afkast af uddannelsen (efter skat), er konsekvensen formentlig primært at vi 1. Uddanner os “forkert” (for mange cand. mag’er i dit og dat) og 2. Har en høj gennemsnitsalder før vi er færdiguddannede.

Endelig indebærer en flad lønstruktur, at det er vanskeligt at belønne dygtige lærere. Det skyldes både, at startlønningerne er højere, og at toplønningerne er lavere i Danmark end i Finland. I Danmark er lønspredningen på 13 pct. i folkeskolen og 31 pct. i gymnasiet, hvorimod den i Finland er på 58 pct. i folkeskolen og på 77 pct. i gymnasiet.

Inkompetence, bevidst manipulation eller blot ønsketænkning?

Uanset hvad er både politikens artikel og SF bloggeren på TV2’s indlæg faktuelt forkerte. Nej, DK ligger ikke i top, når det kommer til forbrug på ungdomsuddannelser (men det gør vi når det kommer til folkeskolen). Vi ligger dog i den “pæne” ende.

Om Politikens artikel og blogindlægget bygger på inkompetence eller bevidst manipulation er svært at sige. Det kan også være ønsketænkning. Det er ikke ualmindeligt uanset politisk fløj.

Og Kraka’s notat er som sagt underligt. Når de for eksempel skriver, at

Når man vælger at opgøre ungdomsudgifterne som andel af BNP, er det bl.a. for at undersøge, om udgifterne til ungdomsuddannelserne står mål med det pågældende lands velstandsniveau. I sidste ende er det dog en politisk beslutning, om højere velstand skal omsættes til mere uddannelse per elev eller gå til andre formål.

Det falder dem altså ikke ind at det kan være at de yderligere ressourcer måske blot går til at der undervises mindre?

Det skal lige medtages at der er mange forhold, som gør det uhyre vanskeligt at lave internationale sammenligninger. Og for uddannelsessektoren gælder særligt for Danmark, at de relevante oplysninger ofte mangler.

Således kan man ikke finde sammenlignelig data for Danmark om hvor meget der bruges på erhvervsuddannelser i forhold til de gymnasiale uddannelser. Hvorom det igen gælder, at der er betydelig forskel i prisen på Stx, Htx og Hhx. En del kan forklares at nogle uddannelser er dyrere at gennemføre end andre. Men der er fortsat en stor forskel i de økonomiske rammer for Stx på den ene side og Htx og Hhx på den anden, hvor Stx får langt flere ressourcer. Hvorvidt man får noget for de ekstra penge, som bruges på Stx i forhold til de to andre uddannelser, er mere end tvivlsomt. Men lærerne har traditionelt fået noget ud af det ved, at egentlig undervisning fylder en del mindre i forhold til samlet arbejdstid end på de to andre gymnasiale institutioner.

En helt anden ting er så, at man til stadighed må undrer sig over hvor ineffektivt uddannelsessystemet er, og i hvor lille grad man udnytter de eksisterende teknologiske muligheder til at effektivisere undervisning. Det er dog ikke kun et dansk fænomen.

Det skyldes formentlig en tradition for ikke at forholde sig til til afkast i forhold til investering. Den slags pekuniære overvejelser føler man sig højt hævet over, hvilket formentlig er en væsentlig del af forklaringen på det relativt ringe niveau man ofte befinder sig på rent fagligt- for slet ikke at tale om et suboptimalt arbejdsmiljø.