En af ulykkerne i politik er når politikkerne ved hvad der er bedst for den enkelte. For så træder de udenfor hvad der egentlig burde være lovgivernes område, at give rammerne for civilsamfundet, til at bestemme hvordan borgerne skal udnytte og udfylde rammerne, hvilket er det private, det individuelle. Lovgiverne skal holde sig fra det private. Lovgiverne skal sætte rammerne, hvordan de udfyldes er ikke en politisk opgave. Truslen mod det private kommer aktuelt fra den politiske korrekthed, der sniger sig ind som en ulidelig totalitær ideologi og rokker ved rammerne for vort samfund.
Et eksempel, hvor lovgiverne har ændret på rammerne fundamentalt, men hvor det stort set er gået ubemærket hen, er den tidligere socialdemokratiske regerings indførelse af juridisk kønsskifte. Manu Sareen og Karen Hækkerup indførte en lovgivning baseret på følelser, baseret på en psykisk tilstand. Lovgivning har hidtil været baseret på noget konkret noget givet, men nu kan en psykisk tilstand ændre på det naturgivne. Problemet med det juridiske kønsskifte er, at en person der føler sig som noget andet end vedkommende er, skal have denne følelse anerkendt juridisk. Naturligvis må alle føle sig lige hvad de vil, men en følelse udløser normalt ikke et juridisk krav. Det gør det så nu med denne ”politiske korrekthedslov”. Et borgerligt flertal burde få ophævet denne lov og genindført det biologiske køn som retsgrundlag. For hvilke konsekvenser har denne lov? Der er rokket ved nogle fundamentale rammer for tilværelsen. I stedet for det givne bliver den enkeltes følelse et afgørende kriterie for lovgivningen og dermed er en ladeport åbnet for det politiske korrektheds tyranni. Vi ser det i USA, hvor universiteterne hærges af frygt for at støde en og andens følelser. Seneste tosserier ses i denne artikel: her
Den politiske korrekthed er en trussel mod forskningsfriheden, mod den frie debat og dermed mod vore frie samfund. Der går en lige linje fra politikeres moraliseren over forkert adfærd til en lovgivning, der rokker fundamentalt ved rammerne for, hvordan den enkelte kan leve sit liv. Når politikere moraliserer over underrepræsentation af kvinder, minoriteter, mangel på toiletter til transkønnede o.s.v. – så fører det til lovgivning, hvor følelser skal anerkendes af det resterende samfund, hvilket er at flytte rammerne for samfundet. Det er at indskrænke friheden. Hvis magthaverne blot ville holde fast i de negative rettigheder, så undgik vi disse tosserier i godhedens navn. I det borgerlige-liberale samfund har det altid været de negative rettigheder der har beskyttet den enkelte mod magten og overgreb fra den stærkere.
Politikere ønsker jo at skabe en ”god verden”, men vi kan ikke forhindre folk i at gøre tossede ting. Ellers gives der ikke grænser for politik. Så vil lovgiverne tvinge os til at leve på den måde – som lige nu – passer ind i den politisk korrekte tidsånd.
Hej Aksel, velkommen som skribent 🙂
Du linker til et tilfælde af overdrevet politisk korrekthed i USA. Jeg har selv kun hørt anekdoter om omfanget og udbredelsen af denne tendens i USA (inklusiv “safe rooms” til nervøse studenter), herhjemme har jeg ikke nogen som helst fornemmelse af hvad status er.
Jeg gik selv på det der i gamle dage (før min tid) hed Esbjerg Teknikum (nu Aalborg Universitet Esbjerg) som er et naturfagligt universitet. Her oplevede jeg ikke den politiske korrekthed, men det er også sværere at støde på emner der skulle vække den politiske korrekthed til live, når man skal diskutere Ohms lov eller Maxwell’s ligninger.
Har du (eller andre læsere på bloggen her) en fornemmelse af hvordan det ser ud i Danmark med denne omfavnende politiske korrekthed?
Loven om juridisk kønsskifte er helt klart noget lovsjusk, fordi man ikke har tænkt alle konsekvenser til ende. Det er dog ikke det som står øverst på min bekymringsliste.
Det nyligt afholdte præsidentvalg i USA, har måske mere med politisk korrekthed at gøre end nogensinde. Det står nok klart for de fleste at Trump fornærmede stort set enhver offergruppe der tænkes kan. Og lægger man mærke til det kom der en enorm reaktion, sandsynligvis fra unge studerende, som på sociale medier kørte regulære shit storme mod Trump. Nu skulle han bare jordes som enhver anden politiker eller virksomhed der opfører sig ukorrekt.
Det skete bare ikke. Der står ellers på første side i krisemanualen, at ved en shitstorm, lægger man sig fladt ned og siger undskyld. Det ord kender Trump åbenbart ikke og vælgerne elskede ham for det.
Valget at Trump kan således synes en sejr over den politiske korrekthed, men det kan blive en kort fornøjelse. Allerede kort efter valget var en professor ude og foreslå at man skulle bestå en prøve for at kunne få lov til at stemme. Altså hvis man er så dum at man ikke forstår en shitstorm skal man ikke have lov til at stemme.
Og det er stadigt de veluddannede som evner at kontrollere de sociale medier og starte shitstorme. Politisk korrekthed er en magtfaktor, som udnytter ytringsfriheden til at sige hvad som helst, også selvom det ikke passer og bruge det til at undertrykke anderledes tænkende.
Problemet med loven om juridisk kønsskifte er ikke bare at den er blevet vedtaget, men at den overhovedet er blevet taget seriøst. At politikerne ikke bare med det samme har sagt stop. Men politikerne er så bange nu om dage, at de ikke tør sige nej, når der er offergrupper indblandet.
Jeg er meget enig i, at der er sjusk i stor stil og at politikerne er blevet mere angste for offergrupper – eller i det mindste grupper, der påstår de er ofre. Men min egen personlige oplevelse er, at der også er en anden supplerende forklaring: At politikerne ganske enkelt er inkompetente. De forstår på et helt basalt niveau ikke hvad de laver.
Spørgsmålet er så hvorfor de ikke forstår hvad de laver.
Hvis politisk korrekthed ikke kræver andet end at man har følelser og det er en vigtig magtfaktor, så kan det være en del af forklaringen.
Det kan jo også udelukke politikere som ved hvad de taler om, og som kommer til at sige det.
I begge tilfælde, så har problemet eksisteret meget længe og groet sig dybt ind i politikerstanden.
Det er lige præcis svaret. Måske kan man overveje, om faktaresistente eller postvælgere på nogen måde belønner politikere med konkrete evner? Og når de er valgt, hvor skulle politikeres incitamenter til at holde sig informerede og vide noget som helst komme fra, hvis de ikke bliver belønnet for det ved næste valg?
Og hvordan kan man som vælger med en præference for kompetente politikere gøre ret meget, hvis partierne internt ikke belønner kompetence, men nærmere loyalitet og moralsk fleksibilitet?
Hvad er det juridiske behov for at diktere et bestemt køn? Om noget er det da at blande sig i individets valg.
Aksel Tarras kalder køn naturgivet og skruer med et tiden 50 år tilbage. Der er mennesker, der bliver født uden at naturen har givet dem et klart køn. Mennesker, der vælger fysisk at skifte køn, som man har kunnet i mange år. Og endelig mennesker, der har en anden kønsidentitet, måske et af de mest fundamentale personlige valg, der findes.
Jeg er dybt overrasket over, hvis dette skulle være en del af den liberale værdikamp anno 2017.
Generelt er jeg enig med dig, køn betyder intet praktisk. Du må da kalde dig hvad du vil. Kan vi derfor blive enige om at loven er overflødig, det er ikke noget som politikerne behøver blande sig i. Dermed er det en del af den liberale værdikamp, undgå overflødige love.
Der hvor homoseksuelle, hermafroditter o.lign. pisser mig af, er når de kræver at jeg anerkender deres præmisser på min ejendom.
Hvis du overfor mig vil have rettigheder, så er det faktisk en offentlig sag. Det er netop det loven gør, den tvinger mig til at anerkende det køn du havde lyst til at have da du vågnede op i morges. Det er faktisk ret så grænseoverskridende og begrænser min frihed på min ejendom.
Jeg ville ønske, at loven var overflødig. Men vi opererer stadig med to køn i en del juridiske sammenhænge. Helt banalt står der på mit pas, hvilket køn jeg er.
For min skyld, må du gerne kalde mig kvinde, når du sidder hjemme i stuen. I de sammenhænge, hvor det har betydning – som du har helt ret i netop er offentlige anliggender – er mit køn mand. Men husk på, at det, der er blot endnu en principiel diskussion for mange her, er noget meget konkret og fundamentalt vedkommende for de personer, der tidligere var låst til et juridisk køn, der ikke svarer til deres kønsidentitet.
Kald dem en offergruppe, hvis du vil. Så længe vi har to køn i lovgivningen, vil jeg støtte deres ret til selv at vælge.
Flarup, hvad er det i øvrigt for nogle rettigheder, homoseksuelle kræver, der pisser dig af?
Når de kræver ret til at flashe deres seksualitet overalt, og at vi andre skal anerkende deres seksualitet. Jeg har aldrig bedt andre end min kone om at anerkende min seksualitet.
I virkelighedens verden er de homoseksuelle jeg har mødt nogle flinke mennesker, der ikke generer nogen. Men når intellektuelle begynder at diskutere homoseksuelles rettigheder, så bliver alt så principielt.