De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?