Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet, nu bliver formen på den altafgørende” (gated her), hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.

Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen. Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.

Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi tidligere har omtalt her; det publicerede papir er her (som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber kriser (læs papiret her; eller en mere populær præsentation her). Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.

Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed. Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en udbudskrise.

Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning, som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført. Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer – at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu – men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.