En af mine store bekymringer ved de sidste valg har været, hvem jeg kunne stemme på uden at væmmes ved mit valg. Som faste læsere ved, har mit valg været at stemme blankt. På tirsdag er mit valg ganske anderledes, da min noget bedre halvdel stiller op. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg stået i samme situation en gang til.
Problemet, som jeg ser det, er at dansk politik er blevet stadig mere kendetegnet af politikere, der på trods af deres overbevisning om egne evner, reelt er blottede for faktiske indsigter, for relevant erfaring fra det private, og som oftest også har en ganske fleksibel moral. Det gælder desværre ikke kun den ene fløj, men er udbredt på tværs af Folketinget. Nogle af de klare eksempler er for eksempel: 1) De konservatives Niels Flemming Hansen, der har brilleret med floskler og slogans, når journalister har stillet ham spørgsmål, mens han har søgt at underminere andres kampagner. 2) SF’eren Karsten Hønge, som udover at være glødende socialist mangler nærmest enhver indsigt i hvordan det private reelt fungerer, og som kan opføre sig svinagtigt overfor folk han ikke er enig med. 3) Socialdemokraternes social- og ældreminister Astrid Krag, som ikke blot er kendt for sin tilsvining af kolleger (se f.eks. de sidste par ugers beskrivelse af hendes behandling af Thyra Frank), men heller ikke har formået at færdiggøre en BA-uddannelse.
En indikation på, hvor moralsk fleksible mange politikere er, kom for en uges tid siden. Frihedsbrevet havde sat den tidligere bedrageridømte Mads Dinesen til at ringe rundt til forskellige folketingskandidater med tilbuddet om 50.000 kroner i støtte (læs f.eks. her). Detaljen var at det skulle være anonymt, selvom reglerne for partistøtte forbyder anonyme donationer over 22.200 kroner. Kun fire partier takkede nej, mens en række kandidater decideret rådgav Dinesen i, hvordan man kan omgå reglerne. Mange af de samme partier har været bag indsatser mod social bedrageri, hvor overvågningen og reglerne er blevet så snævre, at det forleden kom frem at flere sønderjyder var kommet i problemer, fordi de havde handlet dagligvarer i Flensborg. Gælder det borgerne, er man villig til at skyde med store kanoner, mens man på personligt og politisk plan er mere end villige til at småsvindle for egen vindings skyld.
Mens danskernes tillid til hinanden er intakt, og blandt de absolut højeste i verden, er vores tillid til politikere langt lavere. Danske politikere i dag går typisk gennem ungdomspolitik, hvor de lever deres liv og lærer deres normer. Det er derfor ikke underligt – omend det er voldsomt problematisk – at mange af dem ikke har begreb skabt om, hvordan man opfører sig overfor sine medborgere. De opdrages til at alle kneb gælder i politik, og som Friedrich Hayek beskrev allerede i 1944, er vi endt med et system hvor det ofte er de værste der kommer forrest. Vi har således en statsminister, der er kendt for at opføre sig psykopatisk overfor medarbejdere, og en tidligere undervisningsminister fra LA, der angiveligt måtte forlade sit nye job, fordi hun ikke vidste hvordan man opfører sig overfor andre. På den måde er danske politikere i dag fjernere fra det danske samfund som nogensinde i levende minde.
Hvis du, kære læser, skal finde en at stemme på, er der derfor en række spørgsmål, jeg ville stille mig selv før jeg tager valgt. Spørgsmålene må være: Har din kandidat et rigtigt politisk projekt, eller kun et personligt karriereprojekt? Har din kandidat erfaring udenfor politik? Er din kandidat ydmyg overfor magten, eller er han/hun tiltrukket af magten og føler han/hun en ret til at bestemme over andre mennesker? Og sidst, men ikke mindst, ville du personligt låne din kandidat 100 kroner? Glædelig valgdag på tirsdag!
Jeg deler fuldt din opfattelse af nutidens politikere, og kigger man ud over det politiske landskab, er et svært at få øje på en brugbar statsminister. Løsningen er ikke at stemme blankt i foragt over de tilbudte muligheder eller at vælge sofaen.
Løsningen er at være med til at få nogle bedre kandidater på stemmesedlen. Man behøver kun at melde sig ind i det parti man er mindst uenig med, komme til nogle møder, mest vigtigt opstillingsmødet. Her vælger et fåtal af de 5% af borgerne der er medlem at et parti, hvem de øvrige mindst 95% af vælgerne har at vælge imellem. Det er meget let at få indflydelse, det er ikke så let at blive valgt ind, det er ved at blive dyrt. Men bare at hæve kvaliteten på kandidaterne er en god succes. At “kuppe” sig ind ved at få familie og venner til at melde sig ind og stemme ved opstillingsmødet er der flere eksempler på, men det bedste er, hvis far eller mor allerede er valgt ind. Det giver ikke de bedste politikere, hvilket der også er mange eksempler på.
Et demokrati kræver tre ting for at fungere:
1. En aktiv og kritisk fri presse.
2. En aktiv og kritisk fri befolkning.
3. En gennemsnitlig IQ på over 95.
Punkt 1 og 2 har vi ikke længere, og jeg tvivler stærkt på punkt 3.
Jeg deler dine bekymringer. Det repræsentative demokrati har det svært, når man ikke kan finde kandidater, der repræsenterer os som vælgere.
Teoretisk set er det simpelt at løse, men i praksis nok ikke helt så let.
En udmærket teoretisk løsning er en livtidskvote pr. CPR nummer for hvor længe men kan sidde inde i Folketinget. Grænsen bør være 8 år. Og 8 år på dagen vel og mærke. Når du når din udløbsdato, så træder du ud og suppleanten ind. Du kan godt dele de 8 år op, men akkumuleret i din livstid må du ikke sidde mere end 8 år.
Fordelene ved denne løsning imødegår bekymringerne i indlægget:
1. 8 år er for kort tid til at være et karriereprojekt.
2. Du er nødt til at beslutte, inden du vælges, hvilket politisk projekt du vil arbejde
for. Ellers har du ikke tid nok.
3. Hvis du kun kan sidde i 8 år, så har du erfaring uden for politik med dig.
Hvis du kommer lige fra skole/studie, så kan du se frem til et langt liv uden
for Folketinget, når de 8 år er gået.
4. Du er nødt til at ‘slippe magten’ efter de 8 år, så der er kortere tid til at lade
sig korrumpere.
5. Med en valgperiode på 4 år vil i gennemsnit halvdelen af medlemmerne
være optaget af politik og ikke taktisk fedtspilleri for at blive genvalgt.
I praksis vil ovenstående nok aldrig blive vedtaget, for det skal jo vedtages af de politikere, der har deres levebrød/karriere i Folketinget, så det…..
Puha….Jeg tror nok, at jeg vil stemme på Jan E. Jørgensen selvom, jeg (mangearigt V medlem) på en hel del områder ikke synes om Venstres politik /populisme.. Det gælder retspolitik og fsva flygtninge og invandrere. Jeg tror heldigvis, at JEJ er ret enig med mig. God valgdag..
Som ellers konservativ vælger ville jeg denne gang stemme blank i protest. Da jeg er dødsens træt af, at min stemme igen og igen skal ødelægges af nationalpopulisme fra ikke længere eet støtteparti af slagsen (DF), men nu hele tre (DF, NB, DD), der selvfølgelig vil overgå hinanden i infamiteter mod udlændinge (partiernes eneste reelle politik), når der skal drives alskens politik med V,K og LA i regering.
Nu er der imidlertid i mellemtiden sket det, at Ekstra Bladet har kørt en nøje planlagt kampagne mod K’s formand, der har mere end halveret partiets stemmer. Så nu stemmer jeg alligevel nok K igen.
Dette viser, hvor lidt danske vælgere stemmer efter politiske emner, men på personer – kan man lide formanden eller ej. Så egentlig er der slet ikke så mange konservative danskere, som man skulle tro. En skam.
Det danske demokrati er blevet weekend underholdning a la X-faktor, Vild med dans samt Se & hør og især Ekstra Bladet.
Så er der vist kun et parti tilbage
“så er der vist kun et parti tilbage” ja, korrekt: Rasmus Paludan Stram Kurs den eneste danske dansksindede politiker i Danmark. Alternativet, stem blank.
Pingback: Snap Elections In Denmark: Who To Vote For? - The Composite Eye
Pingback: Tiltagende politisering – et afskyvækkende træk ved demokrati i dets nuværende form – Tu Ne Cede Malis