I CEPOS podcast Bag Om Nyhederne fredag diskuterede vi valgresultatet og bl.a. de udfordringer, Venstre står over for. Den strategi, som mere eller mindre har været fulgt de sidste 25 år, virker ikke længere. Og spørgsmålet er, om den har været tilstrækkelig succesfuld.

Det kan der være grund til at uddybe.

Strategien efter valgnederlaget i 1998.

Ved valget i 1998 tabte blå side valget med få hundrede stemmer, og den socialdemokratiske statsminister Nyrup fik overraskende lov at fortsætte. Den nye formand Anders Fogh Rasmussen – som ellers havde været bannerfører for en ret markant liberal reformkurs, lagde sammen med partisekretær Claus Hjort Frederiksen strategien helt om. I hovedelementer gik den ud på:

1. Små gradvise ændringer af samfundet i mere liberal retning frem for store reformer. Det var helt afgørende, at ”vælgerne kunne følge med” (Hjort-doktrinen).
2. Kontraktpolitik. Man gik efter at vinde medianvælgeren, som skulle betrygges i, at der ikke kom pludselige uforudsete reformer efter valget.
3. Udlændingepolitik skulle splitte især Socialdemokratiet fra medianvælgerpositionen og skabe intern splittelse både internt i Socialdemokratiet og i forhold til dets støttepartier.

Nøglen var her små gradvise ændringer – ellers kunne resten være lige meget set i forhold til at præge samfundsudviklingen. De skulle bestå i flere ting.

For det første skulle vælgerne flyttes gennem en ”kulturkamp”, hvor de blev gradvist mere liberalt sindede. Det var lidt uklart, hvordan det skulle ske. Mest konkret blev der efter regeringsskiftet i 2001 gennemført en vis sanering af råd og nævn, dvs. en reduktion i den store offentlige finansiering af en ofte anti-liberal infrastruktur af politiske organisationer med snablerne dybt i skatteborgernes lommer.

For det andet skulle etableres en række politiske mekanismer, som øvede et modpres mod den offentlige sektors iboende tendens til at vokse. Skattestoppet var det vigtigste. Da en række skattekilder ikke voksede helt så hurtigt som indkomsterne, ville skattestoppet overtid nedbringe skattetrykket. Desuden var der en årlig produktivitetsbesparelse i staten på 2 pct. Udgangspunktet var, at nye udgifter skulle finansieres af puljen. På overførslerne var der en såkaldt satspulje – indført allerede under Nyrup – som betød, at overførslerne voksede lidt langsommere end lønningerne og dermed gradvist øgede incitamentet til at arbejde frem for at være på overførsler. Der blev endvidere med velfærdsforliget under Løkke så småt indført levetidsindeksering af pensionsalderen – dvs. at pensionsudgifterne ikke eksploderer i takt med, at vi bliver ældre. Kort sagt – en række strukturelt indbyggede mekanismer, som trak modsat af den ellers indbyggede tendens til voksende offentlig sektor.

For det tredje skulle borgerne gennem frit valg vænnes til også private alternativer til offentlige monopoler.

Endelig var løftet, at faldende renteudgifter på statsgælden så småt skulle omsættes i skattelettelser, der altså ville komme snigende, snarere end præsentere sig som et ”big-bang”.

Hvordan gik det så? Og hvad er status nu?

Det paradoksale er, at strategien var tænkt som en meget langsigtet proces, men i virkeligheden virkede bedst i begyndelsen. På længere sigt blev den gradvist slidt ned – og blev måske også mere og mere bare et påskud for politisk bekvem inaktivitet.

Udlændingekortet endte med at splitte V og DF

”Udlændingekortet” kom op til og efter regeringsskiftet i 2001 til at virke meget kraftigt. DF og venstre trak stærkt i de socialdemokratiske vælgere, som var bekymrede over indvandringen, og presset blev forstærket af indre uro om emnet i rød blok. Men det medførte efterhånden, at Socialdemokratiet ændrede sin udlændingepolitik og gik i retorisk infight med DF om at være mest strammer. Nu var det så V og DF, som blev sat under pres og forsøgte at holde på de fremmedkritiske vælgere, de havde hentet over midten, ved at flytte den øvrige politik i mere socialdemokratisk retning. I stedet for den strategiske målsætning om gradvist at flytte midtervælgerne i blå retning, bevægede midtervælgerne i stedet de to blå partier i socialdemokratisk retning. Til sidst kom udlændingespørgsmålet til at splitte DF og V selv. Det er endt med seks partier ved det netop overståede valg. Nye Borgerlige for hardlinere i udlændingepolitik, som synes at DFs økonomiske politik var for socialdemokratisk. Danmarks-demokraterne, der samler den mest socialdemokratiske del af DF og de indvandrerkritiske Venstrevælgere, som køber Inger Støjbergs forklaring på grundlovsbruddet i indvandrerpolitikkens tjeneste. Venstre og DF selv. Og endelig Moderaterne som har blæst til samling under bannere om, at dele af indvandringspolitikken er blevet for stram og symbolpolitisk – og som desuden har udfordret Venstres tilbageholdenhed med reformer.

Det er ikke kun i omegnen af Venstre endsige i Danmark, at indvandrerspørgsmålet har givet anledning til rifter, så det er ikke for at sige, at hele misæren skyldes et strategisk valg i Venstre for 25 år siden, men det kan altså noteres, at spørgsmålet martrer de blå mere end de røde i dag, hvor Socialdemokratiets støttepartier reelt har givet det ret frie tøjler til at forfølge en politik, de angiveligt ikke er enige i. Der er godt nok slagsmål mellem dem, som markerer forskellene i deres politik, men ikke splittelse i flere partier som i blå blok.

Kulturkamp når idéudvikling er tabu?

Splittelsen i blå blok kan på en anden måde føres tilbage til Venstres strategi. Som led i at betrygge vælgerne og overholde kontrakten blev der lagt solidt låg på idédebatten og -udviklingen internt i partiet. Der blev slået hårdt ned på små afvigelser.   De ti teser – et yderst forsigtigt og realpolitisk bud på nogle praktiske liberale principper – som kom til at koste nogle af partiets største talenter en forvisning fra den politiske hovedscene i årevis, og dermed også tjente reaktionen til skræk og advarsel for andre. Problemet er, at det er vanskeligt at udvikle den praktiske politik og føre kulturkamp, når der ikke er noget rum til det. En medvirkende årsag til stiftelsen af først Ny og siden Liberal Alliance var den topstyrede afideologisering af Venstre.

Dermed ikke sagt, at den oprindelige strategi var helt forkert tænkt.

Et parti, der gerne vil have magten til at bevæge samfundet i en bestemt retning, må naturligvis undgå at frastøde medianvælgerne. En kulturkamp, hvor man påvirker samfundsdebatten på anden måde en gennem politiske initiativer, er essentiel, blot den ikke erstatter politikken. Og at den rent faktisk finder sted. Øvelsen med at nedlægge råd og nævn skulle i øvrigt aldrig komme til at gentage sig. Tværtimod opretholdes f.eks. et misbrug af såkaldt ulandsbistand til at finansiere ekstremt venstreorienterede organisationers anti-kapitalistiske kampagner i Danmark. Statens greb om mediemarkedet er stærkere i Danmark end sammenlignelige lande.

Skattestoppet og de andre mekanismer er slidt eller afmonteret…

Problemet er også, at de mekanismer, som gradvist kunne påvirke den strukturelle økonomiske udvikling, i høj grad er blevet afmonteret eller slidt ned. Satspuljen og de statslige produktivitetsbesparelser blev afskaffet under den seneste Venstreledede regering. Politikken med at anvende råderum skabt af faldende rentebetalinger til skattelettelser blev aldrig rigtig fulgt op. Tværtimod er der skabt såkaldt ”overholdbare” offentlige finanser, som langsomt begynder at sive ud i udgiftspolitik. Det skete bl.a. under covid-epidemien.

Skattestoppet har været det måske vigtigste af redskaberne, men det er udfordret af flere grunde, selv om Venstre fortsat går ind for det. For det første er skattebaserne blevet gjort mere elastiske, så økonomisk vækst i højere grad trækker indtægterne automatisk i vejret. Afgifterne er i meget vid udstrækning blevet indekseret, og bilafgifterne blev justeret på samme måde. For det andet blev skattestoppet ikke overholdt. I Skattereformen 2009/10 blev åbnet et såkaldt ”thailandsk vindue” for skatteomlægninger, men i realiteten blev der skjult en regulær skatteforhøjelse på 14 mia.kr. i reformen, som samtidig gav 5 mia.kr. i adfærdseffekter til statskassen. I 2011 blev skatterne hævet med yderligere 10 mia.kr. Også VLAK-regeringens omlægning af bilafgifterne har en skattestigning indbygget i sig. Det understreger, at det var rigtigt tænkt med et rigidt udformet skattestop, og at ekstraordinære undtagelser let bliver en vane.

…og erstattet af mekanismer, der trækker i forkert retning

I stedet for mekanismer, der strukturelt kan påvirke samfundsudviklingen positivt, har Venstre med sit ”velfærdsløfte” begået en fatal fejltagelse og gjort det præcis modsatte. Det indebærer et minimum for, hvor meget de offentlige forbrugsudgifter skal stige – nemlig med det såkaldte ”demografiske træk”.

Også på andre måder har man malet partiets fremtidige politikere ind i et hjørne. Venstre har tilsluttet sig det såkaldte 70 pct.-mål for drivhusgasudledningen i 2030. Det vil uundgåeligt ramme landbrugsproduktionen hårdt. De primære landbrug kan man måske i en vis grad tilfredsstille ved betale dem for at lade være med at producere, men den afledte produktion i fødevareindustrien vil komme under pres.

Venstres stærkeste politiske kort i dag er nok frit valg-dagsordenen, men det mangler at blive udmøntet i gennemtænkte, konkrete forslag. Det kan nemt give bagslag, når det enten ikke kan udmøntes i en grad, som borgerne får skabt forventninger om, eller når det ikke er økonomisk bæredygtigt. Et system med ”gratisydelser” må enten være rationeret eller blive meget dyrt.

Også andre forslag fra valgkampen lider under at være mangelfuldt tænkt og nok i realiteten mest egnet til at skaffe omtale. Det gælder det tilfældige fradrag til unge til opsparing til boligkøb, og det gælder fradraget for fuldtidsbeskæftigede.

Hvilke nye gradvise mekanismer kunne understøtte en langsigtet liberal strategi?

Ideen om at indbygge mekanismer, som modvirker, at den offentlige sektor vokser i helt samme takt som resten af økonomien er ikke forkert – bare ikke altid tilstrækkelig. Men hvis man ikke er villig til at gennemføre større reformer, som reducerer den offentlige sektor, er den i hvert fald nødvendig.

Hvad er der af kandidater? Her er en håndfuld.

Det som sagt vigtigt, at Venstre fortsat står fast på skattestoppet, selv om det i kraft af en mere elastisk skattebase vil have mindre potentiale end oprindeligt. Et oplagt punkt at udvide det med er at låse grundvurderingerne på det hidtidige niveau, når det (igen) viser sig, at det nye vurderingssystem for grundvurderinger ikke kommer til at virke. Det kan desuden overvejes at indføre en regulering af bundgrænserne i skattesystemet ikke efter den generelle lønudvikling, men i den pågældende base. F.eks. topskattegrænsen kunne f.eks. reguleres, så andelen af indkomstmassen over grænsen ikke steg. I en inflationstid kan det overvejes at indføre realbeskatning af kapitalafkast med fradrag for inflation – ellers stiger den effektive beskatning voldsomt.

På udgiftssiden kunne man f.eks. indføre prisregulering af udvalgte overførselsindkomster i stedet for satsregulering med lønudviklingen (hvilket dog på kort sigt vil have den modsatte virkning, da lønudviklingen i øjeblikket er langsommere end prisudviklingen, men under normale forhold med stigende realløn vil overgang til prisregulering sænke udgiftsvæksten). Det gælder f.eks. SU og kontanthjælpsloftet. Det er samtidig vigtigt at fastholde levetidsreguleringen af pensionsalderen og modvirke det pres, der er for at opgive også det. Hvis det viser sig politisk umuligt at imødegå dette pres og mindske levetidsreguleringen, bør niveauet for overførselsindkomster til pensionister mindrereguleres tilsvarende, så det samlede udgiftsniveau ikke stiger mere end forudsat. Det samme gælder, hvis Venstre fastholder sin fredning af Arnepensionen.

Venstre har markeret sig kraftigt på frit valg, men uden at være særlig præcis. Som sagt kan frit valg være udgiftskrævende, hvis der der åbnes muligheder for at vælge dyrere produkter, men frit valg kan også designes, så der er et besparelsespotentiale. Forældre, der vælger friskoler, får ikke hele besparelsen i folkeskolen med sig, og brug af private sundhedsforsikringer sparer det offentlige for udgifter. Udvidelse af pensionsopsparingen til at dække plejeudgifter mv. vil ligeledes både kunne forbedre de ældres plejemuligheder og lette udgiftspresset i det offentlige, sådan som det er tilfældet med alderspensioner, hvor folkepensionen spiller en aftagende rolle i forhold til pensionisternes egen opsparing. Voucherordninger som erstatning for kulturstøtte til institutioner f.eks. på medieområdet kan også kombineres med et element af egenbetaling. Folk betaler jo gerne for tilbud som Netflix frem for at være bundet til kun at se statsfjernsyn. Det er dog også vigtigt at gøre sig klart, at der også er behov for større reformer. Her har Venstre et stort udækket behov for mere politik på hylderne. Først og fremmest er der grund til at opstille både en politisk vision og en strategi for, hvad partiet vil.