Bliver det lettere at gå i regering uden projekt?

Flere partier overvejer at træde ind i den kommende regering. Det kan der jo være flere gode grunde til. I politik er det ofte agenda-sætteren, som bestemmer, og den funktion tilfalder typisk regeringen.

Det er dog ikke altid, at regeringsdeltagelse ender godt. I øjeblikket bliver der ofte peget på de dårlige erfaringer fra SV-regeringen i slutningen af 1970erne. Det var en regering, som ikke opnåede særlig meget – udover et kompromis om at indføre efterløn og atomkraft (hvoraf det sidste gik i glemmebogen). Det var en regering, som sled hårdt på begge partier.

Man kunne indvende, at fiaskoen skyldtes, at afstanden mellem S og V var for stor, og at de ikke havde noget fælles projekt. I dag kan det derimod være svært at se store forskelle på S og V, og ingen af partierne har noget væsentligt projekt, de ønsker at gennemføre (bortset måske fra forsvarspolitisk, hvor de dog allerede har indgået et nationalt kompromis). De politiske forslag, S og V gik til valg på, afviger ikke voldsomt.

Her kan det være på sin plads at minde om en regering, hvor partierne i den grad savnede et projekt, nemlig VKR-regeringen fra 1968-71. Det førte til den største stigning i skattetrykket, vi har set i moderne tid, og sammen med forgængere, det røde kabinet, lod VKR den offentlige sektor vokse i en grad, der hverken er set før eller siden. Det kastede Danmark ud i en strukturel økonomisk krise i 1970erne, som har nødvendiggjort reformpolitik lige siden. Og det kastede Venstre og Konservative ud i en krise, som først blev overvundet med firkløverregeringen i 1982. I mellemtiden var Venstre som sagt et smut omkring en SV-regering.

Jeg har gennemgået erfaringer med VKR i Libertas Magasinets temanummer om borgerlige regeringer. Læs også de øvrige artikler af Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

VKR-regeringen var naturligvis et ekstremt tilfælde, men den er en illustration af, at det ikke nødvendigvis er lykkeligt for et parti at komme i regering uden at have et klart projekt – og måske især ikke, hvis det er i lillebrorrollen. LA havde for så vidt et projekt, da det gik ind i VLAK-regeringen, men nedsmeltede, fordi man ikke kom i gennem med det og ikke kunne forklare sin ageren for sine vælgere. Konservative havde svært ved at bryde ud af rollen som lillebror i VK-regeringerne under Fogh og Løkke. SF nedsmeltede som resultat af deltagelsen i Thorning-regeringen. Hverken Schlüter- eller Nyrup-regeringerne endte godt for KD og CD, som måtte forlade dem begge.

Den måske mest succesfulde lillebrorrolle var Venstres i Schlüterregeringer. Men her havde Venstre faktisk et projekt, og det fik også glæde af De Konservatives krise udløst af Tamilsagen og Schlüters afgang. Det er svært at se nogen parallel mellem situationen dengang og i dag.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.