Jeg anmelder normalt ikke bøger. Og det er næppe noget, jeg kommer til at gøre ofte i tiden fremover. Men jeg vil – bl.a. (lidt) på opfordring fra Lars Igum Rasmussen – gøre et (kort) forsøg med bogen ”Vild virus”.

Konklusion: Læs bogen – den er god

Min helt overordnede konklusion er, at ”Vild virus” er en rigtig god bog. Der er masser af info om virus, tests, politik, Lundgren osv., og det er fortalt på en rigtig god og let tilgængelig måde. At der – jf. nedenfor – rodes lidt rundt i nedlukningernes effekt, spiller så lille en rolle, at det på ingen måde ødelægger oplevelsen. Heller ikke for en nedlukningsnørd som mig.

Virusinfektioner er Jens Lundgrens hjemmebane

Jeg læste primært bogen for at se, om Jens Lundgren har nogle betragtninger ift. nedlukningerne. Der går dog relativt lang tid, inden man når til coronapandemien og nedlukningerne, for den første tredjedel af bogen handler primært om Jens Lundgrens karriere. Og det er faktisk rigtig spændende. Her får man indblik i, hvorfor det absolut ikke er tilfældigt, at Jens Lundgren er en af verdens førende infektionsmedicinere. Ikke blot har Jens Lundgren knoklet, når lejligheden bød sig. Han har også knoklet, når lejligheden ikke rigtig bød sig.

I bogen er der bl.a. en beskrivelse af, hvordan hele familien Lundgren bruger dele af deres bilferier i Europa på at besøge internationale kollegaer, i hans forsøg på at opbygge et europæisk netværk. Vi tænker tit på samfundet som bestående af individer, men i virkeligheden er det jo i højere grad familierne, der er centrale i samfundet. Og Jens Lundgren havde ikke været den topforsker, han er, hvis ikke familien havde bidraget. Vi kender Jens Lundgren fra fjernsynet osv., men jeg vil tro, han er enig i, at han står på skuldrene af sin familie (dette kunne i øvrigt anspore et helt indlæg om det rimelige i topskatten, som Jens Lundgren med garanti betaler, men det bliver ikke her).

Vi får i denne del af bogen baggrunden for, hvorfor det var Jens Lundgren, der endte med at tone frem på TV igen og igen (og bl.a. deltage i et CEPOS-arrangement), når danskerne skulle forstå smitte, varianter, vacciner osv. Her er Jens Lundgren – qua sin imponerende karriere – i dén grad på hjemmebane.

Det er også interessant at læse om Jens Lundgrens rolle i – og beskrivelse af – den helt tidlige del af pandemien, hvor man indrettede hospitaler osv. Der er en række spændende detaljer ift., hvordan hospitaler udnytter kapaciteten bedst muligt og indrettes effektivt samtidig med, at smittespredning undgås, som jeg ikke kendte til. Også denne del af bogen er rigtig god.

Det er først i slutningen af bogen, at jeg synes den bliver lidt langtrukken. Det tager lidt for lang tid at få lukket ned for pandemien, når man tænker på, at den for de fleste læsere reelt var overstået i slutningen af marts 2021 (selvom det langt fra er uinteressant at høre om, hvordan evolutionens gudinde tilsmilede os, da den tillod Omikron-varianten at oversvømme landet).

Ovenstående er meget kort beskrevet og fortjener egentlig en grundigere gennemgang. For det er det, der fylder klart mest i bogen, og det ér rigtig godt.

Men…

Nedlukninger er udebanen – og svær at blive klog på

…jeg læste som skrevet bogen for at se, hvad der står om nedlukningerne. Og der er da en smule, men egentlig overraskende lidt, når man tænker på, hvor meget det har fyldt politisk (eller også er jeg biased, fordi det har fyldt enormt meget i mit arbejdsliv).

Men der er lidt om nedlukninger. De dele af bogen er dog – i modsætning til resten af bogen –relativt ureflekterede. Det er som sådan ikke så overraskende, at detaljerne i nedlukningerne ikke fylder alverdens for en infektionsmediciner. Men jeg havde nok håbet, at bogen helt ville springe over emnet, eller også gav emnet lidt mere vægt og dybde. For der mangler en rød tråd.

Helt overordnet er det lidt svært at blive klog på, hvad Jens Lundgren egentlig mener om nedlukninger. Flere steder siger Lundgren nærmest, hvad jeg selv kunne have sagt:

Årsagen [til de få dødsfald] er jo den simple, at vi fik afbrudt smittekæder, fordi danskerne lyttede til myndighedernes og regeringens anbefalinger, holdt afstand, ryddede kalenderne og så færre mennesker. Selvom vi aldrig fik udgangsforbud som i andre, særligt sydeuropæiske, lande, var Danmark jo nærmest hermetisk lukket ned.

Men andre steder siger Lundgren så pludselig det modsatte:

Vores to første smittebølger blev lagt ned af nedlukninger i foråret 2020 og fra ultimo december 2020 og ind i 2021.

Og

Samtidig har test været brugt til at ’styre’ genåbningerne, ligesom man har kunnet nedlukke et område eller sogn igen, hvis smittetallet steg ’for meget’.

Som så igen følges op af (mine fremhævninger):

Jeg lærte virkelig meget af Michael Bang [Petersen][1]. Hans pointer om tillid og vigtigheden af befolkningens opbakning flugtede fuldkommen med den tilgang til epidemihåndtering, som jeg eksempelvis havde lært under ebola-udbruddet. […] Han påpegede […] at det hverken var regeringen eller os eksperter, der kunne håndtere eller kontrollere en smitsom sygdom under en pandemi, men alene borgernes adfærd. At vi alle skulle stå sammen, fordi epidemihåndtering handlede om at hjælpe hinanden, at handle solidarisk.

Samt

Befolkningen har løbende forstået budskaberne fra myndigheder, regering og eksperter som Jens Lundgren og gjort, som der blev opfordret til, så smitten blev dæmpet. Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den.

Så på den ene side var det folks (frivillige) handlinger, der var afgørende. På den anden side var det nedlukningerne, der ”lagde smittebølgerne ned” og ”styrede smittetallet”.

De divergerende udsagn betyder, at det er svært at blive klog på, hvor Jens Lundgren står ift. nedlukninger. Og man ender med at sidde med en fornemmelse af, at det skyldes, at han ikke selv ved det. At han ikke har samlet og organiseret de mange input i en overordnet betragtning, som både passer med det, han kunne se med sit blotte øje (at smitten faldt efter nedlukningerne) og det, han lærte af Michael Bang Petersen mv. For så ville teksten (måske) have været drejet mere over i retning af hvor vigtig god information er for at vi får de (frivillige) adfærdsændringer, der sikrer god pandemihåndtering. En mulig forklaring er, at Lundgren ikke sondrer mellem kilden til nedlukning – altså om den er frivillig eller tvungen. I så fald vil han ikke være den første til blande tingene sammen.

Helt underligt blev det for mig, da jeg læste ekstramaterialet ”Dele der aldrig kom med” på vildvirus.dk. Her fortæller Lundgren om hans indtryk af Sveriges corona-politik, og det slipper han ikke så godt fra. Fx passer nedenstående afsnit relativt dårligt med, at dødstallene i Sverige toppede tidligere end i England.

Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment.

Det er tydeligt, at Jens Lundgren ikke er specielt begejstret for Anders Tegnell, som han bl.a. kalder Rasmus Modsat, fordi han ikke følger samme strategi som alle andre lande. Men disse bemærkninger stemmer relativt dårligt overens med Jens Lundgrens store (og helt rigtige) fokus på randomiserede forsøg tidligt i bogen, hvor han bl.a. skriver:[2]

Dette alvorlige udbrud med en dødelig virus havde nærmest intet videnskabeligt fremskridt medført. Efter kaosset under ebola-epidemien i Vestafrika havde rapporten fra National Academy of Sciences i 2016 konkluderet, at solide kliniske lægemiddelafprøvninger under alvorlige udbrud og pandemier var påkrævet for hurtigst muligt at skaffe solid viden om mulige effektive behandlinger, men det krævede, at fagfolk samarbejdede om afprøvningerne – ikke modarbejdede hinanden. Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve lægemidler i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt læge tilfældigt forsøgte sig frem med det, der lå i medicinskabet.

Bemærk sidste del, som jeg har omskrevet nedenfor.

Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve nedlukninger i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt regering tilfældigt forsøgte sig frem med det, man kunne komme på.

Hvorfor står Lundgrens holdninger til nedlukninger (non-pharmaceutical interventions) i skærende kontrast til hans holdninger til medicin (pharmaceutical interventions)?

Min fornemmelse er, at Jens Lundgren endnu ikke har samlet og organiseret sine indtryk fra nedlukningerne. Og for at være helt ærlig: Det har jeg det helt fint med. Jens Lundgren er en af verdens bedste infektionsmedicinere. Andre – og gerne folk med den relevante baggrund, som fx økonomer – må tage sig af at forstå den ikke-medicinske del af pandemien.

Fem ud af fem stjerner herfra.

PS: Lundgren kommer også med et par politiske svirp. Fx denne

Det var virkelig, virkelig besynderligt. Særligt når det var sundhedsministeren, der kørte hårdest på. Det var næsten Komiske Ali, ren populisme. Han talte mere til folks følelser end om det, der var realiteterne i den virkelige verden. Det ser man en gang imellem i politik. Men i de kaotiske uger i marts og april 2020 havde vi slet ikke brug for at skabe en konflikt mellem sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen på den ene side og så regeringen på den anden i det offentlige rum.

Og så gennemhuller han – ligesom bl.a. Kasper Planeta Kepp har gjort på Twitter – Mette Frederiksens argument om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.

Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede. […] Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.

Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.

---

[1] Jeg talte selv med Michael Bang Petersen i episode 30 af Regelstaten: https://www.youtube.com/watch?v=ozY9affkjKA

[2] Han skriver også ”Den store forskel var bare, at vores patienter bidrog til, at vi én gang for alle kunne afklare, om stoffet virkede. Man bliver nødt til at acceptere bivirkninger i et studie, så længe der er formodning om, at stoffet muligvis hjælper. Og patienterne bidrager aktivt til, at vi kommer frem til den afklaring. Men bare at give medicinen på en formodning, som franskmændene gjorde, uden at vide om det virkede, er problematisk.” Og ”På den måde skulle INSIGHT kunne hjælpe med at afprøve og afklare, om medicin A mod en ny virus er bedre end medicin B. […] Både Cliff og Fauci var enige i, at der under et kommende udbrud skulle laves ordentlige lodtrækningsstudier. De ville for alt i verden ikke gentage ebola-fejltagelsen.”