De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?