I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.