Hvert år skriver vi nogle dage i forvejen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi, og hvem vi selv mener burde få den. I år er ikke anderledes, udover at der kun er to dage til: Sveriges Riksbank annoncerer på mandag omkring klokken 12, hvem der modtager årets Nobelpris.

Sidste år gik prisen til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig for deres arbejde om bankkriser. Året før modtog David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens prisen for deres udvikling af hvordan man kan bruge naturlige eksperimenter i økonomi, og i særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi (læs vores omtaler her og her). Det er derfor usandsynligt, at årets pris gør til emner i enten finansiel økonomi eller arbejdsmarkedsøkonomi. Nobelkomiteen har tradition for ikke at gå til samme emneområde to år i træk.

Et område, som komiteen kunne give til og samtidig sende et halvpolitisk signal om at tage videnskab alvorligt, er handelsteori. En stærk mulighed er Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her). I en årrække hvor både USA, EU og Kina bliver mere protektionistisk, er det måske tiden til at sætte fokus på, hvordan forskning har bidraget til vores betragtelige forståelse af, hvorfor frihandel er en god ting. Et andet aktuelt område kunne være vækstteori, hvor Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) fortjener en pris for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Det kunne passende være sammen med Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentligt del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser. Og hvis Riksbanken vil undgå at være politisk, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) en god mulighed som modtager for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet.

Desværre er det ikke de bud, der flyder rundt på internettet. David Walker hos Inside Story nævner således Daron Acemoglu for hans arbejde om institutioner, Thomas Piketty, Emmanuel Saez og Gabriel Zucman for arbejde om økonomisk ulighed, og Ray Chetty for – omend sidstnævnte ville følge meget tæt efter Banerjee, Duflo og Kremers arbejde i samme felt. Han nævner dog også bl.a. Edward Glaeser for byøkonomi, og Aghion og Barro.

Hvem det bliver kan ingen sige før tidligst 11.45 på mandag. Vores håb hos punditokraterne er, at Sveriges Riksbank først og fremmest lade være med at hoppe på en politisk vogn eller forsøger at reflektere en ‘zeitgeist’, men i stedet giver prisen til forskere og emner, der fortjener det. Komiteen har generelt været dygtige til at ramme rigtigt – også selvom den er svær at forudsige – men om 2023 bliver året, hvor prisen ikke gør til et område, der giver forslag til direkte aktivistisk politik, ved vi først mandag.