Vores andet eksempel på virkeligt spændende forskning på årets SEA-konference er fra søndag morgen, hvor Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech) præsenterede nyt arbejde om sammenhængen mellem korruption og indkomstulighed. Sammen med Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette) har hun set på, om reformer, der er effektive i at reducere et lands korruptionsniveau, også gavner de fattige.

Jamie startede sin præsentation med at notere, at de fleste tænker på korruption som et fænomen, der forudsætter at bestikkeren og den, der bliver bestukket, på en eller anden måde deler en politisk forbindelse eller en bureaukratisk sammenhæng. Idéen er, at korruption er et politisk fænomen, eller noget som virksomheder gør for at få særlig behandling eller slippe for regulering og krav i det offentlige bureaukrati. I den optik vil en effektiv reduktion af korruption primært ramme en gruppe relativt velstående personer.

Det særlige er, at når Jaime og Justin undersøger effekterne af reformer der påvirker korruptionen markant -19 der fører til klart mindre korruption og 65, der giver store stigninger i korruptionen – ser det ikke helt sådan ud. De to amerikanere finder at efter korruptionsreducerende reformer får alle i samfundet på længere sigt væsentligt større indkomst – bortset fra de 5 % rigeste og de 20 % fattigste! På samme måde ser det ud til, at større korruption medfører en større indkomst for de 5 procent rigeste, men uden at det særligt klart påvirker andre.

Undersøgelsen er ikke den første, der finder at en vis grad af koruption måske gavner de fattigste i mange samfund. For tre år siden fandt Niclas Berggren og jeg et lignende resultat i en undersøgelse med et meget anderledes forskningsdesign. Det er derfor på sin vis betryggende, at flere detaljerede studier finder det samme. Forskellen ligger ikke i resultatet, men i fortolkningen af det.

Jaime og Justin fortolker deres resultat som en refleksion af, at der er store problemer med at måle indkomst blandt de fattigste. Det gælder ikke mindst, at i mange lande arbejder de fattigste overvejende i den uformelle sektor – den grå økonomi – og de registreres derfor ikke. Selvom resten af samfundet får en indkomststigning, når korruption bekæmpes, mener de derfor, at man ikke kan ‘se’ de fattigstes forbedring, fordi den ikke registreres officielt. Det kan man ikke afvise, men Niclas og jeg fortolkede et næsten identisk resultat anderledes.

Vi fandt for tre år siden, at effekten af korruption på de fattigste 20 procent var tydeligere, når vi fokuserede på deres forbrug i stedet for indkomst. Forbrug er ofte mere præcist målt end indkomst for fattige i lavindkomstlande, hvilket taler imod Jaime og Justins hypotese. Vi tolkede i stedet resultatet som en refleksion af, at fattige holdes tilbage af regulering, der bl.a. holder dem i den grå økonomi og forhindrer iværksætteraktivitet. At kunne bestikke sig udenom reguleringen forbedrer derfor de fattigstes kår ved at afhjælpe en regeringsfejl.

Og sådan er meget samfundsforskning i virkeligheden. Man finder en klar sammenhæng, som ingen kan lide – hvem synes om, at korruption er godt for de fattigste? – men flere studier bekræfter. Men fortolkningen af effekterne kan man blive ved med at diskutere, indtil et tredje studie finder på en måde, at skille dem ad. Indtil da kender man en sammenhæng, men har ikke information til at finde ud af, om man kan gøre noget ved den, bør gøre noget, og i det tilfælde, hvad man kan gøre.