I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.

Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.

Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.

Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.

Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.

Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?