I afsnit 2 af sommerserien skrev jeg om, at kollektivisme ikke alene er populært på den traditionelle venstrefløj, men også blandt visse nationalkonservative, der ser “individualisme” som årsag til mistrivsel og andre samfundsmæssige problemer. Som vi så, er der ingen empirisk dækning for påstanden. Tværtimod har mennesker i individualistiske kulturer – som f.eks. den danske – større livstilfredshed. Det skyldes både, at individualisme i sig selv er forbundet med større livstilfredshed, og at individualistiske kulturer har højere velstand, som igen også medfører større livstilfredshed.

I mellemtiden har Jyllands-Posten bragt en kronik af Alexander Sokol, som postulerer endnu en angivelig negativ konsekvens af individualisme, nemlig den faldende fertilitet. ”Fertilitetskrisen er skabt af den moderne liberalisme”, hedder den sigende overskrift. Igen er der tale om spekulative postulater, der ikke er bakket op af nogen form for evidens.

Men lad os prøve at se på, om der er en sammenhæng synlig i data. Som nævnt kunne livstilfredshed forklares signifikant og positivt med individualisme-scoren (Hostedes meget anvendte individualisme-kollektivisme-indeks) og indkomst målt ved BNP per capira (logaritmisk transformeret), mens en dummy-variabel for, om et land har været kommunistisk, slog negativt og også meget signifikant ud.

Hvordan med fertilitet, altså antal fødte per kvinde?

Tabel 1 nedenfor afrapporterer den statistiske analyse.

Det ses for det første, at der er en negativ sammenhæng mellem, om et land har været kommunistisk og dets fertilitetsrate.

Det ses for det andet, at der er en klar signifikant negativ sammenhæng mellem indkomst og fertilitet. Det er ikke overraskende. Det er tværtimod en meget velkendt sammenhæng: At folk får færre børn, når deres indkomst stiger. Det er der flere forklaringer på: At børnedødeligheden også falder med indkomsten, og at behovet for børn til at forsørge sig, når man bliver gammel, falder. Vi har tidligere skrevet om det i bl.a. sommerserien 2019 (her er en oversigt over alle afsnit, inklusive om fertilitet).

Endelig ses det, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem individualisme og fertilitet. Fortegnet er positivt, hvilket umiddelbart tilsiger, at folk i individualistiske kulturer får flere børn, men effekten er særdeles insignifikant*) – dvs. ikke forskellig fra nul.

Man kan dog indvende, at der – som vi også noterede i sidste afsnit #2 af sommerserien – er en sammenhæng via indkomstniveauet. Individualisme er forbundet med større velstand, som igen er forbundet med lavere fertilitet. Så ad den vej er der lavere fertilitet i mere individualistiske kulturer, simpelthen fordi de er rigere.

Men det skal bemærkes, at det slet ikke er den forklaring, forfatteren giver. Tværtimod hævdes det, at årsagen stammer fra liberal politisk filosofi fra Locke og Mill til Rawls og Nozick, som advokerer for en værdineutral stat:

“Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.”

Selve dette ræsonnement hviler på flere fejltagelser. For det første at individualisme står i modsætning til, at individer kan indgå i forpligtende fællesskaber og lade andres velfærd, ikke mindst deres børns, indgå i deres egen. For det andet at den ”neutrale stat” er en umulighed, at vi alle altid er genstand for ”strukturel tvang”, og at man derfor lige så godt kan vælge ”konservativ tvang”. Forestillingen om ”strukturel tvang” – der lige som kollektivismen er et fælles gods med både den klassiske og postmoderne venstrefløj – bygger på et postuleret paradoks, som Popper brugte betydelige kræfter på at gendrive. De politiske institutioner er selvsagt ikke neutrale over for at realisere politiske præferencer – det er svært at praktisere nazisme eller bolchevisme i et frit samfund – men i den forstand, at folk har lov til at disponere over deres person, deres arbejdskraft og retfærdigt erhvervede ejendom.

Men jeg vil i denne omgang lade denne diskussion ligge. Det helt elementære spørgsmål er som sagt, om det er rigtigt, at udbredelse af individualistiske værdier påvirker præferencerne for at få børn i sig selv. Og det er der altså ingen umiddelbart empirisk evidens for. Det gælder også, selv om man i stedet for individualisme ser på graden af fri markedsøkonomi som mål for, hvor liberalt et samfund er. Jeg har i tabel 2 erstattet individualisme med Economic Freedom Index fra Fraser Institute et al. Det fører til nøjagtig samme resultat. Fertiliteten er stadig signifikant korreleret med indkomst og kommunisme-dummyen, men slet ikke med økonomisk frihed. Økonomisk frihed er derimod korreleret med indkomst, så ad den vej påvirker økonomisk liberalisme altså fertiliteten, men ikke som foreslået af kronikøren.

Man kan undre sig over, hvorfor disse debattører ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om der er nogen empirisk evidens for deres spekulative påstande. Det er vigtigt at understrege, at ikke alting kan afgøres empirisk, men de typer af påstande er oplagte at undersøge det empiriske grundlag for, før de slynges ud. Kan det skyldes, at de også har overtaget den postmoderne venstrefløjs synspunkt om, at alting bare er retorik? Jeg håber det ikke.

Det er værd at notere, at tesen om, at individualistiske værdier fører til færre børnefødsler, ikke er ny. Det har naturligvis også en vis plausibilitet, at et syn på kvinder som et individ med et selvstændigt formål i sig selv, snarere end blot at føre slægten videre, kunne sænke fertiliteten. Men den kan ikke bare slynges ud uden at se på evidensen eller de virksomme mekanismer. Hvorfor er der mere end 300 år mellem Lockes politiske filosofi og ”fertilitetskrisen”? Hvorfor falder fertiliteten over alt, hvor velstanden forøges og børnedødeligheden falder? Hvis indkomst er så stærk en drivkraft for fertilitetsudviklingen, hvorfor så kun fokusere på kulturelle værdier og politiske filosofier?

Lige til sidst: Er faldende fertilitet overhovedet et problem, og kalder det på politisk indgriben? Det forudsætter vores kronikør uden videre. Det fremstår, som om det ligefrem er et slags knock-out-argument.

Det er det langt fra. Det skrev vi flere afsnit om i sommerserien fra 2019 (se links ovenfor).  Ligesom det ikke – trods alle bekymringerne for en ”befolkningseksplosion” – ikke var et problem, at den globale befolkning voksede, er det i sig selv ikke noget problem, at vi bliver færre. Det er – som jeg var inde på den gang – muligt, at produktivitetsvæksten vil aftage, når vi bliver færre, men det vil i givet fald ikke være noget, det enkelte land kan gøre noget ved. Det kan også være et problem, hvis de offentlige finanser er indrettet efter et kædebrevsprincip om, at der er stadig flere yngre til at finansiere udgifter til de gamle. Løsningen på det problem er ikke at øge fertiliteten, men at gøre de offentlige finanser holdbare – sådan som det i øvrigt er sket i herhjemme, hvor en mindre befolkning ikke vil få bunden til at gå ud af de offentlig kasser.

*) Til dem, der ikke er vant til at læse en regressionsanalyse: P-værdien, der siger noget om sandsynligheden for, at koefficienten er signifikant forskellig fra nul, skal helst være mindre end 5 pct. (ellers er sandsynligheden for stor). I tabel 1 er P-værdien f.eks. 0,00000461 for koefficiensen for BNP per capita og langt under 0,05. P-værdien er derimod 0,697907 for individualisme-scoren og dermed langt over 0,05. Sandsynligheden for, at individualisme er korreleret med fertilitet, er derfor meget lille.

Se i øvrigt diskussionen i afsnit 2 af sommerserien om, hvad analyser af denne art kan og ikke kan sige noget om.

Tabel 1. Fertilitet, individualisme, indkomst og kommunisme

	Koefficienter	Standardfejl	t-stat	P-værdi
Skæring	3,329938	0,239643	13,89543	1,79E-19
Individualisme (Hofstede-IC score)	0,001014	0,002599	0,390223	0,697907
BNP capita (ln)	-0,42411	0,083276	-5,09275	4,61E-06
Kommunistdummy	-0,27009	0,109164	-2,47414	0,01653

Regressionsstatistik
Multipel R	0,691485
R-kvadreret	0,478152
Justeret R-kvadreret	0,44916
Standardfejl	0,346081
Observationer	58

Tabel 2. Fertilitet, økonomisk frihed, indkomst og kommunisme

	Koefficienter	Standardfejl	t-stat	P-værdi
Skæring	3,20992	0,340395	9,429981	5,24E-13
EFI	0,023208	0,067563	0,343499	0,732557
BNP capita (ln)	-0,42387	0,088038	-4,8146	1,23E-05
Kommunistdummy	-0,2696	0,109339	-2,46576	0,01688

Regressionsstatistik
Multipel R	0,691246
R-kvadreret	0,477821
Justeret R-kvadreret	0,448811
Standardfejl	0,34619
Observationer	58